6. januar 2015.
Daily Mail, London, England, April 16, 1912
Last of the Titanic.
Sunk Last Night.
No lives were lost. - Reuter.
Således var meldingen kort efter Titanic’s
forlis. (stol aldrig på pressen!) Siden er der skrevet tonsvis af bøger om, hvad der skete på den frostklare katastrofe nat, ud for New Foundlands kyst. Vi kan ikke få nok af beretningerne om Titanic.
Fascinationen kommer sig
nok til dels af, at ud af sådan en nat opstår legender om både helte og kujoner. Eventyr om mod og fejhed, storhed og fald. Men sikkert også af, at vi forsøger at sætte os i de nødstedte passagerers og besætningsmedlemmers
sted. I en kamp for regulær, primitiv overlevelse, på et skib som jo på ingen måde nød godt af vore dages moderne, teknologiske bekvemmeligheder. Vi forestiller os mørket, kulden og kaosset. Alt for få redningsbåde,
dårligt belyste korridorer, håbløst ulogiske og labyrintiske dæksplaner, og en ulykkeligt forringet chance for overlevelse, hvis ikke man var en af de få udvalgte, der havde billet til første klasse.
Jeg har boet
på 5 forskellige krydstogtskibe nu, har hørt John fortælle om netop den skæbnenat mange, mange gange. Og aldrig helt forstået det. Før nu.
I går besøgte jeg skibet Queen Mary, altså ikke den nuværende,
transatlantiske kolos, men den første. Hun blev søsat i 1936, og fungerede som transatlantisk ocean liner i 30 år, blandt andet som transportskib for tropper under 2. Verdenskrig. Hun blev taget ud af drift i 1967 og ligger nu permanent
i dok i havnen ved Long Beach, L.A., og fungere i dag både som museum og hotel.
Det basale interiør er fuldstændig som det var. Her er ingen plasticdæk og grønne exit skilte, Dækket er blankslidte træplanker,
slidt ujævne af vind og vejr. Lanternerne i de snævre kahytsgange har ikke en chance mod de mørke træpaneler. Man kan fare vild på 5 minutter, og da jeg stod i en af de stille, mørke gange, foran døren til Churchill
suiten, var det kun alt for let at forestille sig den lammende panik, menneskene på Titanic må have følt den nat. Uden lys, uden hjælp, og med et gulv som hældede mere og mere, som minutterne gik. Det var nok til at give selv
den mest hærdede gyserfilms-entusiast gåsehud!
Men du store Kong Neptun, sikke en atmosfære! Her oplevede jeg virkelig forskellen mellem vore dages krydstogtskibe, og datidens historiske ocean linere. Så smukt, det må have
været, at vandre rundt på de slidte planker, under lysekroner og måneskin. Det var ikke svært at se dem for sig, alle de store personligheder, som har vandret dér, Ava Gardner, Fred Astaire, Judy Garland, Laurel & Hardy,
Churchill, og mange, mange andre. Når jeg stod helt stille, kunne jeg næsten ane tonerne fra Glenn Millers orkester i The Grand Lobby.
Samtidig var der noget trist ved at se hende i den tilstand. Omdannet til en sørgelig blanding
mellem en forlystelsespark og et hotel. Smukke saloner indrettet som souvenirshops og starbucks cafeer. Det gamle, ærværdige ”tea room” i fronten, nu med bar og fladskærm. Enhver dansk museumsinspektør ville have revet
sig i håret og skreget i frustration, og jeg oplevede for første gang en vis medlidenhed med et skib. John har tidligere kaldt det typisk, amerikansk turist-vandalisme, og jeg er nu med på, hvad han mener. Det var smukt og rædsomt
på samme tid.
Nogen vil sikkert spørge: Når man har boet på et skib i en måned, hvorfor så bruge sin ene dag i L.A. på at besøge endnu et skib? For det første fordi Long Beach er ret langt fra
selve L.A. Og for det andet fordi alle Johns historier har givet mig et helt særligt perspektiv på det historiske vingesus, der var over datidens atlantiske crossings. Besøget i går gav mig en ny dimension på, hvorfor krydstogter,
og det at sejle på denne måde, er så vanedannende. Også for andre, end mig. Det er jo netop atmosfæren, storheden, rejsen fra dengang, nutidens krydstogter forsøger at kopiere. Formal nights med smokings, kjoler og juveler.
Jazz-orkestre, champagne-glas og lysekroner.
Jeg forstår godt ønsket om at genskabe denne storhed. Men de fejler håbløst. Intet vil nogensinde komme i nærheden af den atmosfære. Alene kravene til bekvemmelighed,
sikkerhed, komfort og fart ændrer billedet totalt. Men det gør ikke noget. For det betyder jo trods alt stadig virkeliggørelsen af illusionen, drømmen for mange mennesker, hvad enten de er besætning eller passagerer. At kunne
tage af sted på eventyr, sejle på oceaner, i lyset af blinkende stjerner og krystal. At opleve, suge til sig, og sidenhen komme i land med nye oplevelser og historier i bagagen.
Dagen i går sluttede med en hilsen fra den gamle dronning,
et fyrværkerishow af dimensioner, blæst af ud over vandet, mens vi sejlede fra L.A. Begge skibe samt de små tugboats lod alarmerne lyde som back-up til bragene fra raketter over vandet. Hotelgæster på QM og passagerer på
QE piftede og råbte ”bon voyage!” til hinanden hen over vandet.
I dag skal jeg hive det bedste ud af den allersidste havdag. I morgen tidlig ligger vi til i San Fransisco, hvor de sidste oplevelser venter, og der skal sættes
tid af i morgen til at pakke, inden jeg forlader skibet på søndag. Mange skal på ture i morgen, jeg har som vanligt ingen planer. Endnu. Men jeg skal sige farvel til Nathalia og Jack, som har underholdt os i baren siden Florida, til Marina,
til Olga og Angelica, til Robert og Eileen, som rejser tilbage til Maidenhead i England samtidig med mig, til Tommy og Nancy, de to skotter, til Colin og Eunice, som bliver ombord indtil Sydney, til Mary, Maggie og Paul, som drager videre til Vegas, til Helge
og Anne, som skal tilbage til Norge, til Gary og Bob, som fortalte mig om Dorothy, og som nu planlægger at komme og besøge mig i August, inden de drager på et nyt krydstogt med start i København. Til Gypsy og Jamile, Kenneth, Susan
og Dan, og mange, mange andre, som har været med til at skabe endnu et eventyr i rækken af sejladser.
Jeg skal stå på dæk 10 og se den allersidste solnedgang på havet, som jeg har gjort det hver dag siden New York.
Inden jeg til sidst kan sige de for sejlere kendte ord, inspireret af Titanic forliset: ”The ship has now docked, no lives were lost”.
Bloggen har rundet 23.000 hits mens jeg har sejlet. Tak fordi I fulgte med på rejsen.
3. januar, 2015.
Hvem fanden er Dorothy?
En sejlads foregår i forskellige tempi, synes jeg. Normalt er det for mig sådan, at når halvdelen af turen er slut, er jeg helt rystet over, at der stadig
er en halv tur tilbage. Fordi man oplever så meget, møder så mange mennesker, og dagene er så intense. Når vi så nærmer os slutningen, er det som om tempoet sættes op, dagene forsvinder lynhurtigt, jeg aner
ikke, hvor de bliver af. Sådan er det også denne gang, jeg synes jo lige, vi var i kanalen, men det er allerede 4-5 dage siden.
I går lagde vi til i Cabo San Lucas efter tre dage til søs. Det viste sig, at Cunard er noget mere
strikse omkring det med kørestole på tenders, redningsbådene, end jeg har oplevet det hos Princess. For der var virkelig ikke megen vind, alligevel var meldingen fra nederste dæk, at man i udgangspunktet selv skal kunne gå ombord,
så ville de gerne løfte stolen. Flere passagerer overhørte dialogen, og de sprang til på stribe med tilbud om at løfte mig ombord, men det er heller ikke tilladt. Så jeg blev ombord på skibet. Det betød dog
for mig ikke så meget, af to årsager: For det første er Cabo virkelig et af den slags feriesteder, hvor man har bygget en gedigen stak hoteller i løbet af 25 år, klasket et par barer og restauranter op, og så er der stranden.
That’s it. Så med mindre jeg ligefrem havde en pludselig opstået trang til at se en mexicansk version af Blokhus, så gik jeg ikke glip af noget. Det var tilbagemeldingen fra samtlige, jeg mødte senere på dagen. For det
andet er der altså noget ganske særligt ved at være på skibet, når det er næsten tomt. Man har det hele næsten for sig selv, og besætningen har masser af tid til at hygge og sludre, for de laver jo ikke noget!
Så jeg hang ud med Marina fra Serbien, diverse englændere, dasede ved poolen, og bare hyggede.
På baggrund af det, har jeg heller ikke så meget at fortælle udi store oplevelser i land. Så jeg tænkte, jeg i dag
ville videreformidle lidt atmosfære fra skibet. Det mest karakteristiske træk ved Queen Elizabeth i disse dage er helt klart lyden af en tør, rallende hoste! Over halvdelen af skibets passagerer er syge. Eller… virusramte, i hvert
fald. Jeg selv inklusive. Det starter med et par dage med tyk hals og let feber, hvorefter det sætter sig som en rallende hoste, som smager grimt, og for nogle med snotnæse til følge. Jeg er i snot-stadiet nu, men har det i øvrigt
fint. Det er uundgåeligt, at sådan noget spreder sig som løbeild, når vi er 2000 passagerer og knap 1000 besætningsmedlemmer på samme sted. Vi glæder os bare over, at det ikke er norovirus! Skibets overlæge
har meldt ud til alle, at han ikke kan gøre noget, da det jo netop ER en virus. Antibiotika hjælper ingenting. Men vi opfordres til at øge vores indtag af C-vitaminer. Og ikke kun i flydende form!
Man gør meget for at minimere
spredningsrisikoen ombord, og jeg synes, de er gode til at tage forholdsregler både omkring det, og omkring fødevarehygiejne. Men aircondition inde og hedebølge ude, samt for mange kolde drikke gør jo heller ikke underværker
for folks helbred. Dog er jeg også præget af en fortid med fødevarehygiejne på grøn koncert, så jeg spotter ind imellem nogle ting, som godt kunne ændres. F.eks. har bartenderne en dårlig vane med at mixe en
drink til en kunde, tage imod betalingskortet fra vedkommende, køre det igennem maskinen og videre til næste. Når hun så har 3-4 drinks på bakken, og fordeler ud til kunderne, bruger hun kundernes eget sugerør til at røre
rundt i drinksene, inden de serveres. Og overfører dermed bakterierisiko fra betalingskortene og videre fra drink til drink.. Ja, det var så lige lidt nørderi fra min side! Men vi ER mange mennesker tæt sammen ombord, og vi smitter
jo hinanden.
Tilbage til skibet. Queen Elizabeth er som tidligere nævnt et af tre fungerende Queen-skibe, der er QE, Queen Victoria, og Queen Mary, hvoraf sidstnævnte er selskabets stolthed og pryd. QE er den tredje i rækken af Elizabeth-skibe,
og hun og Victoria er betragteligt mindre end Mary. Normalt siger man, at QE og QV er krydstogtskibe, hvor QM er en ocean liner. Jeg har hørt nok af Johns foredrag til at vide, at QM er bygget næsten udelukkende af stål. Hun er skabt til
at kunne krydse Atlanten uden nogen form for ubehag for passagerene, næsten uanset vind og vejrforhold. Dog har hun med sin størrelse den ulempe, at hun ikke kan gå igennem Panama Kanalen. (Naturligvis, vi havde jo før søren
kun 45 cm. at give af!) Derfor sejler Mary også mest frem og tilbage over Atlanten.
QE og QV er mindre, faktisk betragteligt mindre end de Princess skibe, jeg har sejlet med. Der er 10 dæk, og så 11 og 12, som jeg ikke har set, fordi
de er forbeholdt world cruise passagerer, altså dem der tager hele turen rundt. Når jeg og mange andre er stået af i San Fransisco, fortsætter turen ned til Sydney, og videre rundt til Østen, Afrika og op til Southampton igen.
Turen slutter for dem i Maj. Størrelsen på skibet har for mig betydet, at jeg har lært mennesker langt bedre at kende, end på tidligere ture. Simpelthen fordi der er færre af os. Jeg ved godt, 2000 lyder af mange, men tro mig:
Man forbavses over, hvor meget vanedyr mennesker i grunden er. De har de samme rutiner på de samme tidspunkter, og derfor bliver det let de samme mennesker man ser hver dag. Og som tiden går, kommer man jo tættere på hinanden. For eksempel
havde jeg i går en snak med en af mine ”gay guys”, de to herrer, jeg deler bord med. Jeg stillede den ene af dem, Gary, følgende spørgsmål: ”Hvem fanden er Dorothy”? Det skyldes, at der ofte i vores daglige
aktivitetsprogram, som leveres til kahytten hver aften, er et punkt der hedder ”friends of Bill meet”, og friends of Dorothy meet”. Jeg ved godt, hvad begge dele er, friends of Bill er AA møder, og friends of Dorothy er bøsser
og lesbiske. Jeg har bare aldrig forstået sammenhængen i sidstnævnte, så.. hvem fanden er Dorothy?
Gary var flad af grin, og forklarede, at det kommer fra Dorothy aka Judy Garland i The Wizard of Oz. En lang historie med en demonstration
i New York, som blev kaldt ”walking on yellow brick road”i folkemunde. Deraf koblingen til Dorothy. Jaja, man lærer noget nyt hver dag! Og minoritets-møder er tilsyneladende en tradition på krydstogter, der er mange forskellige.
Jeg har, som et andet eksempel, talt en del med en nordmand, som inviterede mig til et ”scandinavian get together” i morgen formiddag. De har holdt det hver onsdag siden vi startede, det har jeg så bare ikke opdaget før nu. Han oplyste
mig også om, at der er ca. 15 svenskere, 10 nordmænd og 2 danskere ombord. Så tror da pokker, jeg ikke har hørt nogen tale dansk! Men jeg tænker nu, at jeg vil kigge forbi og hilse på, det kunne da være meget skægt.
Størstedelen af passagererne er i øvrigt briter, tyskere og australiere. Der er en del af australierne, der tager halvdelen af jordomsejlingen, og som altså står af i Sydney.
I sidste uge havde skotterne et lignende møde.
Det stak så helt af, hvilket man vel kunne sige sig selv. Alt for meget whisky, alt for meget ”jeg gi´r den næste!” Jeg sender ofte mine forældre og adskillige telt-ture en kærlig tanke, det tager kegler, når
jeg fortæller, at jeg både har været i Edinburgh og Inverness! Jeg har hængt en del ud med et skotsk par, de griner ad mig, når vi har talt sammen i en halv times tid, fordi jeg har det med at ”tune ind” på accenter.
I løbet af kort tid taler jeg samme dialekt, som dem omkring mig. Min far siger, jeg også gjorde det som lille, og det hænger altså således stadig ved, og har muligvis noget med arbejdet med musik at gøre. Hvis der så
kommer et par briter og overhører det, så bliver jeg da først til grin! Paul, som jeg også har mødt ombord, som kommer fra øen Jersey, sendte mig et grin henover frokosten en dag og sagde ”jeg formoder du har talt
med nogen fra Yorkshire her til morgen?” Jeg har også mødt flere, som simpelthen spørger ”er du helt sikker på, at du ER dansk?” som om jeg har glemt, hvor jeg kommer fra!
Passagerflokken som sådan er
også lidt anderledes, end jeg før har set det på Princess. Men på en kontrastfyldt måde, som måske mere handler om nationaliteter. Som nævnt er der mange briter ombord, og de tager altså fra i baren! Jeg har
oplevet mange, mange flere fester på denne tur, end tidligere. Amerikanerne drikker drinks før maden, og så er det nok med det.
Det generelle indkomstniveau er også højere, gætter jeg på, og det er vel ikke
så underligt, selskabet taget i betragtning. Cunard/Queen skibene ER helt klart toppen af poppen indenfor krydstogter. Men rent indholdsmæssigt synes jeg nu ikke, der er den store forskel. Interiøret er pænere, men konceptet, heriblandt
mad og underholdning er stort set det samme. Men både Cunard og Princess ejes af rederiet Carnival, så det er muligvis derfor. Jeg har dog mødt en del mennesker ombord, som uden tvivl ligger i en formueklasse, som rækker ud over
min forstand. Et eksempel er Mary, en dame på 80 plus, som er kørestolsbruger pga. polio i en ung alder. Hun skummer fløden på en stak succesfulde smykkeforretninger, som har specialiseret sig i perler. Med en omsætning på
40 mio. om året. Dollars, vel at mærke. Hun har hyret sine egne hjælpere, og ansat nogen til at passe forretningen, og så bruger hun ellers sin alderdom på at blæse verden rundt som det passer hende. Det giver sig selv,
at når hun skal betale løn til hjælpere, samt ophold, transport osv. til både hende selv og dem, så betaler hun 4-5 gange så meget for denne tur, som jeg gør. Og hun er ophøjet ligeglad. En anden dame, jeg
har talt med nogle gange, er i gang med sit world cruise nummer 15. Hun forlader aldrig skibet, når vi ligger til land. Hun har set det hele før.
Dog er jeg stadig sådan indrettet, at langt de fleste interessante mennesker og historier,
jeg møder på min færd, intet som helst har med penge at gøre. Men snarere indstilling til livet, fortid, historier og holdninger. F.eks. fortalte Marina mig en dag, at den sværeste dag for hende nogensinde, var den dag efter
krigen i Kosovo, hvor hun så sin (serbiske) far i øjnene og spurgte, om han nogensinde havde slået nogen ihjel. Han benægtede det, men ville samtidig ikke se hende i øjnene. Det må være svært at bære,
tænker jeg. Og samtidig er hun et af de mest sprudlende, glade mennesker, jeg har mødt. Der er mere under overfladen på mennesker, end man lige ser ved første øjekast. Det skal jeg, hvis jeg husker det, pille lidt mere i, i
en senere blog. Vi nærmer os enden på det hele, der er Los Angeles og San Fransisco tilbage, med nogle havdage strøet ind hist og her. Vi får se, hvad de næste dage bringer.
29. januar, 2015.
Kanal
og skønhed
Så skete det, det jeg i bund og grund kom efter. Panama kanalen, i al dens magt og vælde. Og hold… nu… op, det var stort! Det trodser enhver beskrivelse, og jeg er lige ved at fortryde, at jeg nogensinde gik
i gang med at blogge om mine rejser, for her rækker mine evner udi at ”male med ord” ganske enkelt ikke.
Panama Kanalen er ikke noget, man sådan bare lige får overstået på 20 minutter. Det er et heldags-trip,
og dermed er der alle muligheder for selv at vælge, hvor meget man vil have med. Jeg havde dog på forhånd besluttet, at jeg ville se det hele. Så jeg var for en gangs skyld tidligt oppe. Vi skulle sejle ind i den første sluse
ved 8-tiden, så jeg hentede en kop morgenkaffe og gik op på 10. dæk, hvor man har det bedste udsyn, og ydermere den fordel, at dækket er et ”cross-deck”, dvs. man kan gå tværs over fra styrbord til bagbord. Desuden
er der et par gode skygge-steder deroppe, og min stakkels næse kan simpelthen ikke klare mere sol.
Da jeg åbnede døren til dækket fik jeg den første overraskelse: I kender sikkert det der med, når man går
ind i en sauna. Den der mur af fugtig varme, som gør det svært at trække vejret. Præcis sådan var det, selv i skyggen. Hamrende hedt, og enormt høj luftfugtighed. På vejen ind mod slusen så vi krokodiller,
der solede sig på stenene, og regnskov på begge sider. For første gang i mange dage, fik vi besøg af fugle, blandt andre mågefugle og store pelikaner. Jeg fik et chok af dimensioner, da en sommerfugl på størrelse
med en desserttallerken landede på mine bukser. En af englænderne forsøgte at tage et billede af den, men han nåede det ikke, inden den lettede igen.
Mens skibet venter på, at sluseportene åbnes, ligger man stille.
Men der er ikke så meget plads til siderne, og der er flere skibe i kø, så det er lidt en udfordring at sørge for at blive der, hvor man har fået besked på at være. Især for skibe på denne størrelse.
Hvis nogle af jer har fulgt Mikkel Beha og hans beretninger, har I måske set, at hans skib kom lidt i karambolage med et andet skib, netop i forbindelse med gennemsejlingen af Panama. Det er svært at navigere med at skib, når man ikke må
bevæge sig ret meget. Et skib som Queen Elizabeth får hjælp til dette. Små ”tug-boats” (som faktisk ikke er særlig små, men til sammenligning) lægger til på hver side af skibet, og disse små
både, er nærmest omkranset af baderinge i overstørrelse, gummikanter, som muliggør, at de kan ”skubbe” til skibene. Vi havde to tugboats på hver side til hjælp, som holdt os på plads ved at sejle op og
ned langs skibet og puffe til os. Når man så er i slusen, trækkes skibet nærmest igennem af små toge, som har wirer koblet på skibet, og som kører på en jernbane parallelt med kanalen.
Den første
sluse tog ikke så lang tid, men det var spændende fordi vi samtidig inde i slusen samt på turen over den efterfølgende sø, kunne følge konstruktionen af den nye kanal, som man er i gang med at bygge. Det trodser enhver
beskrivelse. Det kan godt være, vi synes Storebæltsbroen plus tunnel var en omfattende affære, men dette? Du milde himmel, og så i den hede! Af samme grund er det ikke mindre sindssygt at tænke på, at den ”gamle”
kanal var færdigbygget i 1910. Altså længe før de teknologiske fremskridt, vi kender i dag. Det kostede 20.000 menneskeliv, fortrinsvis pga. malaria og gul feber. I løbet af processen blev vi løbende informeret om det
hele via en lecturer, en foredragsholder, som fortalte om det hele fra broen, over skibets højtalere. Det er til tider John, der holder dette foredrag, men han er som nævnt ikke med på turen. Ham her var dog heller ikke så ringe.
Sluse nummer to nåede vi midt på eftermiddagen. Her blev det endnu mere spændende, fordi det er en parallel-sluse. Her kan man altså, hvis man ellers stiller sig på den rigtige side, faktisk se processen med at man lukker vand
ind og ud. Simpelthen ved at kigge på de skibe, som er i slusen ved siden af. Det går så langsomt, at det er svært at se hævningen/sænkningen på det skib, man står på. Ydermere er det her, man oplever det,
som alle, både passagerer og besætning falder i svime over: Der er, når man sejler igennem med Queen Elizabeth, 45 centimeter mellem skibsside og kajkant. No shit. Jeg si’r det lige igen: 45 centimeter! Jeg har lagt et billede op i
gæstebogen, som måske giver en fornemmelse af, hvor snævert det er. På denne del af turen blev skibets fotografer smidt i land for at filme og fotografere passagerer på balkoner og dæk, som således bagefter kan købe
DVD’er og billeder af dem selv, mens de står og vinker på skibet. Jaja, der er masser af muligheder for indtjening!
Undervejs har man dog også alle muligheder for at vinke til andre skibe, og Queen-skibene er uendeligt populære
verden over, så der lægges skam mærke til os. Jeg havde en længere vinke-affære med besætningen på en norsk olietanker, som lå ved siden af os.
Den sidste sluse jeg så, sejlede vi igennem hen under
aften. Og herefter ud i Stillehavet, som forærede os skønhed til søs på alle mulige måder. Flyvefisk og næsten havblik. Tre hvaler kom forbi, og beærede os få ihærdige, som stadig sad på 10. dæk
med skumsprøjt og halevink. Og fugle, der fulgte skibet og dykkede efter fisk undervejs.
Jeg ved, at så længe jeg lever, vil jeg aldrig glemme oplevelsen af at sidde der i solnedgangen, med et af verdens største menneskeskabte
bygningsværker bag mig, blåt hav og lun tropeaften, på en vaskeægte ocean liner. Man får klumper i halsen af at være vidne til så megen skønhed på én gang. Og jeg forstår nu, hvorfor det der
med kanalen er et ”must see” for sejlere. Det er fascinerende, overvældende og stort at sejle igennem sluserne, men samtidig en helt særlig atmosfære der møder én, når man kommer ud på den anden side.
Det er ganske enkelt gribende. Hvis jeg fik chancen, gjorde jeg det igen i morgen.
I går havde vi så en havdag med mere dasen og slasken, folk var trætte ovenpå at have opholdt sig ude hele dagen. Men der var formal night, og
jeg fik faktisk hummer! Dog var det lidt snyd, for de serverer hummer som en del af en ”surf n’ turf”, altså et stykke godt kød og så med hummerhalen ved siden af. Jeg har altid ment, at det er en besynderlig kombination,
men meget brugt.
Sent i går aftes hoppede vi i poolen, det er et fantastisk tidspunkt, for da er pooldækket helt forladt, og man kan ligge i vandet og kigge stjerner. Det er på eget ansvar, men poolen er kun 1.20 meter dyb, så
man må gerne hoppe i, også midt om natten, hvis man har lyst til det.
I dag lagde vi så til på Costa Rica, som er palmer, badestrand og meget sydamerikansk, og nok mest et sted, hvor folk på forhånd har booket udflugter
til mangrove-sumpe og lignende. Dog har Punta Arenas efter min mening et forrygende ”port Market”, et gadehandler marked, lige på den anden side af betonmolen, hvor vi lagde til, som sælger alt muligt tingeltangel, men samtidig også
lokalt håndværk, træskærer-arbejde, smykker og tøj. Jeg har tilbragt formiddagen med at tulle rundt og kigge på ting, og så fik jeg afprøvet en af de lokale traditioner, en fortovscafé, hvor de hakker
toppen af en kokosnød, (som bestemt ikke ligner vores kokosnødder, den var på størrelse med en basket bold) og så hælder de sukker og en lille smule mørk rom ned i saften, og så får man simpelthen tingesten
udleveret med to sugerør! Værsåartig! Bagefter gik jeg tilbage til skibet, for selv om luftfugtigheden ikke er så voldsom, er varmen stadig helt ulidelig. Det er simpelthen farligt at gå udenfor uden noget på hovedet ,
skandinavisk hud eller ej, man kan få hedeslag i løbet af ingen tid. Her hen på eftermiddagen har vi dog fået en frisk brise ind fra havsiden, det lufter altid lidt. Jeg glæder mig nu til flere havdage, og skriver nok ikke igen
før vi har været i Cabo San Lucas, Mexico. Spændende at se, om jeg kan komme i land, Cabo er nemlig en tenderport. Så skal vi sejles i land i redningsbådene, og her ved jeg af erfaring, at det somme tider er et lotteri, hvorvidt
vi kørestolsbrugere kan komme af eller ej. Men eftersom jeg nu er ved at være så grundigt nede i det vidt berømte ”hav-gear”, hvor beslutninger er noget, vi tager når vi gider, så tillader jeg mig at trække
på skuldrene og sige: Vi får se.
26. januar 2015
Champagne-ludo, masser af kørestole, og en enkelt Marilyn.
I sidste blog fik jeg vist bildt jer ind, at vi lagde til i Curacao dagen efter. Det holdt
så ikke stik, der var faktisk en havdag imellem. Et udmærket bevis på, at man bliver hjernedød af denne varme og dovenskab. Gudskelov for den havdag, for det viste sig, at jeg havde ret i min formodning vedrørende det hersens
deck quites spil med champagne. Det var simpelthen en avanceret form for øl-ludo! Monster skægt, men hårdt dagen efter!
De sidste par dage har jeg bemærket, at jeg ser langt flere kørestole ombord, end jeg nogensinde
før har set. Og det undrer mig i grunden lidt, fordi denne tur jo er startet i England, og således ikke i det sydlige USA, hvor frekvensen af kørestolsbrugere pga. regulær overvægt er forholdsmæssigt større, end
den er i Danmark. Hvis man ikke har et offentligt sundhedssystem, der griber ind i tide, eller i hvert fald tilbyder hjælp i tide, så vil livsstilssygdomme alt andet lige være et større issue. Jeg fornemmer dog også, at der er
mange ombord, som måske ikke bruger kørestol på fuld tid til daglig. For på mange af stolene er der et skilt med teksten ”mobility at sea”, altså er der tale om lejede stole. For en dansker er det lidt komisk, næsten
som avis billeje, bare med kørestole! Der var endda en, der en dag spurgte mig, hvornår jeg skulle af, for de manglede en manuel stol til en passager. Hvorefter jeg så måtte forklare, at min stol så absolut ikke er til leje!
Desuden er gennemsnitsalderen generelt højere her, end den er på Princess skibene, jeg gik for eksempel helt i stå den anden dag, da jeg så et barn på ca. 4 år! Jeg har ikke set et barn på skibet i flere uger! Men
de få børn der er, bliver forkælet ud over alle grænser her, hele besætningen står på hovedet for dem, formodentlig fordi de savner deres egne børn derhjemme.
Det bringer mig videre til Curacao. Som
før nævnt er det en af de hollandske antiller, og det var tydeligt, så snart vi lagde til kaj i går. Alle gader hed noget hollandsk, og det var et sjovt mix af caribisk atmosfære, stærke farver og palmer, blandet med solide
stenbuer og gamle murværker, som en del af øens fæstningsværker fra 1700 tallet. Små stræder og gader, og heldigvis fladt og småt, så det var nemt for mig at komme rundt. Det mindede mig meget om Bahamas eller
Maui.
Men det sjove ved Curacao er, at der er gratis wifi overalt. Som jeg vist tidligere har fortalt, koster internet ombord på skibet en formue, det er uden sidestykke det, jeg bruger allerflest penge på ombord. Man køber det i
minutpakker, og man får hurtigt lært at være effektiv på nettet, og logge af, når man bare skal skrive. Der er ikke gratis internet for besætningen, så når vi ankommer til sådan et sted, stormer det meste
af crewet fra borde, så snart de kan komme til det, og sidder rundt omkring med Ipads og mobiltelefoner, så de kan snakke med familien hjemme, primært via facetime. Jeg talte med en af de filippinske bartendere om det i går aftes, og
han fortalte mig, at tidligere var det langt sværere, hvis man f.eks. krydsede Atlanten, uden mulighed for at være i kontakt med familien i en uge ad gangen. Og når man så var i land, var der stormløb mod den nærmeste telefonboks.
I dag har de alle nogle helt andre muligheder. Og der var vist heller ikke meget brug for dem på skibet, for stort set samtlige passagerer forlod det flydende hjem.
Vi anløb Curacao på en søndag, så der var lukket mange
steder. Alligevel havde jeg en super dag, fortrinsvis fordi jeg havde en af de her underlige oplevelser, som jeg sommetider ramler ind i, når jeg sejler. Det var nemlig her, jeg mødte Marilyn Schanze. Hun var en tilfældig forbipasserende
på gaden, som spurgte mig, om jeg vidste, om den restaurant jeg lige var passeret forbi var åben? Jeg antog, at hun var en af passagererne, så jeg bekræftede dette, men sagde så, at der lå et lille torv lidt længere
nede ad gaden, hvor det meste var åbent, og pegede i retningen af stedet. Hun smilede og sagde ”det ved jeg godt, jeg bor her”. Og så kom vi begge to sådan til at grine, fordi det var så komisk, at jeg havde antaget hende
for at være turist på øen. Vi fulgtes ad ned mod det pågældende torv, og hun fortalte videre, at hun og hendes mand var flyttet dertil fra Chicago 15 år tidligere, primært pga. varmen og den caribiske livsstil. Jeg
spurgte om hun eventuelt kunne anbefale et godt sted at spise frokost, og det endte med, at vi delte et bord ved en af de små fortovsrestauranter. Her berettede hun videre, at hun var en af den slags ildsjæle, som laver frivilligt arbejde, hvor
end de kan komme til det. Hun var engageret i den lokale kunstforening, adskillige klubber og velgørende institutioner, samt at hun og manden de seneste to år havde haft et søskendepar fra Jamaica i pleje. En dreng på 13, og en pige
på 9 år. Den dag, jeg mødte hende, havde de netop tabt kampen for at få lov til at beholde de to børn i yderligere et par år, på trods af at have ansøgt hele vejen op igennem systemet, i samarbejde med den
amerikanske ambassade på Curacao. Børnene skulle sendes tilbage til Jamaica, og nu var hun altså, som hun beskrev det, gået ned i byen for at spise frokost og tude i fred et sted, hvor børnene ikke kunne se det. Det førte
til en lang snak om det der med at investere liv og sjæl i frivilligt arbejde, fordi det giver så meget mere tilbage, end bare at sende en check til en eller anden organisation. Men samtidig har det jo den effekt, at man også sætter
sig selv i spil. Og dermed risikerer en vis mængde kvaler. Men som hun selv sagde, så er det jo det hele værd, i hendes tilfælde fordi et par dejlige unger på 9 og 13 for en tid bragte liv, glæde, smil og latter ind i hendes
og mandens tilværelse. ”Vi ville under ingen omstændigheder have været de 2 år foruden”, sagde hun.
Jeg har nu endnu en ven ude i verden via facebook, ved navn Marilyn. Og på vejen tilbage til skibet tænkte
jeg over, at det er netop derfor, jeg tager disse ture. Det er ikke hverken formal nights, champagne ludo eller luksus på et krydstogtskib, som driver mig til at tage af sted. Det er, at man kan gå i land på en sydhavsø for at bruge
penge på sommerkjoler og tingeltangel, og ende med i stedet at spise frokost med en Marilyn, som har tabt sit hjerte til et par skønne unger fra Jamaica.
I dag har vi så endnu en havdag, inden vi i morgen skal i gang med det store
show: Sejladsen gennem sluserne i Panama Kanalen. Lige nu er vi ud for Columbias kyst, og i dag er der så varmt, at jeg skal holde mig helt i skyggen. Især fordi min næse er så skoldet, den hænger i laser! Og varmen bliver efter
sigende værre i morgen. De, som har taget turen igennem kanalen før, siger at det kommer til at tage det meste af dagen at sejle igennem sluserne. Og tidligere i dag fortalte kaptajnen, at vi starter indsejlingen kl. 6 i morgen tidlig, og hvis
alt går planmæssigt, sejler vi igennem den sidste sluseport sidst på eftermiddagen. Så man kan følge med hele dagen lang. Jeg glæder mig til det, for Panama Kanalen er et ”must see” for sejlere, det skal man
bare prøve mindst en gang i sit liv. Sidst jeg planlagde denne begivenhed, var i 2008, og det måtte jeg aflyse, da en kræftsygdom kom i vejen. Derfor er det for mig også slutningen på en cirkel, en måde at få sat
punktum på. Så turen gennem sluserne bliver magisk, døre der lukkes, mens andre åbnes, på mere end én måde.
23. januar 2015
Og SÅ fik vi sommer!
Det er vist en kontrasternes rejse, denne
her. For 3 dage siden havde vi besætningsmedlemmer, der lavede glidebane på isen på øverste dæk. I forgårs var det forår, 16 grader på dækket om dagen, og hen under aften var der så varmt ude, at
vi sad ude til sent i bare arme. I går lagde vi til i Fort Lauderdale, og jeg tog min første kop kaffe med op på 10. dæk, og blev mødt af en mur af varme. 25 grader, ingen vind, og solen bed virkelig.
Jeg skyndte mig
at hoppe af skibet, og stod midt i saunaen på havnen. Port Everglades, hvor vi lagde til, er verdens 2. travleste krydstogtshavn, næst efter Miami, som i øvrigt ligger lige rundt om hjørnet, 23 miles væk. Over for Queen Elizabeth
lå et af Royal Caribbeans større skibe, Liberty of the Seas. Den er så stor, at der på toppen er monteret en kran af same størrelse, som vi ville se på havnen i Århus, udelukkende beregnet til at løfte baggage
ombord. De fylder et metalbur på havnen med kufferter, som derefter løftes op på øverste dæk, hvorfra bagagen bliver fordelt. Det kan synes underligt, men med så mange passagerer ombord, er det simpelthen hurtigere og
nemmere at fordele bagage nedad, end opad. Rundt om hjørnet lå en ”gammel bekendt”, ”The Caribbean Princess”, et af Princess skibene, som jeg tidligere har sejlet med. Til sammenligning så den helt lille ud!
Da
Port Everglades ligger et pænt stykke uden for Fort Lauderdale, og vi således havde passagerer fra 3 skibe samlet i havnen på samme tid, var det altså lidt en udfordring at få en taxa. Men der er sådanne steder altid nogle
små ”runners”, som organiserer taxakørslen. Man giver sit navn til en ”runner”, og så sørger de for at råbe en op, når de har skaffet en vogn. Og her kommer man altså rigtig langt med 20 dollars,
et stort smil og skandinavisk blond hår! Så jeg var hurtigt afsted til Fort Lauderdale. Jeg tog ind til Las Olas Riverfront Park, som er et område med cafeer og butikker, og fik en ordentlig burger, og så en tur på stranden, hvilket
skulle være næsten obligatorisk, når man er i Fort Lauderdale. Blev dog kun i byen et par timer, da varmen simpelthen var overvældende.
Tilbage på skibet hentede jeg mit badehåndklæde og en bog, og parkerede
mig selv ved poolen i en strandstol. Der var næsten ingen på skibet, ud over nogle af de englændere, jeg ynder at hænge ud med, så det var også en glimrende anledning til at få vasket tøj. Når man har
været afsted nogle gange, lærer man ALTID at vaske på land-dage, eller port-days, som de kalder det. På disse dage er der en spinkel chance for at finde en ledig vaskemaskine. Især på denne tur er det svært, da Queen
skibene lader passagerer vaske gratis.
I dag er vi så igen på havet, og nu er vi for alvor kommet til Caribien. 28 grader, høj sol, og let vind. Jeg ved af erfaring, at det er nu, jeg skal passe på for alvor, med min lyse hud,
fordi vinden gør, at det føles knap så varmt, men det snyder, man kan nemt blive voldsomt branket. Jeg har været meget påpasselig med solcreme, og alligevel er der flere besætningsmedlemmer som nu møder mig med
ordene ”hello, danish Rudolph”, hver gang de kommer forbi. Jeg er ikke helt sikker på, hvor vi præcis befinder os, men min telefon sender mig ind imellem en sms, hvor der står velkommen til Cuba, så vi må vel være
i omegnen!
Hele dynamikken ombord forandrer sig, når vejret pludselig er så godt. I går så jeg en dame i Lido bistroen på 9. dæk, som kom gående med en kop kaffe. Pludselig standsede hun op, kiggede ned på
sine egne fødder og sagde nærmest ud i luften: ”I wonder where I left my shoes?” Stod der lidt, trak på skuldrene, og gik så videre. Om hun nogensinde fandt skoene, står hen i det uvisse. Men det er et glimrende eksempel
på, at vi alle kommer ned i hav-gear. Lange, afslappede dage, med masser af sol. Eileen spurgte mig i dag, om jeg vidste, hvilken dag, det var. Jeg var klar over, at det var d. 23., for min søster har fødselsdag, (tillykke Ann) men jeg
måtte have fat i mobilen for at finde ud af ugedagen.
I morgen anløber vi Curacao, en del af de hollandske antiller. Jeg glæder mig meget til det, da vi allerede nu har fået ”port map” over stedet. Port maps er kort
over det sted, vi ligger til, som angiver forskellige interessepunkter, seværdigheder, shopping muligheder osv. De leveres altid i kahytten en eller to dage før vi lægger til. Og Curacao er et af den slags steder, som der ikke er meget storby
over. Alt ligger i gåafstand, hvilket er ulig nemmere for mig. Desuden er der efter alt at dømme mulighed for powershopping, så det satser jeg på at bruge dagen på.
I aften er der formal night, hvilket absolut ikke er
min kop te, jeg er ikke vild med alt det hersens dress-up i kjole og juveler, især fordi de åbenbart af uransalige årsager ikke på disse skibe serverer hummer på formal nights! Og det var da ellers det eneste, der gjorde det sliddet
værd! Jeg har deltaget i intet mindre end 4 formal nights indtil nu, uden at se så meget som skyggen af en hummer! Dog er der en gulerod i dag, jeg er efter middagen blevet inviteret til et spil ”deck quites featuring a lot of champagne”.
Og ingen vil rigtig fortælle mig hvad det går ud på. Jeg ved godt, hvad deck quites er, det findes på alle krydstogtskibe. Det er en slags ”dart på dækket”, hvor man har en hinkerude med tal i, man kaster en
ring, eller skubber den hen på tallene, og så lægger man sammen efter et forudbestemt antal runder. Pointen er selvfølgelig at få den højeste score. Det er mere ”featuring a lot of champagne”-delen, jeg er
lidt usikker på. Men jeg gætter på, det er en form for avanceret druk-leg! Det er nogle af de lidt yngre passagerer, der har været med hele vejen indtil nu, som har inviteret, og jeg fornemmer, at det er lidt tys-tys. Så det har
da alle muligheder for at blive skægt!
En sidste sjov ting: På havnen i Fort Everglades ligger 4 store lejlighedskomplekser, tæt på indsejlingen. Da vi forlod havnen i går, stod stort set samtlige beboere ude på balkonerne
med horn og fløjter, som til en fodboldkamp. De vinkede, hujede og larmede, da vi sejlede, og mange af stederne blinkede de med lyset i dagligstuerne. Netop som vi sejlede forbi, blæste kaptajnen i hornet på skibet, 3 store trut som hilsen
til dem. Jeg stod på dækket, da det skete, og selv om jeg tit hører lyden, er det altså ganske voldsomt oppe på dækket! Jeg blev simpelthen så forskrækket, jeg var nær lettet ud af stolen, og mine trommehinder
blafrede. Men det skabte vild jubel blandt beboerne i komplekset, og jeg følte mig for et kort øjeblik hensat til gamle dage, hvor afsejling for en ocean liner i enhver større by, var en begivenhed af de store.
20.
januar 2015
New York, New York.
På engelsk har man et udtryk, som er svært at oversætte helt korrekt til dansk. Når man siger noget er ”eerie”. Det nærmeste, jeg kan komme det, er ”små-uhyggeligt”.
Og der er bred enighed om, at sejladsen ind til New York er ”eerie”. Det skyldes, at der ofte er diset på vejen ind, og derfor har bøjerne, som markerer sejlrenden, klokker, som lyder lige som fjerne kirkeklokker, og som konstant bimler
og bamler. Man hører lyden, før man ser bøjen, og den der fornemmelse af at glide stille afsted i tåge, med lyden af kirkeklokker overalt omkring én, er noget helt særligt. Jeg forsøgte at optage lyden med mobiltelefonen,
men fik vist ikke meget anden lyd end vind, og den lyd kender vi efterhånden til hudløshed ombord.
Queen Elizabeth er ikke en ocean liner, som Queen Mary er det. QE er et krydstogtskib og således ikke skabt til at krydse Atlanten
på behagelig vis. Og slet ikke om vinteren. Ud over størrelsen er jeg faktisk ikke helt sikker på, hvorfor QM er bedre egnet, og John er her ikke, så jeg kan spørge mit skibs-orakel, men jeg tror, det har noget at gøre
med, hvor dybt den ligger. Det er nok gået op for de fleste, at vi har vippet og gynget på vejen over Atlanten, men jeg synes egentlig ikke, det har fyldt så meget. Måske nok fordi det ikke har gjort mig søsyg. Men da vi anløb
New York, kunne jeg pludselig godt mærke, hvor meget det har præget min dagligdag ombord. Man undgår instinktivt at rende for meget rundt, opholder sig midtskibs hvor der er mere roligt, og bliver måske også lidt mere træt,
fordi der er så mange lyde om natten, skuffer der glider ud, bøjlestænger i skabet, der glider frem og tilbage, og vægpaneler der knirker.
Forskellen var til at få øje på, for da vi så pludselig lå
stille ved Manhattan var stilheden næsten larmende. Men det var nærmest stilhed før storm, rent lydmæssigt, for nu VAR vi jo så også i New York. Og New York er stor, enorm, larmende, voldsom og overvældende. Og helt
fantastisk på samme tid. Jeg ved ikke, om det skyldes, at man er vant til at være rigtig mange mennesker på meget lidt plads, eller om der er et eller andet i drikkevandet, men ingen andre steder på kloden oplever jeg en sådan
hjælpsomhed og åbenhed som i denne mastodont af en by. Man skal blot stå stille i 2 minutter, før den første New Yorker spørger ”you need help darlin’?” og alle steder er det ”how you doin’?”
og ”where d’ya need to go?” Jeg har aldrig så meget som et øjeblik følt mig utryg i New York.
Den første eftermiddag, i forgårs, hoppede jeg bare ud på gaden og gik en tur langs med vandet. Jeg
var ikke ude ret længe, for det var simpelthen hunde- hamrende koldt. Ikke som i skiturs-koldt, men våd regn og slud, så man blev gennemblødt på få minutter. Desuden havde jeg det, som vi kalder landsyge, og englænderne
kalder sea-legs. Det sker, når man får fast grund under fødderne, og det føles som om man stadig gynger. Larmen var øredøvende, efter en uge på skibet, en pulserende, levende lydmur af trafik, sirener, maskiner,
mennesker der råber, news-choppers, (helikoptere) der konstant flyver hen over hovedet på én. Og så disse enorme legoklods-lignende bygninger overalt. Jeg tabte hurtigt lysten til at hoppe rundt i byen, og da jeg kom ombord igen, hang
jeg min jakke til tørre i brusekabinen, den dryppede simpelthen af slud og sne.
I går var scenariet et helt andet allerede fra om morgenen. Stadig frostkoldt, endda så meget at de saltede dækket øverst oppe, det var dækket
af is i en sådan grad, at jeg så nogle af crewet holde en fest med at lave glidebaner deroppe. Men der var høj sol og klart vejr, så jeg tog på ekspedition til Times Square, som lå så tilpas tæt på, at
jeg kunne trille derop selv. En anden fed ting ved New York er, at det er SÅ nemt at finde rundt. Alle gader ”på tværs” er nummereret fortløbende fra syd til nord, og samtidig er det indikeret, om de ligger øst eller
vest. Vi lagde f.eks. til lige ved west 42.th. street, så jeg vidste, vi var på vestsiden, ca. midtpå. Hvis jeg f.eks. så ville på naturhistorisk museum, som ligger ca. omkring west 79.th street, er det jo bare at følge
de tværgående veje nordpå, til man er der. John og Mary bor f.eks. på west 78.th street, så jeg kunne for så vidt nemt have fundet derop, men jeg vidste på forhånd, de ikke var hjemme.
Så, Times
Square. Et mylder af cafeer, billboards, butikker, og mennesker. Jeg fik en gedigen kop varm kakao, og mens jeg sad der og kiggede på mennesker, kom et par af englænderne forbi, de spurgte om jeg ville med i Macy’s, et nærliggende indkøbscenter.
Jeg købte nu ikke rigtig noget, for det var som at gå i en monster forstørret version af Bilka på en af de travle dage mellem jul og nytår!
Jeg ville egentlig gerne have været nede på site of the World trade
Center, men der var for langt at trille selv, og jeg orkede ikke rigtigt mere på det tidspunkt. Desuden, selv om det er svært at beskrive, går der simpelthen så meget tid med bare at suge ind og kigge, når man går rundt
i gaderne. Der er hele tiden noget, der drager blikket. Jeg trillede ned til Empire State building, og endte så med at beslutte, at nu var mine hænder altså næsten dybfrosne, så jeg tog en taxa tilbage til skibet. Alle var tilsagt
at være tilbage senest kl. 16.30, vi skulle sejle kl. 18. 400 passagerer har forladt skibet i New York, heriblandt Laurie og Gillian, de nygifte englændere. Og 400 nye, fortrinsvis amerikanere, er kommet ombord. Så i går aftes havde
jeg nye bordfæller, et par fra Australien, samt to vaskeægte New Yorkere, et par gutter, med kuglelejer i håndleddene, en formidabel sans for mode og en enorm viden om fine vine!
Her til morgen (vi er nu 6 timer bagud i forhold til
DK) er vi så med god fart på vej mod Florida. Og det vipper IKKE! Og her er så noget af det, som jeg synes er allersjovest ved at sejle. Da vi forlod New York i går, stod jeg øverst oppe på styrbords dæk og kiggede
på frihedsgudinden, mens jeg fik snefnug i håret. Det var HUNDEkoldt! Og i morges hentede jeg min første kop kaffe, og gik derop igen med den. Nu er der 16 grader, sol og frisk vind. Jeg kunne sidde derude i bare arme. Helt fantastisk. Jeg
glæder mig SÅ meget til sol og varme, og de siger, at allerede i morgen vil vi have ca. 20 grader på dækket.
En anden fantastisk ting er det, der altid sker, når alle har været i land første gang. Samtalen
og de høflige spørgsmål passagererne imellem ændrer sig fra ”how are you?” til ”where did you go in New York?” og ”what did you see?” Så nu fyger det hen over bordene med røverhistorier,
billeder, beretninger fra storbyen. Alle har noget at fortælle, som rækker lidt længere end beretningerne om maden dagen før. Og besætningsmedlemmerne render rundt med store, glade smil, mange af dem fik chancen for at komme
lidt ud, på grund af det forlængede ophold i New York. Og når man arbejder i gennemsnit 11 timer om dagen 3 dage om ugen, samt 10 timer om dagen 4 dage om ugen, altså en arbejdsuge på 73 timer, og kun en gang imellem kan få
en halv fridag, så har man sgu fortjent det!
Der er dog ét besætningsmedlem, som jeg noget så grundigt har fået tørret grinet af hos.. Oh salig fryd og evig gammen at foreholde Marina i kaffebaren en statistik over
de sidste 10 års håndboldresultater for henholdsvis DK og Serbien, BÅDE på herre- og damesiden! Tallene taler jo fuldkommen for sig selv. En hjertelig tak sendes hermed til søster Lis, som var så venlig at lægge dén
statistik i gæstebogen!!
Og så lige en hilsen til min mor og far: Mor, hvis I er ved at fryse røven i laser, fordi mine forkælede pelsdyr skal være ude for åbne døre, så længe det passer dem, så
er her et godt trick: Gå ud på terrassen, klap i hænderne og råb ”Så er det ind!” Og så må de sørensjaskeme blive inde, til de får lov at komme ud igen! Gert fortæller dog, at det sner
i dag, så jeg tænker næsten, de er mindre optaget af at komme ud. De er heller ikke store fans af sne. 🤩
17. januar 2015
Nye planer og uforudsigelige kællinger.
Det siges til søs, at Nordatlanten er ”an unpredictable bitch”. En uforudsigelig kælling. Og det er vist ikke helt forkert. Natten til i går havde
vi storm på havet. Sådan en vaskeægte passagerer-trimler-ud- af-sengen-om-natten-storm. Jeg trimlede dog ingen steder, formodentlig fordi min kahyt befinder sig næsten nøjagtigt midtskibs. Faktisk følte jeg lidt i går,
at jeg var gået glip af det hele, for jeg sov simpelthen fra det. Mine skuffer stod åbne om morgenen, så jeg kunne da godt se, der havde været rock i synagogen. Men jeg hørte intet.
Kl. 12 hver dag kommer der en melding
over højtalerne fra kaptajnen på broen, hvor han beskriver skibets fremskridt og eventuelle ændringer i planen. I går meddelte han så, at vi på grund af stormen nærmest ikke var kommet nogen vegne om natten, hvilket
betyder forsinket ankomst til New York. Vi anløber tidligst ved middagstid i morgen, og eftersom en del af passagererne jo står af og skal flyve hjem, giver det altså en del logistiske udfordringer. Nye flybilletter, nye transportaftaler,
osv. Og der er jo så igen andre passagerer, som venter på at komme ombord, lige som vi gjorde i London.
Også for de, som skal blive ombord, betyder det ændringer. Mange har planlagt udflugter i byen, som jo så også
skal laves om. Ydermere har man så besluttet, at vi bliver i New York en ekstra dag, altså natten over til om mandagen. Det bliver på den bekostning, at Nassau på Bahamas aflyses. Lige til at begynde med, syntes jeg det var en rådden
byttehandel: New York by night med 10 minusgrader, frem for sydhavsø med palmer, men et par af mine nye engelske bekendtskaber siger, at Curacao på de hollandske antiller, er ca. samme genre, så det skulle jeg såmænd ikke være
træt af. Desuden har jeg jo været på Bahamas.
Jeg forstod nu heller ikke lige beslutningen om at blive i New York, men det kan jo skyldes vejret længere nede. Desuden skal vi have brændstof og forsyninger ombord i Curacao,
så muligvis vil de sikre sig, at vi når dertil rettidigt. Nyheden fik en noget blandet modtagelse ombord. Nogle synes det er fedt med New York by night, andre er sure. Jeg trækker nok lidt på skuldrene og siger nå ja, Nordatlanten
er en uforudsigelig kælling, og ændringer er en del af legen. Jeg tror i grunden det er værst for dem, som skal af og hjem. Eileen, en af englænderne sagde til mig i dag, at den mest sublime form for fryd er at være en af dem,
som skal blive ombord, når andre skal af! Og hun har helt ret, der findes ikke noget bedre end at sidde der og godte sig over, at der stadig er tre uger til vasketøj og madlavning.
Eileen og hendes mand Robert er nok i øvrigt dem
blandt passagererne, jeg har haft mest fællesskab med indtil nu. Heldigvis skal de med lige så langt som jeg skal. Den engelske humor er intet mindre end fantastisk, og jeg er flad af grin det meste af tiden. For eksempel drak vi morgenkaffe sammen
i dag, og Eileen hev hele batteriet frem af vitaminer og piller. Englænderne spiser absurd mange vitaminer, det er de vel nærmest nødt til, eftersom frisk frugt og grønt bestemt ikke er noget, de gør ret meget i! Nå,
jeg stirrede nok lidt åbenlyst på hele samlingen af piller, for Eileen konstaterede ganske tørt: ”jep, jeg er holdt op med at spise, nu kører jeg udelukkende på kemikalier”. Jeg var knust af grin, for er der noget,
vi virkelig gør meget i på et krydstogtskib, så er det at æde! Der er ingen, der kan komme med tørre konstateringer, som englændere! Den anden aften så vi en dame på ca. 70 i tylskørt og pailletter sejle
forbi på vej til middag, hvilket fik selvsamme Eileen til at udbryde: ”næh se, en marengs med ben”! 😀
Nå, tilbage til sejladsen. I dag sejler vi nu ikke stort hurtigere, så jeg er spændt på, om vi når til New York til middag i morgen. Det blæser stadig, det er tåget, man kan dårlig nok se havet fra vinduerne,
og jeg har tilbragt morgenen med kaffe, rejsedagbog og så en efterhånden daglig foreteelse: Diskussion med Marina om håndbold! Marina er servitrice i kaffebaren, og hun er fra Serbien. Og vi er bestemt ikke enige om, hvem der er Europas bedste
håndbold nation. Og selv om jeg går glip af herreholdets præstationer i Qatar, så holder søster Ann mig opdateret med resultater.
Jeg skal have udfyldt nogle toldpapirer i dag, for i morgen er jo så også
første gang, vi sætter fødderne på land siden vi forlod England. Og i henhold til amerikansk lov SKAL alle passagerer forlade skibet. Man er velkommen til at gå tilbage, når vi har været igennem ”customs and
immigrations”, altså grænsekontrollen, men ingen må komme tilbage til skibet, før alle har været igennem. Så må man vente i terminalen imens. Vi har allerede modtaget planer for, hvordan det skal foregå.
I sagens natur starter de med at afmønstre alle dem, som skal hjem eller videre. Herefter får vi andre lov, og det foregår dæk-vis. Jeg bor på dæk 7, og skal gå til terminalen kl. 14.30. Hvis alt går, som det
skal, er skibet åbent igen omkring kl. 17.00.
Jeg har dog ingen planer om at gå tilbage med det samme, det bliver trods alt rart at få lidt luftforandring efter 7 havdage. Desuden lægger vi, modsat sædvane til på
Manhattan-siden af New York, og ikke i Brooklyn. Det er fedt, for det betyder, at der ikke er særlig langt til den centrale del af New York. Jeg har dog ikke lagt nogen faste planer for dagen, for jeg vil lige se, hvordan vejret og føret er. Jeg
har trods alt ikke slæbt ret meget polarudstyr med. Og New York er, har John engang fortalt mig, notorisk dårlig til at håndtere sne i ret store mængder. Også selv om de næsten altid ender med at høvle det hele i
Hudson River. Så jeg tror, jeg vil lade uforudsigeligheden styre begivenhederne og se, hvad dagen bringer.
15. januar 2015
Mennesker, holdninger, ligheder og forskelle.
Efter et par sejladser med krydstogtskibe
opdager man, at der er stor forskel på stilarter inden for de forskellige selskaber. Ligeledes forskel på passagererne, alt efter hvor man sejler. Atlanten er det såkaldt ”klassiske krydstogt”, ikke bare fordi det var den rute,
Titanic sejlede, men fordi det i hine tider VAR måden, man kom over Atlanten på. Før man begyndte at flyve. Cunards Queen-skibe er der så vidt jeg ved tre af. Queen Mary, Queen Victoria, og Queen Elizabeth. Jeg sidder på sidstnævnte.
Disse Queen skibe er i den generelle opfattelse ”state of the art”, altså toppen af poppen. Den ”pænere” del af krydstogtsgenren. Da jeg hidtil har sejlet med Princess, som godt nok er ejet af samme selskab, men en anden
linje, er det nærliggende at sammenligne.
Det er svært at sætte fingeren på, præcis hvori forskellene ligger, men der ER altså noget. Noget med indretningen, kvaliteten på materialer er lige en tand højere.
Helt ned til menuerne i restauranten. Desuden er der på dette skib faktisk forskel på, hvor man må opholde sig. Queens grill, som er en restaurant på øverste dæk, kan man simpelthen kun komme op til, hvis ens nøglekort
er kodet til det. Man skal altså proppe sit kort i en læser i elevatoren, for at kunne komme derop. Og det kan man vist kun, hvis man er ”særligt højt oppe” i loyalitetsprogrammet. Det har jeg fortalt om i andre blogs,
jo flere penge du kaster efter et bestemt krydstogtselskab, jo højere stiger du i graderne, med flere fordele til følge. Dette her med områder for de ”særligt indviede”, har jeg ikke i samme grad set før.
Der
er også forskel på forventningerne, både fra passagererne ombord og til passagererne. Både hos Princess og Cunard er der ”dresscode” på formal nights. Altså gallaaftener. Det forventes, at man som mand møder
op i jakke og slips, og kvinder i kjole, men forskellen er, at på denne tur håndhæves det til punkt og prikke. Jeg har reelt set en mand blive bedt om at forlade restauranten, fordi han havde en pæn sweater uden på sin i
øvrigt nystrøgne skjorte. For en dansker, hvis foretrukne påklædning består af grøn koncert t-shirts af ældre dato og pyjamas bukser, virker det pjattet, men jeg indrømmer, at restauranten på en formal
night, hvor alle er i stiveste puds, er et flot syn. Således holder Cunard hårdt på traditionerne.
Man kunne godt forledes til at tro, at Cunard dermed er gammeldags, men det er ingenlunde tilfældet. Det er bare mindre ”turistet”,
mere klassisk. De gør, hvad de kan for at være med på noderne. F.eks. blev den allerførste signerede kopi af ”Harry Potter og halvblodsprinsen” sejlet over Atlanten på Queen Mary, på Harrys fødselsdag
lige efter udgivelsen. Det er da rimeligt moderne! Og man ser og møder stadig de sjoveste mennesker ombord. Her er et par eksempler: De første dage på turen har som nævnt været præget af en del hoppen rundt på bølgen
blå, pga. stormen over Atlanten. Faktisk endte vi med at sejle næsten ned på linje med Portugal, inden vi stak vestpå, i et forsøg på at komme syd om stormen. Jeg har derfor opholdt mig hovedsageligt på de nedre dæk,
hvor det ikke er så voldsomt. Men i går blev der så pludselig ro på bevægelserne. Så jeg vovede mig lidt mere rundt på skibet. I kasinoet var der opstillet nogle borde med diverse udsalgsvarer, som jeg stod og kiggede
på, da jeg fik øjenkontakt med en pige, som arbejdede ved et af Blackjack bordene. Vi stod helt stille begge to, og så skreg vi simpelthen som to skolepiger! Det var en af de piger, som arbejdede på Star Princess, på mit første
længere krydstogt over Stillehavet. Jeg har mødt hende en gang siden, på turen rundt om Sydamerika, så vidt jeg husker. Det var fantastisk at se et kendt ansigt, og vi sprang rundt som gale. Vi aftalte at mødes i går aftes
over et slag tre-kort-poker, en forsimplet version af pokerspillet, som spilles ombord.
Ved netop det pokerbord om aftenen, kom jeg til at sidde ved siden af en hærdebred gut, som jeg vidste, jeg havde set før et eller andet sted. Han virkede
noget reserveret, så det var ikke lige så oplagt at spørge, hvor jeg mon kendte ham fra, men på et tidspunkt fik hans nysgerrighed vist overtaget, for han begyndte at stille alle de klassiske spørgsmål om kørestol,
hjemstavn, og alt det der. Da han så spurgte til, hvorfor jeg ikke havde en elektrisk kørestol, og jeg svarede, at det helt sikkert ville være en dårlig idé for min samlede kropsvægt, slog han en skvalderlatter op, og
ved den lyd faldt tiøren: Det var en amerikansk sit-com stjerne, som jeg husker fra en af de hersens mange, lange eftermiddags- komedie serier med sorte børn i hovedrollerne, som udsprang af Cosby-seriens succes. Serien hed ”that’s
so Raven”, og han hedder Rondell Sheridan. Han kan ikke have været andet end en stor knægt dengang, og serien var i bund og grund temmelig plat, som jeg husker den, men bortset fra størrelsen, har han altså ikke forandret sig
ret meget. Vi havde en rigtig fin snak, og det viste sig, at han har malket seriens succes lige siden, blandt andet ved at arbejde som stand-up komiker. Han var altså hyret ind til at optræde på skibet. Jeg tænkte, og tænker stadig,
at det til tider må være en belastning resten af sit liv at blive associeret med ens karriere som barnestjerne, og den underliggende forventning om at være sjov hele tiden, så jeg nævnte ikke serien overhovedet. I stedet snakkede
vi om bøger, politik, Obamas sundhedsreform, og meget andet. Vildt hyggeligt. Min erfaring er, at uanset hvem man møder, har alle en interessant historie, og hvis man ellers har tid til at lytte, (og tid har man jo nok af her) får man mange
spændende livsberetninger.
Desuden skal man ikke skue hunden på hårene. Jeg havnede f.eks. en dag i en debat om Bush, og direkte adspurgt proklamerede jeg, at jeg dybest set mener Bush burde have været tiltalt for initiativ til
folkemord på baggrund af hans håndtering af AIDS epidemien. Dén kommentar blev mødt af larmende applaus fra en herre, som jeg ellers på forhånd ville have dømt til at være den absolut mest konservative i flokken
rundt om bordet!
I dag er der stadig ro på vandet, så jeg tænker, at jeg vil ind og høre et foredrag med Kate Adie. Hun er, som jeg har forstået det, BBC’s version af Ulla Therkelsen, og hun har allerede holdt et
foredrag, som blandt passagerne får gode anmeldelser. Og eftersom jeg på nuværende tidspunkt har tømt skibets bibliotek, som er enormt, veludrustet, og (igen) meget stilfuldt, har jeg også en aftale med en bog i eftermiddag.
Det kendte ”havdage-gear” er ved at indfinde sig. Lange, afslappede dage med gode snakke, kaffe, foredrag, koncerter, god mad og masser af læsning af gode bøger. Det er sådan, det skal være, uanset hvilket selskab man sejler
med!
13. januar 2015
En kaptajn, et par skøre englændere og en ekstraordinær oplevelse.
Noget af det magiske ved krydstogter er, at ting har det med at dumpe ned i hovedet på én. Altså
ikke sådan for alvor, men i overført betydning. Således også på denne tur, åbenbart! Havde den mest forrygende oplevelse i går, som jeg altså bliver nødt til at fortælle jer om. Så beretningen
om skibet og alt det andet må vente et par dage.
Ved ”mit” bord i restauranten sidder et par fra England, Laurie og Gillian. Vi faldt godt i snak allerede i forgårs ved maden, Laurie er tidligere elektroingeniør og har
rejst en del i DK, og Gillian, som er lærer, har boet der en kort overgang som en del af et udvekslingsprogram. Laurie har parkinsons og er tydeligt en del ældre end hende. Ved selvsamme middag udspillede sig følgende samtale, frit oversat:
Laurie: ”Vi kommer ikke til spisning i morgen aften. Du må ikke tro, det er fordi vi ikke kan lide dig, for det er ingenlunde tilfældet, men vi skal giftes.”
Mig: ”Nå? Her? Ej hvor fedt!! Tillykke!!”
Laurie: ”Ja… (han tøver, ser på Gillian, hun nikker).. Vil du med? Vi mangler faktisk et vidne….”
Mig: ”Med??... (lamslået)… Ej, det kan man da ikke! Vi kender jo knap nok hinanden!”
Laurie: ”Kan ikke? Det må vi sgu da selv bestemme, det er da os, der skal giftes!!”
Jeg kigger stadig aldeles lamslået over på den vordende brud, og hun nikker bekræftende, og det blev altså
indledningen til, at jeg fik en oplevelse i går, som kun er de ganske få forundt. At overvære og bevidne en vielse ombord. Jeg vidste heldigvis på forhånd, hvordan den slags foregår, da John og Mary tidligere har fortalt
mig om det. Det foregår helt privat i et dertil indrettet bryllupskapel, og det er i sagens natur kaptajnen selv, der forestår vielsen.
Jeg blev tilsagt at mødes med Laurie i baren, som praktisk nok ligger lige ved siden af det dertil
indrettede lokale, kl. 15.00, hvorefter jeg så skulle følge ham til alters, så at sige.
Før dette havde jeg så en mindre tøjkrise, for hvad fanden tager man lige på til et skibsbryllup?? Her var klart en
etikette, jeg ikke var helt hjemme i! Nå, på med en pæn bluse og et par ørenringe, og så afsted.
Min største frygt gik nu ikke så meget på etiketten, men mere på det faktum,
at de første par dage ombord altså har været præget af en noget ustabil søgang. Den storm, som ramte både DK og England, inden vi tog afsted, holder stadig en større fest herude midt på Atlanterhavet, så
vi var på forhånd varslet om, at dagen i går ville blive så absolut den værste, hvad vipperi angår. Faktisk er vi sejlet meget længere sydpå, end vanligt, inden vi stikker tværs over mod New York for at
undgå alt for voldsom vind. Derfor er det bedst at opholde sig på de nedre dæk, og helst midtskibs. Og kapellet ligger helt oppe i toppen, allerforrest i skibet,- ikke det mest trygge sted at opholde sig, når man ikke er søstærk.
Og det er jeg i hvert fald ikke! Og et eller andet sagde mig, at det nok ikke ville være heldigt at spule-ørle ud over kaptajnens sko midt under et bryllup!
Desuden var jeg ærlig talt også noget bekymret for både brud
og gom, hun i høje hæle og han med parkinsons, de risikerede groft sagt at gå på røven begge to!
Anyway, når man skal, så skal man, og så tager man sig sammen! Så jeg trak vejret
dybt og mødte rettidigt i pågældende bar. Laurie kom vaklende kort efter på usikre ben, og jeg slyngede en gin og tonic i ham, så han kunne få ro på nerverne. Jeg sagde til ham, at nu var det altså for sent
at fortryde, og han svarede ”aldrig i livet, jeg er en heldig mand”.
Præcis klokken 15.30 blev dørene åbnet, og Laurie og jeg marcherede ind, han med et solidt greb i min højre skulder, så han ikke faldt.
Herefter ankom kaptajnen, og jeg blev introduceret som det danske vidne, gav pænt hånd og så var det bare at vente på bruden. Hun blev eskorteret fra kahytten af en såkaldt ”Bell Boy”, et besætningsmedlem
klædt i den traditionelle knaldrøde Queen-uniform. Da først alle var ankommet, foregik vielsen helt som den slags nu skal, og jeg fik diskret sparket en lænestol hen i nærheden af Lauries højre hånd, så han
havde noget at støtte sig til. I albummet kan I se et billede, jeg luskede mig til at tage, mens vielsen er i fuld gang, hvor han tydeligt støtter sig til den.
Indtil det øjeblik havde jeg egentlig mest grinet indvendigt af
det totalt absurde i situationen. Der stod lille nordjyske jeg midt ude på Atlanterhavet, kæmpende med en begyndende kvalme, dybt optaget af at holde en temmelig aldrende, engelsk brudgom på benene, som jeg knap nok kendte navnet på,
før vi startede, foran kaptajnen på et af verdens mest kendte skibe, midt under et bryllup, som eneste ikke-ansatte vidne! Det var ganske enkelt surrealistisk og komisk!
Men da kaptajnen så ganske stille gik i gang med de traditionelle
ord, ”I stand here today, with the power invested in me”, og så videre, så skete der altså alligevel et eller andet. Jeg har altid ment, at krydstogtskibe sgu da var et underligt sted at blive gift, men så alligevel.. Jeg
blev simpelthen så rørt! Både over at få lov til at overvære noget så sjældent, og over hele den historiske atmosfære. At kærligheden finder plads i alle aldre, på alle breddegrader, og under de
særeste forhold. Det var på en og samme tid absurd sjovt og simpelthen så fint.
Jeg sendte min søster Lis en kærlig tanke, hun er nok den mest romantiske sjæl i familien, - Lis, du ville have elsket hvert sekund.
Og indrømmet, det gjorde jeg også! 🙂
Bagefter skulle vi så skrive under på diverse papirer, blandt andet skibets
logbog. der blev taget en million billeder, og kagen blev skåret af både brud og gom, mens champagnen gik rundt. Jeg fik en vældig sludder med kaptajnen, som afslørede, at han faktisk synes det er en kæmpe ære at få
lov til at vie passagerer. Og så blinkede han til mig og hviskede ”du aner ikke, hvor kedeligt det er at være skibskaptajn”. Så helt uden humor er manden bestemt ikke!
Og det var så i bund og grund det. Brudeparret
skulle herefter have taget billeder diverse steder rundt på skibet, (jeg er spændt på at høre i aften, hvordan det gik for Laurie at holde sig på benene) og jeg skyndte mig ned på lavere dæk for at få maven
i ro. I løbet af aftenen og natten skulle vinden så løje noget af, men det synes jeg nu ikke, man mærker meget til. Så jeg holder mig til de lavere dæk igen i dag, det gør nu heller ikke noget, her er nok at tage
sig til. I dag skal jeg til klaverkoncert med pianisten Philip Fowke. Han har ofte spillet til promenadekoncert i London, og han er hvinende dygtig. Han spiller tema koncerter, og temaet i dag er månen, så jeg satser på både at få
hørt Beethovens måneskinssonate og Claire de Lune af Debussy. Næste gang skal jeg fortælle lidt mere om skibet Queen Elizabeth. Det svinger dog lidt, hvornår jeg kan komme på nettet, så indlæggene bliver lidt
sporadiske. God dag til jer derhjemme!
11. januar 2015
Godmorgen fra kaffebaren på Queen Elizabeth. Ja, jeg har fundet den! Jeg har betalt 38 dollars for den første kop, til gengæld har jeg
så også med det køb sikret mig, at det er gratis på resten af turen. Og jeg ved af erfaring, at DET er en god investering.
Man kan godt få gratis kaffe ombord. I mit hoved er det bare ikke kaffe, det er sådan noget
frysetørret stads, som smager syntetisk. Hvis man vil have rigtig kandekaffe, koster det.
Lidt om de sidste par dage. Turen fra Billund til London var… ja, mildest talt interessant! Jeg har aldrig været bange for at flyve,
og er det stadig ikke, men dén flyvetur går altså ikke over i historien som den sjoveste. Det var en lillebitte Dornier maskine med propeller, med plads til max 35 passagerer. Da først vi var i luften, var det egentlig ok, men landingen
gav mig samme følelse, som en bordtennisbold må have, hvis man kyler den i et badekar med badende børn! Jeg ved med sikkerhed, at min mås på et tidspunkt slap sædet, fordi flyet droppede et par meter. Desuden er landingsbanen
i London City Airport ikke særlig lang, så når man først lander, så stopper man altså! Jeg knaldede hånden i sæderyggen foran mig, for ikke at falde forover, da vi bremsede op, med det resultat, at jeg forstuvede
håndleddet. Det opdagede jeg først senere, lige dér var jeg bare glad for at være sikkert nede på jorden.
Jeg blev hentet i lufthavnen af en forudbestilt taxa, en indisk chauffør, som jeg havde en vældig
diskussion om reinkarnation med. Vi var bestemt ikke enige, til gengæld kørte han mig forbi Buckingham Palace, London Tower, Harrods, Naturhistorisk Museum, OL-stadion og meget andet på turen gennem London. Det var et hyggeligt gensyn, jeg
var der sidste sommer med Ann og Diana.
I Southampton landede jeg på det fedeste hotel, monster badekar og luksus seng, og jeg gik ud som et lys. Fik en skideballe næste morgen af Gert, for ikke at have frådset i bacon og pølser
til morgenmad, sorry Gert, men jeg synes altså English breakfast er vammelt.
Morgenen gik i høj grad med at forsøge at finde ud af, hvad stormen, som jeg jo selv mærkede på flyveturen, betød for afsejling fra Southampton.
Heldigvis var der rigtig mange passagerer på hotellet, så vi blev løbende informeret om tingenes tilstand. Problemet var, at skibet ikke kunne komme ind i havnen. Det sjove med krydstogtskibe er, at de er ikke særlig følsomme
for bølger ude på havet. Jeg har sejlet i orkaner og storme masser af gange, uden at mærke meget, men de er vindfølsomme tæt på land, fordi fladerne på skibet er så store, og indsejlingen til terminalen er
forholdsvis smal. Samtidig var Queen Mary kommet ind samme formiddag, hun er større end QE, og derfor mindre følsom for vind. Da det er samme terminal, og begge skibe jo også har passagerer med ind, kunne man potentielt set ende med ca.
8000 passagerer i samme terminal på samme tid. Et logistisk mareridt for alle.
Hvad gør man så? Jo, man lejer da et fodbold stadion! Så omkring middagstid blev vi transporteret til stadion tilhørende Southampton FC, hvor
vi tilbragte resten af dagen. Som i, virkelig, resten af dagen. Jeg kunne godt nævne flere af mine kollegaer, som ville synes, det i sig selv var en oplevelse, men jeg blev altså hurtig færdig med det. Grinede dog, da jeg fandt et handicaptoilet,
hvor der på døren stod ”for disabled supporters only”. Nu er det altså ikke længere nok at være kørestolsbruger, man skal sgu også være fan af Southampton FC!
QE lagde til klokken 15.30,
kl. 18 var skibet tømt, og jeg var ombord kl. 19.30. Man har altså håndteret 4000 passagerer med individuelle nøglekort samt ca. det dobbelte antal kufferter på 4 timer. Inklusiv rengøring af hele balladen. Alt andet
lige må man altså beundre deres sans for logistik. Og jeg synes faktisk, folk tog det rigtig pænt. Amerikanere hører ellers ikke til de mest tålmodige.
Alting blev forsinket pga. dette, så jeg var nødt til
at holde den gående til kl. 23, hvor der var muster. Muster er en obligatorisk sikkerhedsøvelse, som et skib skal gennemføre med alle passagerer inden afsejling. Der er ingen undskyldning, alle skal deltage. Det går i store træk
ud på, at skibet blæser alarm, 7 korte hyl og et langt, og så skal man møde på sin muster-station med sin redningsvest. Her får man de mest elementære sikkerhedsinformationer, og instruktion i påmontering af
bemeldte redningsvest. Det føles lidt tumpet så sent, når man har prøvet det mange gange før, men det er nødvendigt. Bagefter tumlede jeg i seng, så jeg opdagede faktisk ikke, at vi sejlede.
I dag kommer
dagen til at gå med at lære at finde rundt. Det her er det første skib, jeg har sejlet med i mange år, som ikke er et Princess skib, og plantegningen er lidt anderledes, selv om meget ligner noget, jeg har set før. Flere har
spurgt på facebook, om vi mærker vinden, og ja, det gør vi, men slet ikke i det omfang, man skulle tro. Et krydstogtskib ruller ikke, det vipper bare lidt. Det er dog en fornuftig disposition ikke at rende for meget rundt den første
dag, så kroppen lige vænner sig til bevægelserne.
Her til morgen fandt jeg et brev i min ”postkasse” udenpå kahytsdøren, som orienterede mig om, at alle passagerer på baggrund af gårsdagens ventetid
har fået 50 dollars sat ind på deres skibskonto, som kompensation. Så mit kaffekort er betalt med renter. Og håndleddet er allerede i bedring. Det bliver en god dag!