Rejsedagbog

Opdateres løbende..

God morgen fra det gode skib Star Princess, som lige nu vipper derudad et sted mellem Australien og New Zealand.
Som I ser er jeg tidligt oppe, der er stadig kludder i min tidsregning, men jeg er saa smaat ved at faa doegnet vendt om.

Min flyvetur hertil ad to omgange var ganske enkelt en forrygende oplevelse. Jeg floej paa foerste klasse fra Kbh. til Bangkok, og det var absurd! Der var 14 passagerer i den afdeling af flyet, og der manglede sandelig ikke noget. Den foerste champagne var serveret, inden vi lettede. Rasmus havde ioevrigt ret, da han sagde, at stewardesse uniformer kun laves i en stoerrelse hos Thai air, kan man ikke passe den, kan man ikke faa jobbet! Det er foerste gang i mit liv jeg har foelt mig "stor"! 😀
Jeg fik sovet en hel del, og ja mor, jeg kunne ligge HELT fladt, som i min egen seng. Fik set et par gode film, og sludret lidt med min sidemand, men det var nu ikke meget, for resten af klientellet fik mig til at foele mig cirka lige saa malplaceret som en badeand i Sahara. Det var forretningsmaend hele vejen rundt.
Paa turen Bangkok-Sydney floej jeg paa Business, og det oplevede jeg faktisk ikke ret meget af. Jeg sov stort set alle 9 timer. Saa jeg var frisk da vi landede.

Jeg har moedt mange flinke mennesker i verden, men jeg tror australierne tager prisen som de mest venlige. De er simpelthen bare rare! Og saa maa jeg altsaa have en eller anden effekt paa taxi chauffoerer. Ham der hentede mig i lufthavnen gav mig en tour de Sydney saa jeg lige fik et overblik over midtbyen. (hvilket i sig selv er svaert i en by, hvor der bor 5 mio mennesker) Samt en historisk gennemgang af byen. Det er tit dem, der faerdes meget i byer, der ved mest om dem, saa det var faktisk spaendende.
Det viste sig saa til min store glaede, at mit hotel var placeret saa taet paa havnen, som det naesten kunne komme. Saa efter endnu mere soevn og en fremragende morgenmad, kunne jeg paa under 10 minutter trille lige ned til operahuset, som jeg jo synes, jeg maatte se. (Desuden siger far, han sletter mig af testamentet, hvis jeg ikke fik det set)
Det er vel en af de bygninger i verden, man har set saa mange gange, at man ikke burde blive overrasket. Men det gjorde jeg nu alligevel. Eller ihvertfald overvaeldet. Det er simpelthen saa utrolig flot. Lige over for operahuset ligger Sydney Harbour Bridge, og lige ved siden af den laa mit flydende hjem og ventede. Saa der var alle muligheder for at faa taget et hav af billeder, og det fik jeg da ogsaa gjort. Jeg haaber, jeg kan finde ud af at uploade nogen af dem paa et tidspunkt.

Hen paa eftermiddagen gik jeg ombord, og saa gik det meste af dagen med at laere at finde rundt paa de 18 etager. Der er 2600 passagerer ombord og 1150 besaetningsmedlemmer, og de foerste venner fandt jeg allerede i hotellets lobby, inden jeg gik ombord. Et amerikansk aegtepar fra Orange County, Californien, som smadrer alle fordomme om netop det omraade. De er totalt usnobbede og har en naesten vestjysk flad humor! Dem skal jeg spise sammen med i aften. Efter afsejling fra Sydney gik jeg ret hurtigt i seng.

De foerste to dage er paa havet, og det er nok meget godt, saa jeg lige faar styr paa skibets indretning. Nu har jeg da foerst og fremmest fundet internet cafeen, og der er mange om buddet, saa vi maa se, hvornaar jeg kan komme til at skrive igen. Denne gang var jeg vist bare heldig, fordi det er saa tidligt paa dagen.
Nu vil jeg gaa paa jagt efter morgenmad og ordentlig kaffe, inden jeg skal se om jeg kan finde dykkerklubben ombord, saa jeg kan faa kigget paa udstyr til mine dykkerudflugter.

Knus Eva

tirsdag 27. okt. kl. 08.20

God morgen!

Tak for alle hilsnerne i gaestebogen, det er altsaa dejligt at hoere nyt hjemmefra.
De sidste par dage er gaaet med lidt forskellige aktiviteter, som jeg har laert en del af!
1: Jeg har vist sagt engang, at man ikke kan blive soesyg paa et krydstogtskib, da man ikke maerker, at det vipper... Om igen, Christensen!! Tro mig, de sidste par dage har jeg faaet vippetur for alle pengene
Isaer i gaar og i nat har det vaeret rigtig vildt. Og ogsaa lidt komisk. Jeg var til et rigtig spaendende foredrag i gaar eftermiddags med en gut, som er en af de foerende forskere i hele historien om Titanics forlis, Maxtone Graham. Han fortalte alt det, som de fleste mennesker ikke ved, ud fra adskillige interviews med de overlevende. Midt i foredraget blev han afbrudt af en hoejtaler besked fra kaptajnen, som meddelte alle passagerer, at han havde sat farten ned paa sejladsen, eftersom det nu vippede saa meget, at det blev farligt at bevaege sig rundt paa skibet, hvis han fastholdt de 21 knob, han hidtil havde sejlet med. Og saa ville han lige opfordre til, at man de naeste timer saa vidt muligt holdt sig i ro, og holdt godt fast i gelaendere osv. hvis man gik rundt paa skibet!! Rimelig morbidt midt i et Titanic foredrag!
Og han fik saa ganske ret. Hen under aften fik jeg laerdom nr.
2: Naar det vipper: Brems for fanden stolen, hvis du holder stille!! Hooold da op nogle flyveture man faar, hvis man glemmer det!
Til min store overraskelse, blev jeg dog ikke soesyg. Spiste ikke saa meget, men havde det fint nok, til forskel fra mange af mine medpassagerer.
I gaar eftermiddags havde jeg en sjov oplevelse, jeg faldt i snak med en englaender som sad og laeste i en af hyggekrogene, hvor jeg ogsaa havde plantet mig med en bog. (Han fik min koerestol i haserne, da jeg glemte at bremse den) Vi sludrede lidt om Danmark, Australien, boeger, livet og alt muligt andet, og han spurgte til, hvad jeg lavede til daglig. Jeg stillede samme spoergsmaal den anden vej, og det viste sig saa, at han var komiker ombord paa skibet og har et fast stand-up show hver aften. Han er filmskuespiller til daglig, og har bl.a. medvirket i Mission impossible filmene, Babe den kaekke gris, og mange andre film. Han opfordrede mig til at komme og se showet om aftenen, og det gjorde jeg saa, og det var faktisk enormt sjovt. Selv om humor paa et andet sprog nemt kan gaa hen over hovedet paa mig. Men den engelske humor er maaske ikke saa fjern fra den danske alligevel. Spaendende mennesker er her nok af. Mike Harris, som fyren hedder, har lovet at laere mig at spille rigtig poker i dag.
Til morgen var jeg tidligt oppe, der er stadig koks i min tidsfornemmelse, til dels fordi vi stadig rykker uret frem en time hver nat. I dag var det dog fint nok, for vi sejlede ind i Milford Sound, Fjordland, New Zealand kl. 6 i morges, og da stod jeg oppe paa broen med min foerste kop kaffe og fik set det hele. Inklusive delfiner!!
Milford Sound er dybest set en fjord. Ligner meget nogle af dem man kan se i Norge, og resten af dagen kommer til at gaa med at sejle igennem tre forskellige af slagsen. Saa jeg gaar paa broen med et par timers mellemrum og tager billeder. Heldigvis betyder det ogsaa, at vipperiet er overstaaet.
Det har saa foert til laerdom nr. 3: Det at tage sydpaa er normalt lig med varme, men hvis man kommer langt nok sydover, bliver det sgu koldt igen! Og i Milford Sound er dagstemperaturen lige omkring de 12 grader. Saa det er altsaa ikke lige her, jeg skal hive de smaa fikse sommerkjoler frem. Desuden har jeg ogsaa set pingviner i dag, det burde maaske nok have advaret mig om temperaturen. Det er dog det hele vaerd, for disse fjorde er simpelthen raa, uspoleret natur, og utrolig smukt.
Jeg har desuden faaet mig meldt ind i en bogklub ombord, vi laeser en roman, moedes igen om 14 dage, og diskuterer indholdet. Det giver udfordring til de smaa graa, da det jo er paa engelsk. Forfatteren har faaet nobelprisen for romanen, saa det er ikke liiige ugebladsroman-genren, men det gaar nok.
Jeg venter lige et par dage endnu med mit forsoeg paa at laegge billeder herind, for internet forbindelsen er pr. satellit saa laenge vi er langt fra beboede omraader, og det goer forbindelsen meget, meget langsom. Og da man betaler pr. minut, kan det nemt blive dyrt. Jeg kigger paa det igen, naar vi kommer taettere paa den foerste by vi skal besoege paa New Zealand.

Knus Eva

fredag 30.10.2009

Hej igen derhjemme.

Her en beretning fra de seneste dage i syden. Vi lagde til kaj for foerste gang i forgaars, i New Zealand i en lille havn ved navn Port Chalmers. Derfra gik der busser i rutefart til den naerliggende by, Dunedin. Dunedin er efter sigende den mest skotske by uden for Skotland, og det er sikkert rigtigt, jeg saa ihvertfald en masse vaertshuse med sjove navne!
Selve det at komme af skuden var rart til at begynde med. Men kort efter at jeg var kommet ind til Dunedin, fik jeg landsyge. Det er (har jeg sidenhen fundet ud af) det der sker, naar man har vippet og hoppet paa en baad i flere dage, og saa pludselig faar fast grund under hjulene. Jeg blev kort sagt, skide soesyg! Saa mit besoeg i Dunedin blev ret kort, jeg tog en gaatur paa stroeget og saa bussen tilbage til skibet. Naaede dog at konstatere, at Dunedin ville vaere et paradis for min faster Esther, jeg har aldrig set saa mange Rhododendron samlet paa et sted! De gror overalt.
Planen var saa, at vi om aftenen skulle sejle videre til Christchurch, endnu en af de New Zealandske kystbyer. Og det gik da helt i kage! To timer efter planlagt afgang, laa vi stadig i havnen i Port Chalmers, og tilsidst fik vi besked fra kaptajnen om, at han ganske enkelt ikke turde forlade havnen, da det stormede kraftigt lige uden for. (Resterne af en eller anden tyfon...) Saa vi blev simpelthen liggende, og forlod ikke Port Chalmers foer om morgenen, og da var det for sent at naa til Christchurch. Saa der kom vi altsaa ikke til. Han valgte i stedet at tage den med ro mod Wellington, som vi skulle vaere i i dag. Og det var nok meget godt, for der var altsaa stadig ret meget vind, da vi forlod Port Chalmers. Saa vi brugte hele dagen i gaar paa at sejle til Wellington.
I morges lagde vi saa til i Wellington, og den by var sandt at sige en af de tungtvejende aarsager til mit valg af netop denne tur. Det er her, at film triologien Ringenes Herre er skabt, hjemby for instruktoeren Peter Jackson. Og jeg havde for laenge siden lagt billet ind paa en tur ud at se nogle af de steder, hvor filmen er optaget. Der har dog siden jeg bestilte billetterne vaeret venteliste paa netop den tur, og i gaar aftes stod jeg stadig ret langt nede paa listen, saa jeg maatte i gang med at planlaegge alternativer. Desuden har jeg talt med flere af de ansatte ombord, som siger at denne tur var en tam oplevelse, da det ifoelge lov og ret i New Zealand er en betingelse for at lave om paa landskaber med henblik paa filmproduktioner, at man efterlader dem, som man fandt dem. Derfor skal man vaere mere end almindeligt godt kendt med filmene for at kunne genkende noget som helst. Saa jeg tabte lidt lysten til den tur under alle omstaendigheder.
I den slags situationer er det min erfaring, at det som regel er smart at spoerge de lokale. Saa det gjorde jeg! Jeg greb fat i den foerste den bedste buschauffoer jeg kunne finde, og hun foreslog at jeg kunne tage op til Weta workshop. Weta er dybest set det firma, der har lavet ALT det smarte i Ringenes Herre filmene, King Kong, Narnia filmene, og mange andre. Altsaa alle kostumer, hobbit dragter, ork hoveder, Loeven Aslan, osv. Plus alt det elektroniske, animatoriske lirum larum, som f.eks. Gollum.
Fremragende ide taenkte jeg, og sprang paa den foerste bus derud. Jeg havde hoert om stedet foer, blandt andet i ekstra materialet til Ringenes herre-filmene.
Det gav simpelthen en af de bedste oplevelser jeg har haft endnu!
Weta ligger i et ganske almindeligt villa kvarter, meget meget maerkeligt, man skal virkelig vide hvor det er, for at finde det. Det ligner en almindelig kommune skole ude fra, og der er bare et diskret skilt ved vejen, der fortaeller, at det er altsaa her.
Der ligger et lille bitte museum i den foerste bygning, og der gik jeg selvfoelgelig ind. Der var en del ting og sager, kostumer og et rum med fremvisning af film om selve virksomheden. Ikke saa meget i det, men spaendende nok. Der var ikke en sjael derinde, og derfor gik jeg bare videre gennem den naeste doer, og stod pludselig midt i et fungerende vaerksted, hvor de var i gang med at male mini skulpturer. Jeg var HELT klart gaaet forkert og for langt, men nu var jeg der jo, og jeg moedte en ansat, som var saa tilpas imponeret over at jeg faktisk havde fundet stedet, og at jeg var kommet helt fra det lille land Danmark, at jeg omgaaende fik den helt store rundvisning i vaerkstedet. Det var altsaa fedt! Fik blandt andet lov til at holde Mr. Tumnus' roede halstoerklaede, fra Loeven, Heksen og garderobeskabet. Det er skam behoerigt laast inde i en montre, som en anden museumsgenstand! Fik ogsaa hilst paa Gollum i adskillige modeller, set ringbrynjer, Kong Peters vaaben, (igen fra Narnia) samt en dukke model af Frodo i fuld stoerrelse, som blev brugt, da de filmede flugten fra ringaanderne, hvor han rider sammen med Arwen. (kun for noerder) Og selvfoelgelig en masse gode historier.
Da jeg havde set alt det, jeg ville, og stillet alle de spoergsmaal, jeg kunne komme paa, blev jeg lukket ud gennem en bagdoer med besked om at komme godt videre paa min rejse! Saa stod jeg der, i et New Zealandsk villakvarter, helt fortumlet, med en foelelse af at have faaet noget helt specielt foraeret
Jeg kunne saa tage bussen tilbage til skibet, og prale over for alle de andre Ringenes Herre-fans ombord, som slet ikke havde faaet den tanke at besoege Weta Workshops.
Denne dag alene var sgu alle pengene vaerd! Dog med det ene skaar i glaeden, at mit kamera loeb toer for stroem.. Men jeg havde saamaend nok ikke faaet lov til at tage billeder i vaerkstedet alligevel.
Ioevrigt ogsaa tankevaekkende, at man uden problemer kan hoppe rundt fra bus til tog, til taxi til sporvogne i dette her land, uden nogensinde at stoede paa forhindringer for koerestole. Jeg spurgte chauffoeren, om det var alle busser, der var tilgaengelige, og hun kiggede naermest forarget paa mig og svarede: Ja selvfoelgelig!
Nu er jeg saa tilbage paa skibet, og i aften sejler vi videre til Auckland, som er det sidste stop i New Zealand. Derefter gaar turen ud mod varmere egne.
Lige et tip om maden tilsidst, bare fordi jeg ved Gert vil elske det: I gaar fik jeg krabbe i butterdej med hummersovs til forret, Chateubriand med cognac sovs til hovedret, og fransk souffl'e til dessert. Har fundet en god kaffebar ombord, hvor man kan vaelge og vrage i montren af fede floedekager, smaakager og andre laekkerier. Naturligvis uden at betale..

Knus Eva

3. november, 2009

Hej alle sammen!

Saa er der billeder! Har ikke lagt saa mange op, for det tager hulens lang tid, og det har jeg ikke taalmodighed til. Men nu er der da lidt at kigge paa.

Vi har nu forladt New Zealand, Auckland var sidste stop, og den dag brugte jeg mest paa at daske rundt og shoppe. Jeg loeb ret hurtigt toer for boeger, saa der var akut behov for indkoeb af disse, med tre dage paa havet forude. Ret sjov for resten: Den boghandel jeg var inde i, havde som de fleste boghandlere en top 10 liste. Og nummer et paa listen i New Zealand lige nu, er Stieg Larssons "The girl who played with fire".

Jeg besoegte en is grotte i Auckland, et af disse her steder, hvor temperaturen konstant holdes paa minus 5 grader, og saa er der udstilling af is skulpturer i alskens faconer. Det var ret fint.

Men nu er vi altsaa paa havet, og jeg taenkte, at jeg ville proeve at skitsere en dag paa havet, da det sikkert er lidt svaert at forestille sig derhjemmefra, hvordan dagliglivet er paa saadan en skude. Lad os tage dagen i gaar f.eks.

Jeg staar op kl. 8, og gaar ud for finde min morgen kaffe. Jeg moeder Fransisco, (ham der soerger for min kahyt) paa gangen, og han raaber "Good morning Eeba" efter mig. Det er manden komplet umuligt at udtale mit navn rigtigt. Ogsaa lige meget, han er saa rar. Inden jeg har naaet elevatoren, er han i gang med at rede min seng, skifte mine haandklaeder og stoppe chokolade ind under min hovedpude. Noget han ioevrigt goer to gange om dagen. Han fylder ogsaa frisk frugt i min frugtskaal, og laegger mit toej sammen, hvis ikke jeg har gjort det selv.
Paa daek 5 finder jeg kaffebaren med Carlla og Patricia, et par fantastiske piger fra Brasillien som serverer dernede. jeg spekulerer paa, om de sover under disken, for de er der ALTID!
Tager elevatoren op til daek 14 for at gaa i buffeten og spise morgenmad. Jeg kunne ogsaa gaa i en af restauranterne, men jeg orker ikke det hersens "paen dug paa bordet og vimsende tjenere" om morgenen.
Buffeten er mere... afslappet. Her henter man selv sin mad og spiser hvor man vil. Det eneste problem deroppe er, at serveringspersonalet insisterer paa at baere min bakke rundt, mens jeg fylder paa, og jeg insisterer lige saa haardt paa at klare mig selv, saa det ender med, at en af dem foelger efter mig rundt i buffeten, mens jeg henter det, jeg vil have. Enormt irriterende!
Da jeg har spist, gaar jeg ned i Princess Theater, det er skibets teatersal med plads til alle 2600 passager, for her til morgen er der en lektion om Suva, Fiji, det naeste stop paa turen. Jeg proever saa vidt muligt altid at gaa til disse lektioner, for det giver en masse information om stederne, vi rejser til.
Efter lektionen gaar jeg op til poolen med min bog og faar lidt sol. Der er ved at blive varmt nu, og lufttemperaturen ligger og svinger omkring 20 grader deroppe.
Efter en times tid i en liggestol med min bog, gaar jeg tilbage til Princess Theater, nu er det Sir John Maxtone-Graham, som har en lektion. Jeg har vist naevnt ham foer, han har bl.a. skrevet en bog ved navn "The only way to cross", som handler om Ocean linere, de store skibe der foer i tiden krydsede Atlanten, bl.a. Titanic.
Jeg tror, manden har godt 20 lektioner paa denne tur, og uanset hvad han vaelger at tale om, er der propfyldt i salen. Simpelthen fordi han bare er fantastisk underholdende og enormt vidende. Han er historiker, 80 aar gammel, og vel nok det taetteste, man kommer paa amerikansk adel.
Efter foredraget gaar jeg til frokost, igen i buffeten, og spiser paa daekket i skyggen. Nu er der altsaa virkelig varmt ude. Her moeder jeg et par andre venner, nogle englaendere, som jeg har sludret en del med. De overtaler mig til at gaa med til en musik quiz i en af barene paa daek 7, og selv om vi ikke vinder, gaar det egentlig helt godt, og vi har det sjovt undervejs.
Saa gaar jeg i kaffebaren igen, (farligt sted om eftermiddagen) og henter smaakager og mere kaffe. Mens jeg sidder og putter i hovedet, kommer Mr. Graham gaaende, han stopper foran mit bord og knalder haelene sammen, praecis som ham i 90-aars foedselsdag, og jeg kommer spontant til at grine, med munden fuld af kage. Det var tilsyneladende ogsaa meningen, men han bevarer alvoren med et lunt glimt i oejet, og spoerger, om jeg drikker snaps?? (Han ved godt, jeg er dansk, vi har tidligere haft en interessant samtale om katastrofen paa Scandinavian Star) Jeg forklarer, at jeg, paa trods af mine danske gener, kun er i stand til at indtage snaps i kaffe. Og selv der er jeg ikke vild med det. Saa spoerger manden gudhjaelpemig, om jeg mon vil spise middag med ham og hans kone, dagen efter? Ups... Jeg har altsaa ikke vaeret paa ret mange etikettekurser, og aner ikke en hujende fis om, hvordan man opfoerer sig ved den slags lejligheder, men jeg taenker, at manden vel har haft en grund til at spoerge, saa jeg faar da stammet ja tak.. Saa laenge han ikke forventer, at jeg skal drikke snaps!!
Det lover han mig, at vi ikke skal, og saa faar jeg ellers besked paa at moede op i Capri-restauranten kl. 20.30 (i aften) hvor han naturligvis har sit eget bord. Han klasker haelene sammen igen og gaar.
Jeg bruger resten af eftermiddagen paa at "stikke en finger i jorden" hos nogle af de amerikanske passagerer, jeg kender ombord, for lige at finde ud af betydningen af denne middags invitation. Og det bliver ret hurtigt tydeligt for mig, at de mere erfarne cruisere mener, at der er overgaaet mig en voldsomt stor aere. Det er tilsyneladende ikke noget, der sker saa tit, og en af dem siger lige ud, at det ligger paa linje med at blive inviteret til middag med kaptajnen. Hm.. Jaja, jeg har da stadig en enkelt ren kjole til anledningen.. Jeg vaelger at tage det oppefra og ned.
Sidst paa eftermiddagen, efter min sidste solbadning, gaar jeg i bad og saa har jeg en mere "afslappet" middagsaftale med et par af amerikanerne. Jeg er paa "anytime dining" paa denne tur, hvilket bare betyder, at jeg er frit stillet til at spise middag med hvem jeg vil, hvornaar og hvor jeg vil. Derfor opstaar der tit saadanne "skal vi spise sammen i aften"-anledninger, og i aften er det altsaa Steve og Brenda, som jeg moedte allerede i Sydney, som jeg skal spise sammen med. Det er ret hyggeligt, og eftersom man tit spiser sent ombord, dasker jeg bare lidt rundt bagefter, inden jeg gaar i seng.
Saadan en dag ombord er typisk. For mig ihvertfald. Man solbader lidt, spiser for meget, laeser lidt, hygger og sludrer, og det er saadan set det.
Det skal dog siges, at der er ekstremt mange andre aktivitetsmuligheder ombord, hvis man gider. Masser af quizzer, spil, sportsturneringer, filmforevisninger, fitnesscenter, og undervisning i ALT mellem himmel og jord. Der er ogsaa konkurrencer i kasinoet, og der er Broadway-lignende shows i Princess Theater hver aften, men jeg har endnu ikke set et eneste. Det er ikke lige mig. Til gengaeld gaar jeg faktisk til en del af foredragene.
Nok for nu, det er mindst 2 timer siden jeg spiste sidst, saa det maa jeg se at faa gjort noget ved! Skal nok vende tilbage med en rapport om "middagen med de fine".

Knus Eva

4. november 2009

Hejsa!

Her en opdatering fra "the danish lobster" (den danske hummer), mit nyvundne kaelenavn.. Ikke uden grund, da det der med at slikke sol tog liiiidt overhaand for undertegnede i forgaars, saa nu er jeg branket! Pyt skidt, det ser vaerre ud, end det er.
Det er i dag den 4. november. IGEN! Vi havde ogsaa den 4 november i gaar, jeg synes det er et godt koncept, lidt som at faa en ekstra soendag. Der var lidt forvirring ombord, og ogsaa i min rejseplan, for ud for datoen d. 4. november stod der jo baade Suva, Fiji, og "at sea" hvilket skabte tvivl om, hvor vi skulle vaere foerst. Men det var altsaa Fiji i gaar, og paa havet i dag.
Det skal jeg vende tilbage til, men foerst den lovede beretning om min middag med de fine. Jeg TROR ikke, jeg kvajede mig alt for meget, men jeg undgik ogsaa situationer, hvor jeg kunne komme til at lave rod i den! Ved John Maxtone-Grahams bord er der naturligvis 5 tjenere, der vimser, (til tre mennesker..) og da menukortet kom, startede jeg med at skrotte alle de retter, jeg kunne komme til at dumme mig paa, som f.eks. snegle og froelaar... (jeg lyver ikke, begge dele var faktisk paa menuen den aften) og planlagde i stedet loegsuppe og and. Det viste sig at vaere foerste trumf til mig, da disse to retter var praecist hvad overtjeneren senere anbefalede til os, og da HAVDE jeg heldigvis afsloeret, hvad jeg ville have, til John og hans kone Mary. Ergo kom det til at se ud som om, jeg ved en fandens masse om mad! Gert, du ville have vaeret stolt af mig! Trumf nummer to var, da Mr. Graham spurgte mig, hvilken film der var min yndlingsfilm, og jeg indroemmede lidt flov, at det er "Shawshank Redemption", en halv-voldelig faengselsfilm, baseret paa en historie af Stephen King.. Det fik saa til gengaeld Fru Mary til at hoppe i stolen, da det viste sig, at filmen OG Stephen Kings romaner staar meget hoejt paa hendes liste over yndlings tidsfordriv ligesaa! Hun er nemlig, viser det sig, forfatter og p.t. i gang med at skrive en roman med en norsk detektiv i hovedrollen... Hvorefter jeg jo naermest var forpligtet paa at naevne Stieg Larsson, Herbjoerg Wassmo, osv.... Hvor heldig kan man vaere?
Derefter gik aftenen bare derudaf, vi diskuterede film og boeger i et vaek, og det var virkelig smadderhyggeligt. Vi aftalte at udveksle yndlings boglister og mailadresser, saa den gensidige inspiration kunne fortsaette. Fin aften, rare mennesker, og som sagt, jeg tror jeg klarede mig ok!
For oevrigt, Far: Jeg spurgte John Graham om det der med at blive doebt naar man krydser datolinjen, og han advarede mig kraftigt mod at sige hoejt nogen steder, at jeg kendte til DEN tradition. Det er nemlig saadan, at hvis man afsloerer den viden ombord, til hvem som helst blandt personalet, saa bliver man kidnappet den aften, vi krydser datolinjen, overhaeldt med ketchup, sodavand, eller hvad der nu lige er for haanden og kylet i swimmingpoolen!! Han sagde ogsaa, at jeg var velkommen til at teste det, men at han ville anbefale, at jeg i saa fald soerger for at vaere den foerste, da poolen bliver ret ulaekker efter et par "ofre"! Det er formelt i aften, at vi krydser linjen, saa jeg vil holde mig i naerheden af poolen, med lav profil, og se, hvad der sker!
I gaar var vi saa paa Fiji, i hovedstaden Suva, og det var saa til gengaeld ikke noget hit for mig at se. Det er til dato det mest moegbeskidte sted, jeg har set, inklusive Hurghada downtown i Egypten. De lokale er ogsaa noejagtig ligesaa aggresive i deres forsoeg paa at saelge varer, som i Egypten, Far og Mor, I ved, hvad jeg mener. Jeg bliver paranoid af det, saa jeg gik bare en hurtig tur i byen, fandt ikke noget saerlig spaendende, ud over en masse ananas, (uhmmm..) og saa gik jeg tilbage til skibet og direkte i bad, for da var jeg simpelthen "moget" til helt op til albuerne. Affald og tjaere, smadder og smask overalt! Det hjalp nok heller ikke, at det regnede voldsomt, rigtig troperegn, saa man bliver lynhurtigt gennembloedt, inde fra af sved, ude fra af regn. Heldigvis var vi der ikke saa laenge, og nu har vi saa en dag paa havet, inden vi i morgen naar til Apia. I dag har jeg vaeret til samling i bogklubben, og overvejer nu, om jeg kan taale mere sol. Det vipper ikke ret meget i dag, og vejret er fint, saa jeg tror resten af dagen skal gaa med laesning, inde eller ude.
Mor for resten: FJUMSE MAA DA IKKE VAERE PAA KOEKKENBORDET!! Forkaelede kat!
Og Ann: jeg toer ikke skrive mere om floedekager, Gert slaar mig ihjel! Men altsaa.. De har disse hersens chocolate chip cookies i kaffebaren.. Og de laver en variant af dem, hvor de bruger peanut butter i stedet for chokolade... uhmmm...

Knus Eva

8. november 2009

God morgen derhjemme.

Nu har vi forladt Samoa, og er paa vej mod Tahiti. Det er i dag den 15. dag paa turen, og jeg synes det er underligt, at vi "kun" er halvvejs. Mest fordi det virker, som om jeg har kendt de andre passagerer, jeg omgaas med meget laengere.
Vi lagde til to gange paa Samoa. Og i Apia, som var foerste havn, havde jeg booket en tur med bus rundt paa oen. Det var vildt at traede af skibet den dag, for det foeltes simpelthen som at traede ud i en gigantisk sauna! Allerede kl. halv ni om morgenen, var der 30 grader i skyggen. Vi havde en lokal guide med paa turen, og han gjorde det altsaa godt.
Jeg tror, at Vorherre besluttede at skabe et sted paa jorden, hvor der KUN er groent, og saa lavede han Samoa. Det er regnskov og mere regnskov, og palmer, og kokosplantager. Selv vandet er groent! Til gengaeld havde Vorherre vist ikke tilgaengelighed i tankerne, da han skabte disse oer, for det er jo vulkanske oer, smaa bjergveje, ikke megen asfalt og rigtig meget graes.
Vi koerte op i bjergene og besoegte smaa landsbyer, fik smagt den lokale mad, taro, broedfrugt, kokos og ananas i alle afskygninger, og saa tilbragte vi et par timer ved stranden sidst paa eftermiddagen.
To ting findes ikke paa Samoa. De har ikke nogen politistation og ingen laaste doere. Disse to ting skyldes, at kriminaliteten paa Samoa er naesten lig nul. Og saa varmen selvfoelgelig. Alle lever i "extended families", altsaa boern, foraeldre, faetre, kusiner, tanter, onkler og bedsteforaeldre sammen i landsbyer, som styres af landsbyens aeldste hoevdinge. Saa hvis man stjaeler, er voldelig, eller lignende, risikerer man, at hele familien bliver bedt om at forlade landsbyen, altsaa en art kollektiv straf. Og det afskraekker de fleste. Jeg kom til at grine ved tanken om, hvordan det ville vaere, hvis vi overfoerte konceptet til min fars side af familien! Vores "extended family" ville vel rumme ca. 200 mennesker!
Det var fint at faa set lidt lokal kultur, og jeg fik mange gode billeder.
En sjov ting: Regeringen paa denne del af Samoa, besluttede for nogen tid siden, at de ville skifte til venstrekoersel. Mest fordi oen er tilknyttet New Zealand, og der koerer man jo i den forkerte side af vejen. Men beslutningen blev truffet med saa kort varsel, at man ikke har haft mulighed for at skifte biler ud, osv. Saa man koerer altsaa i venstre side nu, men i biler der er bygget lige som vores.. DET giver en del problemer! Proev f.eks. at forestille jer bybusserne,- med den indretning betyder det jo, at passagererne stiger ind og ud midt paa vejen! Noget vaerre rod, er det! Men sjovt at se paa.
Dagen efter var vi saa paa amerikansk Samoa, og her var vi paa forhaand advaret om, at det var her, jordskaelv og tsunami havde ramt haardest. Vi blev derfor advaret imod at opsoege den sydlige del af oen, som bogstavelig talt er raseret. (Det havde jeg nu heller ikke lyst til) Og hvis man ville se oedelaeggelser, behoevede man nu heller ikke at gaa langt. Mange steder saa det ud som om, en kaempe havde brugt omraadet som sandkasse. Kaempestore palmetraer flaaet op af jorden og kastet til side som pinde. Vi moedte en polak som havde ligget for havn i sin sejlbaad den morgen, tsunamien kom, han laa og sov da den ramte. Den loeftede baaden op, hen over 3 huse og en hovedvej, hen over en skole, hvor den tilsidst landede i skolegaarden, og blev smadret, mange hundrede meter fra havnen. Han overlevede helt mirakuloest, men der var ingenting tilbage af baaden.
I kort afstand fra havnen ligger et lille hotel ved navn Sadie's som jeg paa forhaand var blevet raadet til at besoege. Hotellet har privat strand, som man mod betaling paa 5 dollars kan benytte. Saa jeg tilbragte det meste af eftermiddagen dernede, med at bade, snorkle, og hygge. Jeg tror, de fleste af de ansatte paa skibet, som havde fri den dag, var paa Sadie's, saa det var hyggeligt. OG!!! Jeg har nu klappet min foerste havskildpadde!! Dem var der et par stykker af paa koralrevet 100 meter ude.
Samoa er smukke oer, med smilende, venlige mennesker, selv om nogen af dem tydeligvis stadig er ramt af chokket efter naturkatastrofen. Et dejligt sted paa kloden.
Nu er vi saa paa havet igen, og de hersens havdage bliver jeg mere og mere glad for. Det er hyggeligt at slaske rundt, slikke sol og sludre med mennesker fra alle egne af verden. I gaar spiste jeg igen middag med Hr. og Fru Maxtone-Graham, og det var igen hyggeligt. Vi kom til at snakke nine-eleven 2001, fordi de bor paa Manhattan (og fordi datoen er taet paa), og det var interessant at hoere, hvordan New-Yorkere oplevede det. Jeg kunne jo saa kvittere med min oplevelse af det paa efterskolen i Skals.
Naeste stop er Moorea, Tahiti. Og det er et af de steder, hvor jeg SKULLE have dykket. Skulle have, siger jeg, for der er gaaet rod i mine dykkerplaner. Jeg havde paa forhaand booket to dyk, paa Moorea og Bora Bora, men det viser sig, at til forskel fra mit sidste krydstogt, hvor selve dykkerfolket var ombord paa skibet, saa er det paa denne tur ikke tilfaeldet. Princess krydstogter har ikke selv en dykkerskole, saa de koeber udflugter for dykkere, hos de lokale rundt omkring paa oerne. Saa allerede i starten af turen gik jeg ned paa kontoret, hvor man kan booke udflugter, og bad dem ringe til disse to steder og oplyse om, at jeg er koerestolsbruger, bare saa de var klar over det. Det gjorde de saa, og ret hurtigt efter fik jeg besked om fra dette kontor, at begge steder havde afslaaet at tage mig med, da de ikke havde plads i de smaa baade, de sejler ud med. "Oeeeh.. Hvad goer jeg saa?" Var mit spoergsmaal, men kontoret fralagde sig med det samme ethvert ansvar og ville ikke gaa ind i at tilbyde mig et alternativ. De kunne kun give mig pengene tilbage.
Jeg blev stiktosset og gik paa nettet selv og kontaktede et par dykkersteder paa Moorea, fik kontakt med et hollandsk aegtepar, som ejer en dykkerskole, og de skrev tilbage til mig, at de hjertens gerne ville have taget mig med, og deres baad var stor nok, men jeg var for sent ude. De havde ikke plads paa dagen. De kunne saa ioevrigt bekraefte, at mange af disse steder sejler ud i smaa gummibaade, hvor der ikke er plads til en koerestol, men de ringede rundt til alle de andre steder paa Moorea i et forsoeg paa at hjaelpe, men meldingen var den samme: Fuldt booket den dag. Problemet er ogsaa til dels, at disse to oer er bittesmaa steder, hvor man ikke har ret mange dykkerskoler.
Historien har nu bredt sig med jungletrommerne til resten af passagererne og i bedste amerikanske stil er der vild forargelse over skibets manglende vilje til at hjaelpe. (den forargelse holdt nu ikke laenge hos undertegnede, den er svaer at bruge til ret meget) Men det har saa igen betydet, at en af de andre dykkere, Keith fra Florida, har smoeget aermerne op og er gaaet i gang med at undersoege, om jeg evt. kan komme med paa den tur, han og hans kammerater har planlagt paa Moorea. De har nemlig IKKE booket gennem skibet. Hvis det lykkes for ham, er det fint, hvis ikke, tager jeg bare ud og snorkler i stedet for. Og saa vil jeg forsoege at faa noget booket paa Maui eller Hawaii, hvor stederne simpelthen er stoerre, og dermed ogsaa baadene.
Det slaar nu ikke de store skaar i glaeden hos mig, jeg flyver stadig hoejt paa oplevelsen i Wellington, og nu HAR jeg jo proevet at snorkle i denne del af verden. Og koral revene er saa taet paa overfladen, at man kan naa dem med taerne! Saa der er faktisk ikke den store grund til at kravle i vest og tage iltflasker paa ryggen! Saa det gaar nok.
Nok for nu, jeg vender tilbage senere. Og tak for alle hilsnerne i gaestebogen, det er dejligt at laese!

Knus Eva

12. november 2009

God morgen fra Polynesien.

Saa blev der luft i dagsprogrammet til at skrive igen. Vi har nu forladt Tahiti, og har nogle dage paa havet forude.
Jeg har stadig ikke faaet dykket, men der har vaeret nok andet at se til. De sidste tre dage har vi besoegt de mest "tropiske" oer, jeg endnu har set. Og jeg har faaet nye oplevelser med i bagagen.
Jeg synes egentlig, jeg begaar mig ret godt paa engelsk. Hvis der en sjaelden gang imellem er et ord eller to, jeg ikke fanger, kan jeg som regel gaette betydningen ud af sammenhaengen. Men somme tider smutter det nu alligevel!
Da jeg i sin tid modtog rejseplanen for denne tur, lagde jeg godt maerke til, at der ud for Moorea og Bora Bora stod "tender ports" med store bogstaver. Ports betyder havne, men ordet "tender" forstod jeg ikke, og jeg haeftede mig heller ikke ved det. Men nu ved jeg, hvad det er!!
Tender ports betyder, at der egentlig ikke er en havn, der er stor nok, til at skibet her kan ligge til. De steder, maa skibet derfor ligge for anker et stykke ude, og saa bruger man "tenders", de smaa redningsbaade, til at faerge passagererne ind til land. Eller smaa er de egentlig ikke, hver tender kan fragte 100 passagerer. Det goer livet lovlig spaendende for en koerestolsbruger, for man kan dermed ikke vaere sikker paa at komme i land. De smaa filipinske soemaend skal loefte mig og koerestol og det hele fra skib til tender, og det toer de i sagens natur ikke risikere, hvis det vipper ret meget.
Vi var heldige paa baade Moorea og Bora Bora, jeg kom sikkert i land. Og det lykkedes faktisk ogsaa for min nye ven Janie, som sidder i elstol at komme i land begge steder, hvilket nok er endnu mere imponerende, da hendes koerestol vejer op mod 200 kg.
Moorea er endnu et paradis paa jord. Jeg kom tidligt i land, for jeg fulgtes med nogle af dykkerne, da planen var, at jeg skulle hilse paa nogle folk fra et af de dykkerfirmaer, som arrangerer dyk for turister paa baade Moorea og Bora Bora. Det fik jeg ogsaa gjort, desvaerre havde de ikke plads i baaden paa Moorea, men efter at have set mig lidt an, og tjekket at jeg faktisk HAR et dykkercertifikat, lovede "chefen", at han ville tage mig med paa tur, naar vi naaede til Bora Bora.
Derefter havde jeg frit spil resten af dagen, og da Moorea er et af de mest uspolerede steder paa jorden, (oen har ikke engang et hospital) ligger det lidt i kortene, at man skal bruge dagen til aktiviteter i turkisgroent vand! Saa jeg sprang i en taxa sammen med en flok walisere fra skibet, og vi koerte til et stort hotel i naerheden, hvor der var privat strand bagved, som vi kunne benytte os af. Paa hotellet havde de ogsaa et rehabiliteringscenter for delfiner og havskildpadder. (Haaber mine kollegaer i rehabiliteringscenter for Muskelsvind laeser dette!) De svoemmede rundt i smaa indhegninger, bundet sammen af traebroer, lige som i en zoologisk have og det tog ikke undertegnede mange sekunder at faa sig charmet ind hos en af de naermeste delfiner! Jeg fik ogsaa ret hurtigt lov til at hoppe i og kigge paa, mens de gennemgik morgentraeningen (fysioterapi, nu for dem med finner!) for med baggrund i det tidlige tidspunkt, var der ikke mange turister tilstede. Dejlig dejlig oplevelse, og jeg var naesten glad for, at jeg ikke naaede ud og dykke. Og inspirationen til et nyt rehabiliteringscenter er nu videregivet!
Bagefter gik jeg ned til den private strand, hvor jeg og temlig mange andre af skibets passagerer snorklede rundt i 26 grader varmt vand det meste af dagen. Jeg tror, de fleste er ved at vaenne sig til koerestolen nu, for da jeg var faerdig med at svoemme, og ville op af vandet, havde jeg faaet stolens forhjul gravet saa grundigt ned i vandkanten, at jeg havde besvaer med at komme fri. Jeg drejede rundt i stolen og kiggede bagud for at spotte nogen, der kunne hjaelpe, og bag mig sad der saa gudhjaelpe mig mindst 30 med-passagerer fra skibet i liggestole og stor-grinede af mig, uden at en eneste gad lette maasen! Heldigvis var der en af amerikanerne, der tilsidst forbarmede sig, han slog en bralder latter op og sagde "okay, nu har vi vist haft det sjovt paa din bekostning laenge nok" og saa rejste han sig fra stolen og trak mig fri!
Samme aften lagde vi til i Papeete, som vel nok maa anses for at vaere hovedstaden i Tahiti. Stor by, lidt som Auckland, og en kontrast til det paradis, vi lige havde forladt. Vi skulle blive der hele dagen efter, saa her fik de ansatte ombord en chance for at give den gas i byen og holde lidt fri. Jeg gik en tur rundt i byen om aftenen sammen med et par af amerikanerne, men dagen efter var jeg kun en kort tur nede og kigge paa et marked, for den dag naaede vi graensen for, hvad jeg kan holde til rent varmemaessigt. Troede egentlig ikke, jeg kunne faa det for varmt, men det var simpelthen for meget. Storbyerne er praktiske, for de er mere tilgaengelige, men ikke naer saa hyggelige.
I gaar var vi saa paa Bora Bora. Endnu et tropisk paradis med tenders, og her gik mine dykkerplaner saa i vasken igen igen. Jeg skulle egentlig have vaeret med paa eftermiddagsturen, men morgenturens dykkere kom saa sent i land, at tur nummer to blev aflyst, da de ikke kunne naa ud med os og ind igen, inden den sidste tender forlod oen. Rotten luck, som de siger ombord, eller sort uheld. Men det er ikke vaerd at loebe risikoen, for hvis man misser den sidste tender, er det bare aergerligt, skibet sejler til tiden, faerdig slut. Jeg naaede dog ogsaa her ud og snorkle i stedet for, og havde endnu en dejlig dag. Egentlig havde jeg mere ondt af alle de medpassagerer, som har heppet og hoppet for at faa mine dykkerplaner til at lykkes, end jeg havde ondt af mig selv. Tror i grunden ogsaa, de var mere skuffede paa mine vegne end jeg. Bora Bora gaar for at vaere en af de mest romantiske oer i verden, man kan leje smaa bungalows, der staar paa paele ude i vandet, hvis man altsaa har raad, de koster op mod 2000 dollars pr. nat. Det er godt 10.000 kroner for at faa lov at sove! Hul i hovedet, efter min mening.
I gaar aftes var jeg til "movies under the stars", et koncept de har hver aften ombord, og som faar mig til at taenke paa min kaere biografklub hjemme i Horsens. De viser premierefilm paa storskaerm oppe ved poolen hver aften, og der bliver stillet liggestole op i raekker, og uddelt hygge-taepper. Naar filmen starter gaar der en rundt med popcorn til alle. (ja Gert, de er gratis!) Saa kan man ligge der og kigge paa film under stjernerne i tropenatten.
Nu er der saa nogle dage paa havet igen, inden vi naar til Maui og Hawaii, de sidste stop paa turen, inden vi kommer til Los Angeles. Det er rart nok med nogle hav-dage med afslapning og hygge, man bliver grundigt fyldt op af alle oplevelserne de dage, hvor vi er i land.
For resten, oplevelsen med passagerer der bliver "doebt" i poolen, som jeg troede skulle ske, naar vi krydsede datolinjen, er ikke sket endnu. Jeg misforstod det, for det sker foerst, naar vi krydser aekvator. Saa far, du havde ret, det ER aekvator, der udloeser "daaben".

Knus Eva

15. november 2009

Hejsa!
Saa er der lidt flere billeder i albummet. Jeg har igen ikke lagt ret mange derop, for det tager saaaaaa lang tid! Men et par stykker blev det alligevel til.
Vi har nu vaeret paa havet i naesten 4 dage uden at se land. Men man keder sig som tidligere naevnt ikke paa havet. Vi fik ogsaa overstaaet aekvator-ceremonien, (se fotoalbummet) og det var virkelig en oplevelse! Jeg havde fulgt John Grahams raad og placeret mig selv paa soldaekket ovenfor poolen, i sikker afstand fra begivenhederne. Dermed fik jeg ogsaa mulighed for at tage et par billeder.
Ceremonien startede med ankomst af Kong Neptun med kone, som tog opstilling foran poolen. Deres rolle var at agere en slags domstol, hvor de anklagede naturligvis var de arme passagerer, som havde vaeret saa taabelige at afsloere, at dette var deres foerste tur henover aekvator. Juryen var naturligvis tilskuerne. (Saa meget for magtens tredeling og en retfaerdig retssag!)
Herefter blev de anklagede foert til skafottet, blidt (!) hjulpet paa vej af diverse besaetningsmedlemmer. Den anklagede fik laest anklagen hoejt, (alt fra larm paa gangene om natten til tyveri af vasketoej i vaskerummene) og naar dommen faldt, blev den anklagede overhaeldt med ALT hvad koekkenet har kunnet moenstre af madvarer, og det er ikke saa lidt! Der var mayonnaise, hindbaer-gele, floedeskum, spaghetti, chokoladesovs (i spande) tomater, og meget, meget andet! Herefter blev vedkommende saa losset i poolen. Det er vel overfloedigt at naevne, at efter offer nummer 3, var poolen simpelthen saa ulaekker,- det saa ud som om, nogen havde kastet op i den! Jeg er John Graham evigt taknemmelig for, at jeg var advaret paa forhaand!
Det skal dog naevnes, at selv om der i mange andre sammenhaenge er en meget skarp skillelinje mellem besaetning og passagerer paa skibet, og en endnu skarpere besaetningsmedlemmer imellem efter rang, var den skillelinje elimineret ved denne lejlighed. Derfor roeg blandt andet den nyligt paamoenstrede ansvarshavende cruise-direktoer ogsaa i baljen. Jeg tror naeppe, han nogensinde faar chokolade sovsen af den snehvide, pressede uniform!
Det var sjovt, og vildt ulaekkert!
Resten af disse dage er gaaet med foredrag, (har forgaeves forsoegt at laere John Graham den rigtige udtale af ordene Godthaab, Fridtjof Nansen og Aamundsen, da to af hans foredrag handlede om kaploebet om at naa Nordpolen og Sydpolen foerst) dasning i solen, gode romaner, alt for meget mad og hygge. Jeg har faaet undervisning i "Cribbage", et vildt kompliceret kortspil af en der hedder Bob, (jeg er klart bedre til at spille poker, og Bob synes jeg er haabloes) og har i det hele taget bare slasket! Og saa har jeg spist hummer! Der var hummer paa menuen i forgaars, og noej hvor vi aad!!
I morgen naar vi saa Honolulu, og jeg skal ud og spise frokost med Hr. og Fru Graham. Vi skal vaere i Honolulu hele dagen, saa jeg regner med at skulle lidt rundt og kigge i byen ogsaa. Dagen efter er det Maui, og her havde jeg egentlig ikke nogen planer, men nogle af dykkerne har endnu ikke opgivet projekt "Eva ud at dykke", saa de arbejder haardt paa at faa arrangeret noget der. Vi maa se, om det lykkes.
I morges havde jeg overraskende nok daekning paa mobiltelefonen, saa jeg ringede til soester Lis, da hun havde skrevet sms til mig engang i nat. Helt vildt maerkeligt at tale dansk, efter tre uger med udelukkende engelsk og tysk! Og tilsyneladende ekstremt underholdende for mine medpassagerer, som broed sammen af grin henover morgenmaden, over de underlige lyde, jeg pludselig lukkede ud!
Nok for nu, jeg skal ud af internet cafeen og hen og sidde et sted, hvor jeg kan se vandet, det vipper temlig meget i dag.
Knus Eva

18. november 2009

Hej alle sammen.

Okay, dette bliver nok den sidste version af rejsedagbogen. Saa jeg vil lige skynde mig at sige TILLYKKE MED FOEDSELSDAGEN til min far, mens jeg husker det. Godt jeg fik ringet til dig den anden dag far, for lige nu vipper vi rundt ude midt i havet og der er absolut ingen daekning paa mobilen.
Lidt om Honolulu: Vi havde hele dagen til raadighed, for vi lagde til tidligt om morgenen og sejlede foerst igen kl. 23 samme aften. Jeg var som tidligere naevnt blevet inviteret ud til frokost med John og Mary, saa vi tog en taxa til hotel Moana i midtbyen, helt taet paa vandet. Gigantisk sted, med terrasse paa bagsiden, saa man kunne sidde under et enormt stort trae og kigge paa surferne, der laa et stykke ude og ventede paa den naeste store boelge. Under netop dette trae sad forfatteren Robert Louis Stevenson og taenkte store tanker. Hvis I er i tvivl om hvem det liiiige er, han er, saa kan jeg naevne "Skatteoen" som eksempel paa et af hans mestervaerker. Mary fortalte mig, at hun tit sidder under netop dette trae, naar hun og John kommer forbi Honolulu, i det naive haab, at en smule af hans genialitet vil "dryppe" paa hende!
Det var en eftermiddag fyldt med gode loegnehistorier (og et par sande af slagsen) fra begge sider af bordet, og bestemt et af de minder, jeg vil skatte hoejt, naar jeg kommer hjem.
Bagefter tog vi ind til et andet gigantisk sted, et indkoebscenter i byen. 3 etager, varehuset "Sears" i den ene ende, og "Macys" i den anden, og saa en million butikker derimellem. John fortalte mig, at han egentlig hader den slags steder, men han syntes, vi skulle derind for der var liiige et sted, han gerne ville have, jeg skulle se... Saa jeg fulgte troligt med, og han halede mig tvaers igennem centret til en forretning paa stoerrelse med en mellemstor Bilka. Blot med den forskel at der stod "Barnes and Nobles" paa doeren. Det er en boghandel! Og nok den stoerste, jeg har set endnu! Jeg troede et kort ojeblik, at jeg var kommet i himlen! Jeg trissede rundt derinde i over 3 timer, og jeg naaede vel knap halvdelen! John og Mary er ikke ligefrem prototyperne paa nogen, der keder sig i en boghandel, men selv de gav op midtvejs, og efterlod mig i butikken. "Kom nuuu Eva!".. "jamen jeg skal lige...".. "Suk... Kan du selv finde hjem til skibet?".. "jaja vi ses senere"...
Og det var saa den dag. Jeg brugte hele dagen paa at trisse rundt derinde og da jeg havde faaet nok, tog jeg en taxa tilbage igen. Fik foerst lidt daarlig samvittighed over, at jeg ikke saa mere af Honolulu, men paa den anden side er jeg ved at vaere godt fyldt op med oplevelser, og jeg havde en dejlig dag, og det er vel hovedsagen.
Naeste dag lagde vi til i Lahaina, Maui. Her havde vi faktisk faaet tilsagn fra en dykkerklub om en dykkertur, nu ogsaa med koerestol. Men den blev igen igen aflyst, for efter planen skulle vi sejle fra Lahaina kl. 5 om eftermiddagen, men kaptajnen valgte at fremskynde afgangstidspunktet med to timer, fordi der var storm paa vej, og hvis han sejlede tidligere, var der stoerre chance for, at vi ville naa til Los Angeles i tide og undgaa det vaerste af stormvejret. Saa der var ikke tid nok til dykkertur. Jeg maa nok se i oejnene, at det bare ikke var MENINGEN, at jeg skulle ud og dykke paa denne rejse! Men som tidligere naevnt foeler jeg mig heller ikke snydt, for der har jo vaeret saa meget andet. Pigerne i kaffebaren som er troende katolikker laegger meget vaegt paa det med MENINGEN med alting, saa de paastaar haardnakket at "Vorherre har besluttet"... osv.
I Lahaina valgte jeg i stedet at tage ud og snorkle med et par tvillinger jeg kender fra poker bordet, og vi havde en dejlig tur. Jeg moedte en irer, som ejer en pub i Lahaina, og han fortalte mig om det bedste snorklested, og jeg tror, han havde ret. Maui maa vaere paradis paa jord, der er saa smukt, bestemt et af de steder, man burde besoege igen. Og der er virkelig knald paa boelgerne, det er godt, man har faaet sin barndoms traening i Vesterhavet!
Der bliver dog en del rengoering og smoering af koerestol, naar jeg kommer hjem, der kommer stadig sand ud de underligste steder.
Nu er vi saa paa havet igen, og der breder sig en stemning af "vi skal have det HELE med" her de sidste dage. Jeg spiser efterhaanden alle maaltider sammen med venner ombord, i morgen skal vi fejre foedselsdag for en af pigerne fra poker bordet, og den sidste aften har jeg lovet hoejt og helligt, at jeg vil tilbringe sammen med John og Mary.
Flere har spurgt mig, hvor jeg skal rejse hen naeste gang. Jeg har flere planer. For det foerste bliver jeg nok noedt til at planlaegge et krydstogt omkring Sydamerika, det er det eneste kontinent, jeg mangler ud over "de kolde". Mary siger, jeg skal goere det i 2011, hvor de allerede nu er hyret paa adskillige krydstogter, der gaar rundt om sydspidsen, saa vi kan ses igen. For det andet har jeg efterhaanden saa mange venner i USA, at jeg boer leje en bil og tage en saakaldt "roadtrip" i Amerika, jeg tror, jeg ville kunne finde gratis overnatning i samtlige stater!
Jeg glaeder mig til at komme hjem. Jeg savner mine dyr, og det bliver rart IKKE at skulle forholde mig til 2599 medpassagerer hver dag. Jeg glaeder mig til at fejre jul for jeg synes aerlig talt, jeg blev snydt sidste aar, og jeg savner mine venner og min familie.
Jeg glaeder mig paa en maade IKKE til at skulle hjem, fordi der er saa mange fantastiske mennesker her, som jeg vil savne at have omkring mig hver dag. Jeg haaber, jeg faar lejlighed til at se nogle af dem igen et andet sted paa kloden.
Tak fordi I fulgte med og for alle kommentarerne i gaestebogen og for alle mails og sms'er jeg har faaet undervejs.
Knus Eva