2 meget forskellige pools, en forsvundet sømand og en vild dominikaner 13. januar 2019
Jeg er klatret over kanten. Sidder i det lave vand som skyller op over
gulvet, skubber så fra, og glider med benene ud over selve poolens kant og ned i vandet. Gisper, det blæser lidt, og vandet gynger i poolen. Koldt!
Paulie lægger stokken fra sig, og scanner de mange liggestole, klokken er halv otte
om morgenen, så der er næsten tomt, bortset fra et par morgenfriske, der nyder morgenkaffen på balkon-dækket over os. Hun tager endelig en rask beslutning, rejser sig, vakler lidt, og jeg frygter et øjeblik, at hun vil ryge på
røven, men hun holder balancen. Hun rækker ud og når gelænderet, vender rundt, og går baglæns ned ad stigen i poolen på let stive ben. Jeg glider ind til kanten og holder fast i gelænderet, så jeg kan
støtte hende, hvis hun glider. Da vandet når hende til hofterne, drejer hun hovedet og kigger på mig med et lettere bidsk udtryk, og jeg siger, frit oversat: ”Det er faktisk ok, når man først er i, du skal bare give slip
og lade dig falde bagover”. Enhver der er vokset op ved Vesterhavet, ved at det er bedst bare at dykke ned i en fart, det forlænger bare pinslerne at gå langsomt i.
Hun hopper ikke på den, tager et skridt mere ned ad stigen,
nu når vandet hende til livet. Hun gisper højlydt, kigger igen på mig og siger så ud gennem tænderne, så tørt som kun englændere kan: ”oh you Bitch!!”
Jeg bryder ud i en skralderlatter så
voldsom, at jeg mister både vejret og grebet i stigen. Går under, kommer op igen hostende og spruttende. Simon, som står på kanten og følger slagets gang, ler mindst lige så højt som jeg, han blinker til mig og siger:
”Hun kommer aldrig til at tilgive dig for det her”. Paulie griner også selv, let forlegen over, at hun lige har kaldt mig en møgkælling. Men hun overgiver sig, lader sig falde baglæns, og indrømmer så modvilligt,
at det faktisk ER rart. Når man først er i. :o)) Vi svømmer en god halv time. Bagefter sidder vi på kanten og lader os tørre af solen, Simon har hentet kaffe, og velværet sitrer i kroppen. Her, nu bagefter, føles
det endnu bedre. Crown Princess har netop lagt til ved Grenada, og nu hvor vi er i læ, varmes hele kroppen både udefra og indefra. Vi enes om, at det her trods alt var en god idé, og at vi sikkert har godt af det. Så siden er vi hoppet
i hver morgen, og jeg får ikke nær så meget skældud, som ved den første svømmetur.
Grenada kan jeg ikke fortælle meget om, vi lagde til kaj den morgen ved siden af et monster af et krydstoftskib, ”Britannia”.
Og længere ude lå ”Norwegian”, fordi der kun var 2 kajpladser, så dens passagerer blev fragtet i land i tenders. Så igen: Alt for mange mennesker på alt for lidt plads, især fordi Grenada er en klippeø,
det går lodret opad allerede fra kajen, så jeg kunne ikke benytte mig af min sædvanlige metode og trille afsted på egen hånd. Jeg var i hvert fald ikke nået langt, for SÅ meget motion har jeg trods alt ikke brug for!
Og taxa var helt umulig at få. Derfor blev det kun til en kort tur, ind og finde gratis internet, downloade en ny bog og så ombord igen.
Dog havde jeg en enkelt oplevelse den dag, som var ny for mig. Inden vi sejler fra land, sker
det jævnligt, at en eller flere passagerer efterlyses over højtalerne, med navn og kahytsnummer. Ni ud af ti gange er det fordi, de er smuttet forbi den obligatoriske scanning af kahytskortet, når de er gået ombord, efter at have været
en tur i land. Eller at scanneren har svigtet. Når de efterlyses, beder pursers office altid om, at de ringer til et bestemt nummer via en af de telefoner, der forefindes i kahytterne eller i korridorerne ombord. Det KAN ske en gang imellem, at nogen
ikke er nået tilbage inden afgang, og skibet venter ikke, - hvis ikke man er tilbage inden det fastsatte tidspunkt, er det bare ærgerligt, og så må man opsøge nærmeste ambassade. Men denne gang faldt efterlysningen længe
EFTER afsejling, og det var ikke en passager, men en ansat, der manglede. Vedkommende var tilsyneladende ikke mødt på vagt. Det var langt, langt mere ubehageligt, især da han blev efterlyst igen og igen. Så er det jo, man begynder
at tænke, om gutten er hoppet over rælingen. Eller faldet. Og det sker altså ikke så sjældent, at folk på krydstogtskibe begår selvmord på denne (efter min mening) rædsomme måde. Jeg har aldrig oplevet
det, men jeg kender mange, som har.
Heldigvis, efter en god time, lød kaptajnens stemme over højtaleren, han undskyldte, hvis den efterlyste sømand havde givet årsag til bekymring, men han var nu fundet i god behold. Hvad
der præcis var sket, ved vi ikke, men jeg gætter på, at han er faldet i søvn et eller andet sted, og at man har foretaget det, der ombord kaldes en cabin-search. Her går man i fastsatte hold hele skibet igennem, fra kahyt til
kahyt, inklusive alle trappegange, redningsbåde osv., så man er helt sikker på, han ikke ligger et eller andet sted. Man bruger samme metode, hvis en passager pludselig er væk ude på havet, og familiemedlemmer efterlyser dem.
Og så: Dominica. Her fik jeg til gengæld en oplevelse ud over det sædvanlige. Jeg var ellers noget skeptisk, for ved første øjekast lignede Dominica igen en vulkan-ø, som tillige så noget hærget ud ved
første øjekast. Og vi lagde til ved en kaj, som bedst kan beskrives som en container havn. Byen lå flere kilometer derfra. Jeg var dog ikke klar til at give op på forhånd, for denne gang var vi trods alt det eneste skib. Så
jeg trillede ud af havneområdet, og ind på taxaholdepladsen, hvor horder af chauffører råbte og skreg tilbud om ”island-tours”, ”waterfall tours”, osv. Jeg er ikke så god til den dersens aggressive salgs-adfærd,
så jeg gik forbi de fleste, til jeg spottede en ældre herre, som stod stille og bare ventede. Ham gik jeg hen imod, og da han fik øje på mig, sagde han ”need a taxi Miss? I can take the wheelchair”. Jeg sagde ja tak, og
så startede den evindelige forhandling om pris. Jeg vidste fra skibets tur-program, at der var i hvert fald ét vandfald på øen, som jeg ville kunne komme tæt på, selv i kørestol, det hed ”The Emerald Pool”,
og jeg fik chaufføren handlet ned til 50 dollars for turen. Men så lovede han til gengæld også at tage en alternativ rute tilbage igen, så jeg fik set lidt mere af øen. Vi gav håndslag, og afsted det gik.
Det
fortrød jeg ikke. Det var på mange måder den mest mærkelige og underholdende udflugt, jeg til dato har oplevet.
Chaufføren hed Hayden. Han startede med at fortælle lidt om øen, den blev i halvfjerdserne ramt
af orkanen David, som simpelthen smadrede alt og dræbte næsten halvdelen af øens befolkning. I 2017 fik Dominica så besøg af orkanen Maria, og selv om den var knap så ødelæggende, var det tydeligt, at også
den havde gjort sit, derfor det let hærgede udseende. For selv om de fleste huse er af sten, har de bliktage, og på langt størstedelen af husene blev taget flået af under stormen.
Alt imens han fortalte, kørte han som
en galning op ad de små bjergveje, og jeg sad med hjertet i halsen det halve af tiden. Glem alt om rabatter og stålbarrierer i kanten af vejen, - den slags findes ikke. Og eftersom de kører i venstre side af vejen på Dominica, og også
sidder i den modsatte side af bilen og kører, havde jeg frit udsyn til de 20 centimeter asfalt mellem venstre fordæk og et frit fald ned ad en bjergside. Jeg spurgte lidt skræmt, hvor langt der var op til vandfaldet, og hvor lang tid, det
ville tage. Hayden trak på skuldrene og fortalte så, at vandfaldet lå 2000 fod over havoverfladen, og at det nok ville tage en god times tid at nå derop… Herefter holdt jeg op med at kigge ud over kanten…
Efter
et stykke tid blev det dog forholdsvis tydeligt, at manden havde god styr på det, i hvert fald indtil han helt uden varsel pludselig klappede bremserne, midt i historiefortællingen. Han sprang ud af bilen, biler både bagved og foran dyttede
vredt, men han var helt ligeglad. Han sprang ud i vejkanten og gav sig til at flå græs op ad jorden. Mit ansigt lige der må have været et studium i forbavselse. Så hoppede han ind bag rattet igen, stak græs-dusken op i fjæset
på mig og sagde med stor begejstring: ”Smell this!” med et kæmpesmil. Jeg turde ikke andet end at parere ordre, og så kunne jeg alligevel ikke lade være med at grine: ”Det er citrongræs”, sagde jeg, og
han klappede ad mig, som om jeg havde fundet et nyt grundstof.
Et kvarter efter dette, klappede han pludselig bremsen igen, hamrede hornet i bund, og flåede bilen i bakgear. Det samme gjorde en bil, der netop havde passeret os i modsat regning,
og da de to biler var på linje med nedrullede vinduer, fulgte en laaang snak de to chauffører imellem om nogle penge, den modkørende bil tilsyneladende skulle have med til Hayden fra en højere beliggende landsby. Midt på den
smalle bjergvej, uden at nogen trak ind til siden af den grund. Udvekslingen blev klaret, og så gik det derudad igen. Jeg kan ikke sige, hvor mange gange dette skete undervejs, men det var mange! Beskeder blev udvekslet, ting blev udvekslet, og et enkelt
sted standsede vi ved en mand, der stod foran et blikskur i vejkanten og stegte kylling på en kulgrill. Hayden bestilte frokost, og meddelte at han ville komme og hente det på nedturen. Jeg grinede i mit stille sind og tænkte, at her har
vi gået og troet, at det var McDonald’s, der opfandt drive-in. :o)
Da vi langt om længe nåede toppen og stedet hvor vandfaldet lå, takkede jeg min gud og skaber for, at jeg ikke længere har tendens til køresyge!
Vi klatrede ud af bilen, og så pegede Hayden ned ad en grusbelagt sti, som snoede sig nedad gennem regnskoven og sagde med et stort smil: ”det er dernede”. Stien gik noget nedad, ikke mere stejlt end jeg kunne styre det selv, hvis jeg kørte
på baghjul, men efter de første 100 meter blev jeg alligevel lidt betænkelig, for det er altså noget nemmere nedad, end opad. Jeg sagde til Hayden, at jeg måske nok ville få brug for lidt hjælp på vej opad igen,
men han trak bare på skuldrene og sagde ”jeg skal nok skubbe dig op igen”. Da vi var nået 200 meter længere, var jeg ikke længere i tvivl om, at det her var en dårlig idé, men omvendt kunne jeg ikke rigtig få
mig selv til at vende om, nu var vi der jo. Og Hayden blev bare ved med at sige ”ikke langt endnu” med et stort grin.
Lidt derefter mødte vi en platform af træ med et gelænder for, hvor udsynet var frit nok til, at jeg
kunne se selve vandfaldet og ned på poolen eller søen nedenunder. Og to ting slog mig samtidig: Jeg forstod, hvorfor det hedder Emerald pool, for det var grønt! Altså ikke bare regnskoven, men også vandet. Som i virkelig grønt!
Og så fint. Hayden fortalte mig, at det skyldes sulfitter i vandet, som i øvrigt er varmt. Lige som man ser det på Island. Poolen var fyldt med turister fra skibet, som badede og hoppede rundt på klipperne. Min anden tanke var, at
jeg ikke så meget som ville overveje at komme resten af vejen derned, for der var mindst lige så langt som den distance, vi allerede havde tilbagelagt, og desuden noget mere stejlt. Uanset den gode vilje, ville jeg aldrig i livet kunne komme op
igen. Nogle af jer har måske allerede set billedet, jeg har lagt på facebook, her kan I se, hvor langt ned der er, for billedet er taget på platformen.
Jeg sagde til Hayden, at jeg var fint tilfreds med at have set det, og at jeg ikke
behøvede komme længere ned. Han trak bare på skuldrene og sagde ”jeg kan bære dig på ryggen, hvis du vil helt ned”, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at han mente det. Men jeg var på den anden side heller
ikke i tvivl om, at det ville tage livet af manden. Faktisk var jeg allerede der i tvivl om, om vi ville kunne klare turen op igen uden assistance. Men den del af det, var næsten det sjoveste: For her overraskede Hayden mig endnu en gang. Se, når
man kører på grus i manuel kørestol, består udfordringen i at holde forhjulene fri af jorden, for de graver sig ned i gruset, og så står man bare på hovedet ud ad stolen. Det er absolut muligt at tippe stolen, når
man kører nedad, og stort set umuligt opad. Især fordi min stols ryg er så lav. Hvis man skal vippe stolen og samtidig skubbe den opad, er det en helt forfærdelig stilling for den, der skal skubbe. Troede jeg. For Hayden greb bare
fat i stolens ryg, vippede den bagover, og så løb han. Altså simpelthen løb med mig op ad bjerget, som om jeg var en sækkevogn!
Han nåede de første halvanden hundrede meter op ad bjergstien uden pause, og
så satte han stolen ned, og jeg tænkte, at det var da ligegodt satans, at han ikke var faldet død om! Men han slentrede bare hen til en bregne, plukkede et blad, kom tilbage og sagde ”jeg skal lige vise dig noget”. Og han lød
ikke engang forpustet. Så lagde han bladet på min arm, gav det et ordenligt klask, og pillede bladet af igen, og på min arm sad den fineste aftegning af et bregneblad. Han grinede højlydt og sagde ”fern-tattoo”! (fern=bregne)
Så greb han fat i stolen og løb igen. Og jeg lyver ikke: Vi nåede hurtigere op, end den tid det tog mig at trille derned! Jeg har aldrig nogensinde oplevet noget lignende. Jeg ved sgu ikke, hvad de hælder i kaffen på Dominica,
men manden var jo altså ikke femogtyve, men nok nærmere de tres. Jeg er stadig målløs over den teknik, han havde. Han havde i øvrigt fortalt mig på turen op, at vandet på Dominica har ry for at være særlig
foryngende, de har 22 mennesker på den lille ø, som er over hundrede år gamle. Så måske er det ikke noget, de hælder i kaffen, men bare vandet de bruger til at brygge den!
Turen ned ad bjerget var mindst lige så
spændende, dog var jeg her fuldstændig tryg ved kørslen. Jeg tænkte, at en mand der kan navigere en kørestol så sikkert, ikke har den store risiko for at køre galt. Vi stoppede og fik afhentet hans stegte kylling,
og på vejen ringede hans datter for at bede ham om penge til en eller anden skoleudflugt. Da han lagde røret på, sukkede han dybt og fortalte, at han havde de største problemer med at overbevise tøsen om, at det er fornuftigt
at færdiggøre skolen. Det talte vi lidt om, og jeg tænkte, at så stor forskel er der ikke, på det der fylder i hovedet på en mand på Dominica, og på en gennemsnitlig dansk far fra middelklassen. Vi standsede
flere gange på vejen ned også, for at udveksle flere ting og flere beskeder. Og det gik efterhånden op for mig, at det simpelthen er ”telegrafen” på Dominica. Alle kender alle, og man bruger hinanden som henholdsvis post,
bustransport og varelevering. Desuden var der også lige en sø, en bananplantage, og nogle mangotræer, han lige syntes, jeg skulle se. Og så et eller andet sted, hvor de har filmet en del af ”Pirates of the Carribbean”.
Da vi nåede tilbage på havnen, fik jeg det helt dårligt over, at jeg havde forhandlet så hårdt om prisen, inden vi tog afsted. Manden havde jo for hulen brugt størstedelen af en arbejdsdag på mig og løbet
mig op ad en bjergside. Så jeg lagde en klækkelig stak dollars oveni og formanede ham om at holde sine unger fast på skolebænken! Herefter sagde vi pænt farvel til hinanden og jeg må bare endnu engang konstatere, at man
møder de vildeste, rareste, forunderligste mennesker de mærkeligste steder i verden. Man kan være rig på penge, man kan være rig på oplevelser, og sikkert rig på andre ting, men hvis man kan være rig på
mennesker, så er jeg det. Og det uanset, om det er en engelsk pool-makker med dårligt knæ, med en fantastisk tør humor, en inkarneret Trump-modstander fra Californien, eller en dominikansk taxachauffør som elsker at vise sit
hjemland frem.
I dag har vi så endnu engang besøgt St. Thomas, den eneste ø, som var fælles for begge de to 10-dages ture, jeg snart er nået til enden på. Her gik jeg denne gang på powershopping efter den
daglige svømmetur. Vi er lige sejlet derfra, i aften er der formal night, og jeg har allerede besluttet at droppe det. Orker ikke flere mennesker og mere klæd-ud fest. I morgen er det Grand Turk, den sidste ø på listen i denne omgang,
så en enkelt havdag, og så lander vi i Fort Lauderdale. Her kommer jeg fortrinsvis til at tilbringe dagen i lufthavnen, da jeg først skal flyve onsdag aften og nat. Men Simon og Paulie skal med samme fly til London som jeg, så jeg
tænker, vi følges ad og underholder hinanden.
De sidste par dage vil jeg vride det bedste ud af og nyde, uden at samle på historier. Der skal vel også være lidt at fortælle hen over morgenkaffen på Kongsvang.
Så dette blev nok sidste blog i denne omgang, det har været en forrygende tur, som altid. Men jeg glæder mig også til at komme hjem, se de bedste mennesker, kramme mine dyr og sove i min egen seng. Og se håndbold!! Hidtil har
min søster Lis ”taget vagten” med stor succes, (hun ser håndbold i nattøj, også selv om hun sidder i selve håndbold hallen, og når hun gør det, så vinder vi) men jeg glæder mig nu alligevel
til at se med. Tak til jer, der fulgte turen og læste med. :o))
Elevator-etik og Hollandske kolonier
10. januar 2019
Tak for alle hilsner i gæstebogen, på facebook og mail. Det er så dejligt at høre lidt nyt hjemmefra. Vi er nu i gang med en ny omgang ø-hopperi, og denne gang er det ret massivt fordi
vi skal besøge 5 øer i træk, uden havdage imellem.
En af de ting, man skal holde sig for øje, når man sejler med krydstogtskibe, er at man sjældent er ret længe det samme sted. Som regel ankommer vi ved 8-tiden
om morgenen, og sejler igen ved 4- eller 5-tiden om eftermiddagen. I de fleste tilfælde er det fint nok, synes jeg, for man suger jo ind af oplevelser, mens man er i land. Men en gang imellem lægger vi til nogle steder, hvor jeg godt kunne ønske
mig, vi havde lidt mere tid. Den følelse havde jeg på Aruba i går, og har også haft den på Curacao i dag. For selv om der er RIGTIG varmt, nu vi er i det sydlige Caribien, ca. 25 mil fra Venezuela, og luftfugtigheden er så
høj, at både mine hænder og fødder hæver op, så er det altså de her øer, der emmer af det, man ser på farvelagte turistbrochurer med turkisblåt vand, hængekøjer og palmer.
På
Aruba valgte jeg for en gangs skyld at tage ud af byen, i dette tilfælde Oranjestad, og op til et lille ”sanctuary”, en grøn plet i landskabet, hvor man har etableret en sommerfugle farm. Hele området er overdækket med
net, og her avler de simpelthen sommerfugle i alskens størrelser og farver. Det er velsagtens ikke så meget anderledes end Randers Regnskov, men det var simpelthen så fint. Når sommerfugle klækkes, sker det i takt med at solen
stiger på himlen, og det tager nogle timer for deres vinger at tørre. På farmen hænger de kokonerne op i små åbne kasser, så man i løbet af formiddagen kan følge, hvordan de gnaver sig ud og bliver til.
De flyver frit i området, og lander gerne på ens hår og tøj, hvis man ellers har noget på i stærke farver. Og eftersom snart sagt alle vader rundt i farvestrålende caribiske sommerkjoler nu, var der alle muligheder
for bare at stå stille og lade dem lande, så man kunne se dem på nært hold.
Det gav desuden den ekstra bonus, at alle gæster bevægede sig meget forsigtigt og stille rundt, for ikke at forstyrre dem. Og jeg mærkede
pludselig, at jeg hver dag er omgivet af mennesker i massevis, musik og larm, så det var en hel lettelse at tilbringe et par timer i stilhed. Jeg fik mange fine billeder, som jeg dog har opgivet at smide op på bloggen for det tager såååå
lang tid!
Jeg mødte (som så ofte før) en enormt rar taxachauffør som kørte mig derop, og da han satte mig af, stak han mig sit kort, og sagde til mig, at jeg bare kunne få farmen til at ringe til ham, når
jeg ville tilbage igen. Det gjorde jeg, og så gav han mig en ekstra tur rundt i landskabet, - blandt andet langs med stranden hvor mange passagerer havde valgt at tilbringe dagen, Arubas strande er simpelthen legendariske. Og da øen ligger uden
for orkan bæltet, har de sjældent storme, der ødelægger vegetationen. Så der er masser af palmer. Dog ved jeg af erfaring, at sand og kørestole er en pænt dårlig kombination, så jeg vælger ikke
ret tit det udflugtsmål. Vi var også forbi et større naturområde, som til forveksling lignede jysk hede, med noget der mest af alt lignede lyng. Anna, jeg tænkte på dig her, du ville have elsket det, for på Aruba
gror kaktus vildt. Du kunne have fundet adskillige, der var tre gange så høje, som du! :o) Og sikkert også nogle små versioner, du kunne proppe i lommen. Her var også de lokale Divi-divi træer, som har den praktiske funktion,
at de fungerer som naturens kompas: De peger altid mod Sydvest. Det slog mig, at det er lidt som i Vendsyssel, - her ligger alle træer også hen ad jorden i den samme retning... :o)) Chaufføren fortalte mig i øvrigt også, at
der er regntid lige nu, de får ca. 4 mm. om året..
Tilbage i byen gik jeg en tur på ”the strip”, det er en strandpromenade med butikker til den ene side og lystbådehavn på den anden, og her så jeg grunden
til, at Aruba ofte beskrives som ”Holland møder Disney”. Bygningerne er som taget ud af Disney World med snirkler og bløde buer, holdt i pastelfarver, lyserød, turkis og blåt. På Aruba taler de en lokal dialekt,
Papiamento, som er en herlig blanding af hollandsk, fransk, engelsk og portugisisk. Så overalt kunne jeg høre det let syngende sprog, med et par forståelige ord hist og her. Langs med promenaden var der gammeldags smedejerns lygtepæle,
med kupler i toppen. Efterhånden som solen gik ned, (og det gør den altså fra omkring klokken halv fem) blev det simpelthen så hyggeligt der, med folk som sad og spiste ved udendørs restauranter, lyset fra lamperne, og turkisblåt
vand. Det var en af de havne, hvor vi blev lidt længere, end vanligt, så da vi sejlede derfra i mørket, stod folk under de fine lygter på havnen og vinkede farvel til os. Aruba hører uden tvivl til på listen over favorit-øer
efter min mening. Jeg var gerne blevet hængende et par dage mere.
I dag har vi så været på Curacao, her er til gengæld ikke så meget at fortælle, jeg har været her før, og vi var her ikke ret længe.
Det skyldes, at turen herfra og til Grenada er temmelig lang, så vi sejlede fra Curacao allerede klokken halv to om eftermiddagen. Dog er det også en af mine favoritsteder i Caribien, igen meget hollandsk, og enormt hyggelig. Og så har øen
den fordel, at de har ordentlig vejbelægning, så jeg har nemmere ved at trille rundt. Der er cykelsti/gangsti med asfalt hele vejen rundt om øen, lidt som på Mallorca. Curacao er ikke nogen stor ø, så alting er inden for
gåafstand. Her fik jeg blandt andet købt noget anstændig hårshampoo, mit hår bliver noget hærget af solen, og vandet ombord er desuden hårdt vand, så i sidste uge fik jeg det halve af det klippet af i skibets
salon, (jep, selvfølgelig er der sådan én ombord) og frisøren sagde til mig, at det ville være fornuftigt at købe noget med aloe vera, og det er helt klart en stor ting i Caribien, og derfor også billigt.
På
vejen tilbage til skibet mødte jeg Paulie og Simon, et par fra England, som jeg har snakket en del med siden de gik ombord i Fort Lauderdale for tre dage siden. Paulie går med stok, hun har ødelagt sit knæ, og de sidste par øer
har ikke ligefrem gjort underværker for bevægeligheden, så hun og jeg gav hinanden håndslag på, at i morgen tidlig står vi op inden soldækket bliver fyldt med mennesker og så skal vi i poolen! Der tilbringer
jeg ikke megen tid, dels er det lidt bøvlet, og jeg kan ikke lide at 200 mennesker glor på mig, mens jeg kravler i, og dels er de fleste passagerer ombord altså nogle svin, for at være helt ærlig. Der er brusere ved siden af
alle tre pools ombord, alligevel er det de færreste, der faktisk vasker sig, inden de hopper i. Det bliver en anelse vammelt op ad dagen, synes jeg. Også selv om de renser og filtrerer, og tager vandprøver hele tiden. Men vandet bliver som
regel skiftet om natten, så nu har vi altså aftalt, at i morgen tidlig skal det være! Jeg tænker, at det vel også kan være en god ting at få lidt motion, med alt det vi æder!
Her på anden halvdel
er der langt flere briter ombord, og derfor snakker vi en del Brexit, (som får de fleste Englændere til at sukke dybt og rulle med øjnene, jeg har ikke mødt en eneste, der faktisk er for Brexit) og også en del snak om Trump.
Et paradoks, i øvrigt, nu der er færre amerikanere, men som jeg har nævnt i en tidligere blog, taler amerikanerne ikke ret gerne om politik på samme åbenlyse facon, som vi gør. De bliver alt for hurtigt uvenner, derfor
vælger de at lade være.
Jeg bemærkede på første halvdel af turen, at Trump egentlig havde lidt samme status som Voldemort i Harry Potter-bøgerne. ”Den unævnelige”. Hvis nogen endelig nævnte
hans navn, var det med lav stemmeføring, og nærmest hviskende. Ikke engang tilhængerne indrømmer ret gerne, at de stemte på ham. Og jeg har mødt mange republikanere, som, hvis de indrømmer at de faktisk satte deres
stemme på ham, samtidig skynder sig at sige, at de følte sig tvunget til at gøre det, fordi de følte en stemme på Hillary ville være endnu værre. Altså et fravalg, frem for et egentlig tilvalg. Jeg har dog
i et enkelt tilfælde oplevet at havne ved et middagsbord sammen med et ældre par fra Wisconsin. Manden spurgte mig, hvad danskerne mon syntes om Trump? Igen med lav stemmeføring, ganske stille. Jeg ville ikke lyve, men det skulle også
nødig blive alt for pinligt, så jeg ledte ret desperat efter et diplomatisk svar på det spørgsmål, og så endte jeg med at sige, at jeg jo ikke kunne svare på vegne af den samlede danske befolkning, men at det var
mit indtryk, at mange danskere var noget forundrede og hovedrystende over valget af ham, da vi nok ikke helt opfatter ham som en egentlig politiker… Det svar faldt sgu ikke i særlig god jord, kunne jeg godt mærke, han så i hvert fald
ud som om, han lige der holdt op med at synes, at danskere er søde, rare, og H.C. Andersen-nuttede. Til gengæld sad der en stor, afroamerikansk gut på den anden side af bordet og fnisede åbenlyst ned i servietten. :o) Jaja, ”you
can’t win them all”, som man siger.
Til slut skal jeg lige fortælle lidt om elevator-etik. Jeg har egentlig før tænkt, at jeg ville skrive lidt om det, men manglet et ord for det, og det dukkede så op i mit hoved
i dag: Elevator-etik. Det er en speciel ting, som åbenbart er både en amerikansk ting og en engelsk ting. De to nationaliteter har et lille sæt af mere eller mindre uskrevne regler, når det gælder færdsel i elevatorer ombord
på skibet:
Regel nummer 1: Når en elevator stopper på en etage og dørene åbnes, så venter man med at gå ind, før alle de, der vil af, er stået af. Og gud nåde og trøste den, som overskrider
denne regel!
Regel nummer 2: Hvis en fyldt elevator stopper ved en etage, og en kørestolsbruger eller gangbesværet venter på at stige på, så skrider man ud af elevatoren og tager trappen resten af vejen! Denne regel håndhæves
så intenst, at jeg har set besætningsmedlemmer bede passagerer om at stå af elevatoren, hvis en gangbesværet venter på at komme med.
Regel nummer 3: Hvis en stakkels synder overtræder begge de ovenstående regler
på samme tid, så falder der edderhug’me brænde ned! Jeg oplevede den anden dag et barn, der stod og ventede på en elevator sammen med sine forældre på samme etage som jeg. Da elevatoren kom, sprang han ind i den, uden
at vente på at andre stod af, OG uden at træde tilbage for undertegnede i kørestol. Og så brød helvede løs! Han fik en skideballe af den anden verden, af både de, der var i elevatoren i forvejen samt sine forældre.
”Mind your manners!!” råbte de, ”you wait for others to get off!” Jeg fik helt ondt af ungen, som i ren skam krøb sammen og gemte sig i hjørnet af elevatoren, så jeg fangede hans blik i spejlet derinde, blinkede
til ham og sagde ”It’s cool, kiddo, no harm done”. Og en co-passager var der med det samme og udbrød ”It’s certainly not cool, he should learn to behave!” Herefter klappede jeg i og lod knægten være i
fred, ingen grund til at vade mere i det. Men det ER altså noget, de tager meget alvorligt.
Sjovt nok er regelsættet ikke helt på samme måde trådt i kraft hos russere og asiater. De er cirka lige så
ligeglade, som hvis det havde været elevatoren i Magasin. :o)) Og jeg spekulerede tilligemed lidt på, hvordan danske forældre mon ville reagere, hvis vildtfremmede mennesker gav sig til at skælde ud på deres børn på
den måde. Jeg tror næppe, det var faldet i god jord. Personligt mener jeg nu ikke, jeg tager større skade af at vente på en elevator, end alle andre. Det er lidt den samme mentalitet, jeg ser i kaffebaren om morgenen. Den daglige leder
der hedder Carmen. Hver morgen stiller jeg mig i kø for at få min morgenkaffe, og hver morgen spotter hun mig og skråler ”I got you darling!” Hvorefter hun lader kø være kø, hælder min kaffe op og forlader
disken for at give mig den i hånden. Og tilsyneladende synes alle i køen det er helt på sin plads. Men selv efter mange af den slags oplevelser, både på sejlture og andre rejser, synes jeg det er underligt og lidt uvant. Dog
har de nu efterhånden i buffeten på øverste etage vænnet sig til, at jeg sætter stor pris på at bære min egen tallerken! Og jeg har da heller ikke tabt maden endnu! :o)
Runde to er i gang,
og et par ofte stillede spørgsmål. 7. januar 2019
Man kan da heller ikke
lade Danmark være alene i 5 minutter, uden der bliver ballade! Nyheden om togulykken var plastret ud over BBC’s nyhedsflade, og flere har spurgt til det, da de ved jeg er dansk. Der holdes øje med lille Danmark, ude i verden. Sidst jeg var
afsted var det nu noget sjovere, for da var det Susanne Biers Oscar, der fyldte sendefladen.
Vi har nu gennemført første halvdel af turen, og har rundet Fort Lauderdale i Florida igen. Ifølge skibets log har vi tilbagelagt 2596
sømil på første halvdel, altså 4807 km. Rundt regnet 80 procent af passagererne er skiftet ud med nye, der i dag på den første havdag forsøger at lære at finde rundt på skibet. Selve ”skiftedagen”
i Fort Lauderdale var i sig selv en underholdende oplevelse. Når man som jeg tager en dobbelt tur, det der på krydstogt-sprog hedder ”back-to-back”, så er man i princippet stadig passager, men den dag, skiftet foregår, er
man i ”transit”. Og så skal man af en eller anden grund, lige som alle andre passagerer forlade skibet. Man beholder i langt de fleste tilfælde sin kahyt, og behøver altså ikke pakke ned, men man skal lige ind og runde
US Customs, altså grænsevagt og told. Man har herefter to muligheder: Enten kan man tage på tur, som i alle andre havne, eller man kan gå igennem Customs, og så gå tilbage til skibet.
Jeg valgte det sidste, dels fordi
jeg jo tilbragte to dage i Fort Lauderdale, inden vi sejlede, og dels fordi da vi lagde til kaj, og jeg drak morgenkaffe på dækket, kunne jeg rundt om os tælle intet mindre end 8 krydstogtskibe!! Og nu er havnen i Fort Lauderdale godt nok
stor, det er ikke uden grund, de kalder det ”Cruise terminal of the world”, men det betyder altså stadigvæk rigtig mange mennesker, og rigtig meget bagage, der skal fragtes til og fra. Hvert skib skal jo have passagerer af, og nye passagerer
på. Så det er dobbelt op for hvert eneste skib. Det kaos havde jeg ingen lyst til at komme ud i.
Desuden er det simpelthen så skægt det der med transit! Der sker nemlig det, at man samler de passagerer, der sejler back-to-back
i en af restauranterne først på formiddagen, og så går man igennem tolden i samlet flok. Jeg gætter på, vi var ca. 50. Vi gik over broen til en ankomsthal, midt i hallen stod en enkelt tolder, (resten af dem strejker vist
stadig) hun kastede et enkelt blik på vores pas, og så gik vi over broen ombord igen. Se, her kunne man jo godt indvende, at det måske havde været mere logisk at placere tolderen PÅ skibet, i stedet for at jage halvtreds passagerer
i land… :o)) Men jeg tror altså, der er noget med, at skibet skal være helt tømt for passagerer, så man er sikker på, alt bliver ”nulstillet”. Det er den eneste forklaring, jeg kan komme på, der giver
mening. Men det virker ærlig talt lidt tosset.
Det fede ved så at komme ombord igen er, at skibet er tomt. Som i HELT tomt, for alt andet end besætningsmedlemmer, der har til opgave at gøre rent alle steder. Det betyder, at
de skruer op for musikken, slipper hæmningerne lidt og danser rundt med pudseklude og støvsugere, mens de synger højlydt. Jeg gik op på pool dækket sammen med en anden transit passager, Lynn fra Skotland, som jeg har talt med
et par gange, og lige dér var vi kun os to deroppe, på et område der de sidste 10 dage har været ét stort kludetæppe af strandstole, badehåndklæder, larmende unger og solbadende forældre. Lynn fnisede
lidt for sig selv og sagde så til mig: ”kan vi ikke bare sejle nu?” Vi følte os begge to lidt som Palle alene i verden på den gode måde, og de næste par timer var det simpelthen bare hyggeligt at være der. Ingen
kø nogen steder, masser af plads, og frit valg mellem 200 strandstole! Desuden bliver besætningsmedlemmerne ofte virkelig glade, når de opdager, at man tager en tur mere, og det kan jeg på sin vis godt forstå: De skal jo også
lære nye passagerer at kende forfra for hver tur, så det må være rart at se kendte ansigter. Det gav en masse knus og en masse ”Evaaaa, you’re still here!” i løbet af dagen.
Den nye flok af passagerer
er helt som ventet en ganske anden type. Langt flere pensionister, dog også en del yngre singler eller par, men langt færre børn og familier. Flest englændere, amerikanere og canadiere, næsten ingen russere. Allerede nu mærker
jeg en anden og efter min mening rarere dynamik, som nok mest handler om en anden åbenhed, lyst til at snakke og mere ro. Og det er vel ikke så mærkeligt, man er lidt mere tilgængelig, når man ikke har 2-3 børn, der er
speedet på underholdning, sol og sukker, man konstant skal holde øje med eller aktivere.
Vi har nu to havdage inden næste ø på listen, så jeg tænkte, jeg ville svare på nogle af de spørgsmål,
folk stiller omkring det med krydstogter. Både derhjemme, men også ombord og ofte som respons på de her fortællinger fra havet, - der må være en del for mig ukendte læsere på bloggen, for jeg får til tider
mail eller facebook-beskeder fra folk som spørger om forskellige ting. Og jeg får som regel også en del spørgsmål, når jeg ind imellem holder foredrag om mine rejser.
Nummer et på hitlisten er ”hvorfor
lige krydstogter?” og det korte svar på det spørgsmål er vel ”Fordi jeg kan”. Det lyder måske forsimplet, men der er altså en vis sandhed i det. Et mere korrekt svar ville måske være ”fordi
jeg kan alene”. Og det skal ikke lyde som om det er et kardinalpunkt for mig at være alene, men det er trods alt de færreste ferieformer, man som kørestolsbruger kan benytte uden en eller anden form for praktisk hjælp. Jeg får
en hel del hjælp i hverdagen derhjemme, med alle de praktiske gøremål, som ellers ville slide min krop i stykker på relativt kort tid, fordi jeg bruger arme, skuldre og hænder til det hele. Madlavning, rengøring, tøjvask,
indkøb, slæbe og bære tasker, you name it. Og jeg er inderligt taknemmelig for, at jeg lever i et samfund, hvor man kan få den hjælp. Og så har jeg ubetinget verdens bedste, rareste, mest stabile og mest fleksible hjælpere.
Men der ligger en enorm frihed i bare en gang imellem at være fri for det. Og det finurlige ved krydstogter er jo, at størstedelen af den hjælp, jeg modtager derhjemme, er en del af pakken, når man køber et krydstogt. For det
første fordi tilgængelighed ombord bare er en helt given ting, tilgængelighed er en ret. Alle døre er automatiske, den eneste dør jeg åbner manuelt på et skib, er døren til min kahyt. En kahyt som i øvrigt
bliver endevendt og rengjort to gange dagligt, håndklæderne bliver skiftet, sengen redt, tøjet lagt sammen, og sengelinned skiftet en gang om ugen. Det eneste, jeg selv skal sørge for der, er tøjvask, og selv det kan jeg betale
mig fra, hvis jeg vil.
Maden bliver lavet og serveret, faktisk er det til tider en udfordring at få lov til selv at fylde min tallerken i buffeten om morgenen eller til frokost, der står altid nogen på spring til at hjælpe. Og
så er der den kæmpe fordel, at jeg ikke på noget tidspunkt er tvunget til at slæbe min bagage. Fra det øjeblik Ann løftede min kuffert op på transportbåndet i Kastrup lufthavn, og til jeg var ombord på
skibet, flyttede jeg ikke på den en eneste gang. Ikke engang selv om jeg opholdt mig et par dage på hotel i Fort Lauderdale. Dem som hjælper mig ud af flyet i USA, hjælper mig med at få kufferten af bagagebåndet, og afleverer
den i hænderne på den taxachauffør, som kører mig til hotellet. Chaufføren afleverer den i hænderne på personalet der, som transporterer den til hotelværelset. Og samme procedure, når jeg fragtes fra
hotel til skib. Når først bagagen er der, skal den jo ikke flyttes igen, før jeg skal hjem. Og der vil ske det samme, blot i modsat rækkefølge. Så i store træk giver krydstogtet som rejseform nogle muligheder, som
jeg ikke kan forestille mig, jeg ellers ville have.
Hvis man nu har behov for mere hjælp til personlig pleje, end jeg har, f.eks. hvis man skal bruge lift for at komme i bad eller på toilet, så har man givetvis stadig brug for at have
en hjælper med. Men jeg vil stadig mene, krydstogter er mulige, for badeværelset i min kahyt er større, end mit eget derhjemme, og hvis man kan klare sig med en gulvlift, kan den lejes og leveres ombord. Jeg har set i hvert fald tre i el-kørestol
på denne tur. Og jeg ser lejede mikro crossere, kørestole, og andet grej hele tiden.
”Er krydstogter ikke svinedyre?” er et andet spørgsmål, jeg ofte får. Og jo, det er de. Det er det også at tage på
skiferie. Men en 20 dages tur som denne koster i omegnen af 40.000 inklusive flybilletter og diverse skatter. Men det man skal huske er, at for det første betaler jeg dobbelt, fordi man betaler pr. kahyt, og det selskab jeg rejser med, har ingen single-kahytter,
endnu. Jeg har set andre selskaber lige så stille er begyndt på det, så det kommer måske en dag. For det andet er al mad, underholdning, drikkepenge, drikkevarer (dog ikke sodavand og alkohol) betalt på forhånd. Man kan
godt købe en drikkevare-pakke ombord, jeg tror det koster 60 dollars, og så har man sodavand ad libitum, men jeg drikker ikke ret meget sodavand. Til gengæld plejer jeg at købe et kaffekort til 35 dollars til skibets kaffebar, for
det giver fri kaffe/te og her laver de RIGTIG kaffe. Almindelig instant-frysetørret møgkaffe er gratis, men for mig er det sgu ikke kaffe! :o)
Så i bund og grund bruger jeg ikke ret mange penge, mens jeg er afsted. Lidt til ture,
en drink i ny og næ, og lidt til gaver, souvenirs og så’n. Men selv drinks ombord er ikke dyre, en strawberry daiquiri koster f.eks. ca. 40 kroner, og det er vel ikke stort anderledes end på en dansk bar. Jeg har også nævnt
internet, som ER dyrt og tillige langsomt, men her er det, loyalitetsprogrammet kommer i spil. Når man som jeg har sejlet x-antal gange med det samme selskab, stiger man i ”graderne”, så at sige, og får nogle fordele ombord. I
mit tilfælde gav det 250 minutters fri internet, og til min store fornøjelse har jeg konstateret at jeg har fået 250 minutter mere her på anden halvdel, sandsynligvis fordi det tæller som et nyt krydstogt.
Så hvis
jeg sammenholder priserne med de mange fantastiske oplevelser, venskaber, eventyr og steder, det har givet, så synes jeg, det har været hver en krone værd. Jeg har besøgt over 35 lande på 5 kontinenter, set steder jeg aldrig
i livet ellers ville have haft mulighed for at besøge, og mødt mennesker fra alle mulige steder på kloden. Nogle af dem har jeg holdt fast i, jeg har besøgt dem og omvendt, og andre ser jeg sikkert aldrig igen. Men et glimrende eksempel
er, at jeg på første halvdel af denne tur mødte en lærer, Denise fra Florida, som arbejder med specialbørn og hendes kæreste Carl, som er fra den dominikanske republik. Ud over, at hun og jeg har tilbragt mange sjove
timer sammen med at diskutere pædagogik og politik, har hun nu, efter hun forlod skibet i Fort Lauderdale, sendt mig en e-mail og tilbudt, at hvis jeg har lyst, kan hun sørge for, at jeg bliver hentet af nogen af Carls fætre og kusiner,
når vi når Dominica, og så kan de køre mig en tur rundt på øen helt privat. Se, den slags tilbud og de oplevelser, det kan give, er jo helt uvurderlige. Jeg har ingen anelse om, hvordan den forrige sofa jeg købte,
så ud, men jeg husker helt præcist, hvordan farvespillet er i regnskoven på Moorea i Polynesien, og hvordan der dufter af salt og tang, når man dykker på St. Thomas. Så hvor banalt det end må lyde, sparer jeg op til
næste tur, frem for at købe ting, jeg alligevel ender med at skifte ud.
Og så lige et ps: Ann, tak for håndboldresultaterne, det eneste sport de viser her, er NFL, og selv om jeg ved gud har forsøgt, fatter jeg bare ikke
football! Og jeg er helt klar på, at vi tager på tur, når jeg bliver 50 og du 65! :o)
Om børn og uopdragne aber. (uden sammenligning i øvrigt…)
4. januar 2019
Efter de 2 sidste øer på listen vugger vi nu stille og roligt tilbage nordpå mod Fort Lauderdale. Barbados i forgårs var
ikke noget større hit, synes jeg, - dels har jeg været der før, og dels skete der det, der ofte vil ske på denne tid af året, når man sejler i Caribien: Tre krydstogtskibe lagde til kaj på nøjagtig samme tid.
Det lyder måske ikke af meget, men da de alle tre var cirka lige store, betyder det jo altså godt 9000 passagerer, som vælter i land samtidig. Plus et udefineret antal besætningsmedlemmer, der har et par timer fri. Det er indlysende
en voldsom belastning for en lille ø, og derfor var det ét kaos på havnen. Som så mange andre steder er der her et ”port market”, altså en større bygning med diverse turistfælder, med præcis de
samme varer, som vi har set på de sidste tre øer. Og igen: Gid fanden havde olietrommer! På bagsiden af bygningen er der som regel en større plads, hvor de arrangerede ture fra skibene starter, og så er det her, de lokale taxa
chauffører forsøger at kapre kunder til diverse ture rundt på øen. Disse pladser ledes og dirigeres af ”dispatchers”, som råber tilbud om destinationer til folk, og derefter fordeler dem ud til taxaerne. Der er
altså en kakofoni af stemmer som råber ”beach tour”, ”swim with the turtles” osv. Det lyder som en bedre fiskeauktion i Hirtshals.
Alt det her med delfiner og skildpadder har jeg prøvet, og strandsand og kørestole
er en sjældent set dårlig kombination, så det var den dag, jeg valgte at trille en kort tur på molen, drikke ananas juice på en havneklippe tæt ved vandet, og så trille ombord igen. Til gengæld var skibet næsten
tomt den dag, og der er altså noget helt særligt ved at være ombord, når tre fjerdedele af passagererne har forladt skuden. De, som er tilbage, er de mere erfarne ”cruisere”, som sikkert har det lige som jeg, og som nyder
stilheden og roen ombord. Det giver altid anledning til mange gode snakke med spændende mennesker, det skal jeg vende tilbage til i en senere blog.
St. Kitts i går var til gengæld en ganske anden oplevelse. Øen minder mere om
Polynesien, end om Caribien, her er regnskov, sukkerørsplantager, gennemført eksotisk. Samtidig er øen stadig forholdsvis ”uberørt”, så er man interesseret i arkitektur fra kolonitiden, er den bestemt værd
at besøge.
Hele midtbyen er ét stort marked med langt større variation end tidligere set på turen. Men det første der skete, var at jeg fik en ordentlig forskrækkelse, da jeg trillede hen over byens midterste
torv. På mange af de her øer, er vejbelægningen jo ikke ligefrem af dansk standard med glat asfalt, men derimod tilhuggede klippestykker, som ikke er lige jævnt alle steder. Jeg har derfor fået for vane at kigge nedad, når
jeg kører, så jeg er opmærksom på kanter og ujævnheder, og ikke står på hovedet ud af stolen alt for tit. Jeg var derfor ikke særlig fokuseret på folk, der gik forbi mig, og pludselig mærkede jeg
et eller andet komme flyvende ind fra højre og lande på min skulder. Jeg fór sammen, kiggede op, og foran mig stod en ung, mørklødet gut med rastafletninger og overraskelsen malet i ansigtet. På hans skulder sad en miniature
version af en Pippi-abe, og der havde tydeligvis været to, for den anden sad nu på MIN skulder og klamrede sig til min hestehale! Heldigvis var jeg langt væk i mine egne tanker, så jeg frøs bare på stedet og stod helt stille.
Normalvis ville jeg ellers mene, at min instinktive reaktion på forskrækkelsen ville være at gribe fat om kræet og kyle den ad helvede til, og det havde da næsten været synd. Den var vitterligt ikke større end
min hånd. Gutten var tydeligvis helt i chok for han udbrød ”I’m so, so sorry, that has never ever happened before”, og så videre, mens han desperat forsøgte at frigøre dyret fra min skulder og mit hår.
Jeg ser tit denne form for turistfælde på øerne, - de lokale lokker turisterne til at betale for at stå med en abe, papegøje, eller sommetider leguaner på skulderen, mens de får taget billeder. Jeg plejer at holde
mig langt væk fra det, især når det er aber, for jeg mener ikke, aber bør holdes som kæledyr. Og de skal da slet ikke bruges til at underholde turister. Men ret beset plejer de lokale altså også at spørge først!
Men ham her var tydeligvis lige så overrasket som jeg. Og aben var bestemt ikke til sinds at give slip, den klamrede sig til mig med alt, hvad den havde. Det lykkedes dog den unge mand at lokke kræet tilbage på rette plads med det ældste
trick i bogen, nemlig mad. Så faldt vi lidt i snak om, hvad det mon skyldtes, om det var min højde, eller håret. Han hældte mest til, at det var mit lyse hår, eller selve hestehalen, jeg har dog en hemmelig teori om, at der er
mere Pippi i mig, end godt er! Den teori holdt jeg dog for mig selv, jeg ved af erfaring, at de færreste uden for Skandinavien nogensinde har hørt om Pippi Langstrømpe. :o)) Han var lutter beklagelser og tydeligt pinligt berørt,
men slappede dog efterhånden mere af, da jeg signalerede at der jo ikke var sket nogen større skade på hverken mig, eller det lille asen! :o)
Herefter prajede jeg en taxa og kørte en tur op til et fæstningsværk
på St. Kitts, som hedder Brimstone Hills. Det er på Unesco’s verdensarvsliste, og et af de steder, jeg på forhånd havde bestemt, jeg ville se. Egentlig var det ikke så meget anderledes end så mange andre fæstningsværker
i Europa med lave stenmure og kanoner, men der var en fantastisk udsigt. Det er mit indtryk, at amerikanerne er helt kulrede med alt, hvad der er gammelt, måske fordi de jo i bund og grund er en nation af indvandrere. Jeg kan huske, at et af Johns mest
populære og velbesøgte foredrag ombord, dybest set var en gennemgang af de europæiske kongefamilier. Og jeg har ofte oplevet, at medpassagerer fra USA påstår, at de kan spore deres forfædre tilbage til enten den danske,
svenske, eller norske kongefamilie. Det er faktisk forekommet så ofte, at hvis bare halvdelen af historierne var sande, så har der ubetinget været nogle konger i fordums tider, som har haft mere travlt mellem lagenerne, end jeg ville have
spået det menneskeligt muligt!
I dag er formiddagen ombord gået med børnebal. Det har jeg ikke oplevet før, eftersom jeg sjældent har oplevet ret mange børn på de ture, jeg har sejlet. Og ret beset var det
lidt som at se Cirkus Summarum rykke ind i kaffebaren, med ansigtsmaling, ballondyr og en enkelt bamse-maskot, som dog her hedder Stanley og ikke Bamse. Besætningen gør generelt alt, hvad muligt er for at forkæle børnene ombord. Mange
af dem ser ikke deres egne børn i måneder ad gangen. Et eksempel på dette er, at jeg for et par dage siden spiste middag med en mor fra Chicago, som har sin tre-årige datter Cassandra med, samt barnets bedsteforældre. Da forretten
blev serveret, kom tjeneren med en fint arrangeret lille forretstallerken med sirligt udskåret frugt, jordbær, melon og druer, serveret med samme alvor som havde det været foie gras! Og moderen fortalte, at Cassandra får denne ”forret”
hver aften.
Mange af børnene tilbringer det meste af dagen i ”børneklubben”, som hver dag arrangerer alskens aktiviteter og lege for børn, og forældrene får ved aflevering af barnet en ”pager”
med i lommen, altså en lille elektronisk dims som på en restaurant, som summer og snurrer, hvis personalet i børneklubben skal have fat på forældrene. Det er lavet på denne måde, fordi vi ikke altid har mobilsignal
på havet, så man kan ikke være sikker på, man lige kan ringe til mor og far. Det er mit indtryk, at børnene generelt elsker at være i børneklubben, og egentlig er det vel ikke så underligt, at jeg kommer til
at tænke på Cirkus Summarum og/eller Muskelsvindfondens muskelterer på weekendkurser. Parallellen er nærliggende.
Der er mindst én dansk familie ombord, de har to små piger med, hvoraf den ældste er 6 år.
Hun taler ikke meget engelsk endnu, men jeg lærte hende en dag at gå hen til tjenerne i kaffebaren og sige ”cookies please!” og de reagerer prompte: Hun får omgående udleveret en serviet med en cookie i. Så det gør
hun jævnligt nu! Barnets mor er selvsagt ikke svært imponeret over min ”undervisning”… Men barnet er til gengæld begejstret! :o))
I næste blog skal jeg se, om jeg kan nå frem til at fortælle lidt
om de mennesker, jeg har mødt ombord, og så skal jeg have svaret på nogle af de spørgsmål, jeg får pr. mail eller via facebook, mens jeg sejler. I aften har vi formal night nummer 2 på denne første halvdel
af turen, og jeg debatterer stadig med mig selv, om jeg gider, eller om det er i dag jeg skal spise i buffeten på øverste dæk med min nyfundne roman iført t-shirt og joggingbukser. Der er mange former for luksus, - for mig er luksus
at kunne tilbringe flere timer med en bog, man er opslugt af, uden at skulle bekymre sig om andet, end hvorvidt man orker at æde mere, mens man læser!
Pirater, Prinsesser og et
brag af en nytårsfest! 1. januar 2019
Jeg må hellere starte med nytårsfesten, så kan jeg bagefter fortælle om de seneste to Caribiske øer på besøgslisten.
Altså.. Jamen herre du milde… Egentlig startede det hersens nytårsshow ikke særlig heldigt. Jeg har før nævnt, at jeg ikke er så optaget af det der med at hoppe i lang kjole, men jeg gør det, når
der er udsigt til hummer! John, Alecia og jeg havde for længst aftalt at spise sammen denne aften, og vi mødtes i baren kl. halv syv, og allerede her fornemmede vi, at der var regulært kaos i begge restauranter. Jeg fandt aldrig helt ud
af, hvad det egentlig handlede om, - underbemanding, at de var bagud fra start, - eller hvad det var for noget, men faktum var, at samtlige tjenere styrtede rundt som forvildede høns. Vi kom ikke til bords før halv otte, og kort derefter fik
Alecia et kraftigt migræneanfald og forlod bordet. Godt det samme, for der gik en time mere, før vi fik noget at spise. Derefter yderligere 3 kvarter, inden hovedretten kom på bordet. Og der var ganske vist hummer, men de havde placeret
møgdyret oven på en hummer-risotto, som klart var kogt for lidt. Overkogt risotto er ikke godt, underkogt er værre! Og selve stemningen var simpelthen kaotisk og hektisk, så det var heller ikke nemt at føre en normal samtale
med dem, vi delte bord med. Det blev så heller ikke bedre af, at stort set alle børn og mange af mandskabet havde fået udleveret de hersens truthorn af pap, hatte og balloner. Desuden blev klokken jo 12 diverse steder i verden sådan
lidt efterhånden, så med mellemrum blev der en råben og en skrigen fra diverse borde.
Efter hovedretten kiggede John og jeg på hinanden og enedes hjerteligt om, at vi på ingen måde gad vente en time mere på
dessert, så vi forlod bordet og gik på øverste dæk, hvor der var annonceret nedtælling til nytår på storskærm, live-orkester og pool-fest. Og dér blev det så til gengæld nytårsfest,
så det kunne forstås! Jeg tror ikke, der var ret mange, hverken passagerer eller mandskab, der ikke var deroppe de følgende par timer. Samtidig opstod der sådan en sjov, ”nu-skal-vi-danse-og-hoppe”-stemning, hvor alle var
hinandens nye bedste venner. Svært at beskrive, men jeg så f.eks. en ældre herre, der havde klædt sig i shorts, rød hawaiiskjorte og nissehue, (han havde virkelig også skægget til det) og ved siden af gik hans lille
kone, også med nissehue og med rollator. Og folk flokkedes om dem for at få taget billeder sammen med ”nisseparret”.
En ung, langlemmet teenager kastede sig ud i en virkelig kikset ”gangnam-style” dans, men ingen
grinede ad ham, han fik hele dækket til at juble. Et tredje glimt jeg fik, var en lille størrelse på velsagtens 7 år i prinsessekjole, som stillede sig op på den lave, ca. 40 cm. høje kant, der omkranser poolen, og der
stod hun helt for sig selv og dansede til musikken. En fra besætningen spottede hende, gik derhen og bukkede dybt for hende, hun nejede, og så dansede de en vals der på kanten, højden passede perfekt, da han jo stod på dækket.
Samtidig sikrede han på den måde, at hun ikke drattede i, i den fine balkjole. Sådan opstod der den ene, fine finurlige situation efter den anden. Og det blev aldrig ”for meget”. Selv om folk nok var berusede, så jeg ingen
der væltede rundt, bare fest og god stemning overalt. Jeg havde, fornuftigt nok, valgt at placere mig oppe på balkonen, dels for at kunne se, og dels for ikke at blive smidt i vandet. Så tiden gik hurtigt med at sludre, ønske godt
nytår til folk, vi har lært at kende, og bare kigge på balladen nede ved poolen.
Midt i det hele genopstod Alecia fra de døde og kom valsende op ad trappen med en flaske champagne. Hun gav mig et knus og sagde:
”det
var ikke værre, end at det kunne fikses med smertestillende og bobler! Og tak for resten”.
Jeg svarede: ”Tak for hvad?”
”Fordi det var dig, der foreslog det her for et par måneder siden”, svarede hun
og smilede.
Sådan er amerikanerne. De siger tingene ligeud.
Da klokken på skærmen endelig talte ned til midnat, eksploderede det hele i farver, lys og musik, og ganske som ventet smed folk på stribe sig selv, hinanden
og rigtig meget champagne i poolen. Jeg holdt op med at tælle, da nr. 20 røg i, og jeg tør ikke tænke på, hvor mange kjoler, jakker, smykker og telefoner, der måtte lade livet i de minutter. I kan måske ane det i
de sidste sekunder af den video, jeg lagde på facebook. Jeg tænkte lige dér, at jeg vist aldrig før har oplevet en nytårsaften helt uden krudt og raketter, og aldrig har raketterne været så lidt savnet, - det var
ubetinget den mest festlige og farverige nytårsaften, jeg har været med til. Desuden vil rygtet vide, at der har været rigeligt krudt hjemme i Søvind, min postkasse er i hvert fald blæst til de evige jagtmarker, har jeg hørt.
Men det havde vi nu også en vis forventning om, kunne ske.
Jeg har nu oplevet Thanksgiving, St. Patrick’s Day, Halloween, et præsidentvalg og en nytårsfest ombord på et skib, og man må altså lade krydstogtsskibene,
at de forstår at holde fester.
Og så øerne: Jeg kan godt mærke, at eftersom vi hopper fra den ene ø til den anden lige nu, har jeg svært ved at skille dem ad efterhånden. Alligevel er der forskelle,
som nok især bunder i historien omkring dem hver især. I går var vi på Antigua, og her har jeg været en gang før. Antigua er indbegrebet af Caribien, masser af farver, blå, røde og gule huse, små bådebroer
og ”steelbands”. En ting er sikkert; Hvis jeg slipper for, resten af mine dage, nogensinde at høre mere Michael Jackson musik udsat for olietrommer, så kan jeg dø lykkelig! Antigua blev opdaget af Columbus i 1493, han opkaldte
øen efter en kirke i Sevilla. Øen blev sidenhen koloniseret af englænderne i det 18. århundrede, og var herefter flådebase for Royal British Navy under general Nelson. Det gav mulighed for en handelsstation, og den dag i dag
er Antigua stadig præget af gadehandel helt ned i bittesmå gyder, hvor en butik i bund og grund kan bestå af et klapbord, varer og en pengekasse.
Jeg fandt en fantastisk lillebitte boghandel, hvor ejeren måtte flytte rundt på
reolerne, for at jeg kunne komme rundt derinde. Og det oplever jeg ikke ret tit, min stol er ikke ret bred. Her fandt jeg alt muligt sjovt ud i brugte bøger, som tilrejsende sælger, eller bytter for nye. Fantastisk, når nu biblioteket ombord
er så tomt. Antigua er også stedet, hvor mange passagerer fra skibet tog på ”Ziplining-tur”. Det er et netværk af svævebaner i regnskoven, som man tager en af gangen, den ene efter den anden. Det er en af de ting jeg
virkelig gerne ville prøve engang, men så skal jeg have en forholdsvis stor og stærk hjælper med, tror jeg!
I dag, den første dag i det nye år, har vi så besøgt øen St. Lucia, med tryk på
Lu, ikke -cia. Her er der så til gengæld bred uenighed om, hvem der egentlig kom først, men den har i hvert fald i en periode været ”besat” af piraten Francois Le Clerc, som brugte den som gemmested eller base, mens han
lejlighedsvis angreb spanske galeoner som sejlede gennem Caribien. Her var der ikke meget by eller handel, her er til gengæld meget uspoleret natur og mange papegøjer, de larmede snart sagt lige så meget som nytårsfesten i går.
Og adskillige udklædte, lokale pirater som råbte arrrrwww, når folk gik forbi. Meget a´la ”Pirates of the Caribbean”. Det der med at lege pirater orkede jeg nu ikke lige i dag, så jeg fandt en strandbar, hvor man,
som så mange andre steder, kan få koden til gratis internet, hvis man køber en cola eller en kop kaffe. Den lå så tilpas langt væk, at ikke mange passagerer var der, så der var masser af net, og jeg fik derfor lejlighed
til at lave et par video-opkald via nettet. Teknologi er forunderlig, når man kan sidde i fuld sol på en sydhavsø, og video-chatte med Gert og Trine som stod og frøs i aftenmørke, iført polarudstyr på et museum
i Berlin. Tak Gert, fordi du gider installere en ny postkasse! Inden jeg tager afsted næste gang, skal jeg have udstyret min far og mor med en smartphone, så jeg kan ringe til dem via internettet, uden at det koster 25 kr. i minuttet!
Dagens
sjove oplevelse: Jeg var i kaffebaren på skibet i eftermiddags, dels for at skrive, og dels for at få ordentlig kaffe, det er det eneste sted, hvor de faktisk laver kaffe på rigtige bønner, i stedet for det her frysetørrede
instant-stads. Jeg bad om cookies, da jeg var lidt småsulten, og manden i baren spurgte hvilken slags, jeg ville have. Jeg troede, der var et par forskellige, så jeg sagde ”en af hver”. ”okay”, sagde manden uden at fortrække
en mine, og stak mig en tallerken med 6 forskellige cookies, alle på størrelse med en underkop! :o)) Nu må der så godt gå et par timer, inden jeg får aftensmad… Men det passer også fint, jeg orker ikke rigtig
det der restaurant-halløj i dag, så det bliver vist til burger og pomfritter og en god bog på dækket. I morgen er det så Barbados, i overmorgen St. Kitts, og så 2 havdage på vej tilbage til Fort Lauderdale. Når
vi når dertil, er vi kun halvvejs, hvor fedt er det ikke lige??
Forvent det uventede… 30. december 2018
Hvis man er den type menneske, som har brug for, at ting bliver som man forventede fra start
af, skal man holde sig væk fra krydstogter! Den første nat på skibet vågnede jeg godt nok ved, at bøjlerne i mit skab rutsjede frem og tilbage, men det var da ikke mere, end man kunne forvente. I går morges mens jeg fik
min første kop anstændig kaffe, lød så meldingen over højtalerne, at det blæser så tilpas meget, at vi ikke kunne ankre op ved Princess Cays som ventet. Vi fortsætter derfor mod St. Thomas, og får således
endnu en havdag, oveni den som allerede var på programmet i morgen. Mange passagerer blev skidesure, jeg synes til gengæld det er verdensklasse, dels fordi jeg jo alligevel nok ikke var kommet i land, da det jo er en tenderport, men også
fordi jeg bare elsker havdage! Og især i starten er det dejligt, for så får man virkelig muligheden for at komme ned i gear. Og det giver anledning til, at jeg i stedet kan fortælle lidt om livet ombord og de mennesker, der er her.
Lidt om John og Alecia: De er begge pensionister, har tidligere arbejdet for Hewlett-Packard, Alecia som professionel, international problemknuser, så hun har af den grund rejst over det meste af verden. Hun er indædt Trump-hader, ja det er
de for så vidt begge to, og ikke så underligt, for hele Johns familie er fra Mexico. Alecia og jeg fandt i sin tid et fællesskab i at diskutere politik, velsagtens fordi vi deler mange holdninger, men også fordi hun, lige som jeg, synes
det er sjovt at sætte sig ind i forskellige landes kulturer og politiske systemer, og diskutere ligheder og forskelle. Med den baggrund, hun har, er hendes viden enorm, også uden for USA, og det er en sjældenhed, synes jeg. Mange amerikanere
lever i den vildfarelse, at der faktisk ikke rigtig ER noget, uden for USA’s grænser.
John er en kæmpestor, mørkøjet, rar bamse af en mand, som det meste af tiden lader os skvaldre løs, men som til gengæld
også virkelig siger noget med indhold, når han endelig siger noget.
De bor i det nordlige Californien, hvor klimaet er til produktion af vin, og Alecia har fortalt, at de har citroner og granatæbletræer i baghaven. Jeg ved, at
jeg til enhver tid er velkommen dér, også til at blive hængende et par uger, hvis jeg skulle få lyst til det.
Sammensætningen af passagerer på denne tur er den mest forskelligartede, jeg endnu har set. F.eks. er
aldersgennemsnittet mærkbart lavere, end jeg er vant til, og der er enormt mange børn ombord. Det skyldes formodentlig, at det jo er feriesæson, også i USA, og flere har allerede sagt til mig, at når vi midt på turen når
Fort Lauderdale igen, og dermed holder skiftedag for de, som kun skal være ombord i 10 dage, så vil sammensætningen ganske sikkert blive helt anderledes. Anden halvdel for mit vedkommende, vil nok indeholde færre børnefamilier,
da de jo skal tilbage til skole og arbejde.
Der er også langt flere nationaliteter ombord, end jeg er vant til. Jeg har mødt flere danske og svenske familier allerede, og en del russere og mange englændere. I dag har jeg siddet længe
på soldækket sammen med et søskendepar fra Atlanta, Brian og Suzanne, Brian er russisk gift, og han har sin kone samt konens forældre med på turen. Den russiske svigerfar er boligmatador i Moskva, og det resulterede i en lang
snak om Perestrojka og forholdet til Putin. Ifølge Brian betragter mange russere Putin som ”the known evil”, altså et kendt onde, frem for noget ukendt, som måske kunne vise sig at være værre. Søsteren Suzanne
er socialrådgiver og arbejder med socialt udsatte børn i nogle af de mest belastede områder i Atlanta, så hun var enormt optaget af mit arbejde, og af den måde, Muskelsvindfonden som organisation fungerer. Hele fundraising ideen
omkring grøn koncert er altid noget, som fascinerer især amerikanerne.
Jeg har bemærket, at Danmark som nation stadig er uendeligt populær i USA, forstå det hvem der kan. Når jeg på spørgsmålet
”where are you from?” svarer at jeg er dansk, mødes jeg ofte med ”Oh, how wonderful!” Dog går mange stadig rundt og tror, at vi har stort set samme klima som det nordlige Norge: 2 meter sne og buldermørkt fra oktober
til marts. Når jeg så fortæller, at vi sjældent har sne, og at det som oftest kommer i februar/marts, hvor ingen gider have det, bliver de næsten lidt skuffede.
Som nævnt har Princess bevæget sig lidt mere ind
i det 21. århundrede, når det gælder elektronisk adgang. Dels det med det interne besked system, men også alle programmer for aktiviteter kan nu findes på det etablerede ”intranet”. Det er praktisk nok, især
på en dag som denne, hvor der bliver lagt nye aktiviteter ind løbende, fordi vi ikke som ventet ligger i land. Og så nytter det jo ikke noget, at man har leveret en aktivitetsplan på papir i kahytterne i går.
En anden
ændring, som måske har sammenhæng med den elektroniske tidsalder, men som jeg er knap så begejstret for, er at de på det nærmeste har aflivet biblioteket! Der er kun få bøger tilbage på hylderne, så
jeg må vist plyndre en boghandel på en af øerne undervejs. Jeg forstår det dog godt, de fleste downloader jo bøger til tablets eller som lydbøger. Jeg læser helst engelske bøger undervejs, fordi så
får jeg sproget ind på rygmarven, og tænker til sidst på engelsk.
Jeg synes samtidig, der er en vis fordel ved, at internet ombord koster en bondegård: Der er ikke mange, der sidder med snotten limet til skærmen og
surfer facebook og twitter i tide og utide. Og som jeg så ofte har nævnt, giver det et andet nærvær ombord. Jeg har været her i ca. 48 timer i skrivende stund, og har allerede hørt adskillige menneskers historier. Folk
har tid og lyst til at fortælle og til at lytte.
Og så går de altså all-in på det der jul! Jeg forsøger at tage nogle anstændige billeder af den overdådige julepynt alle steder, og jeg skal se, om jeg
kan få lagt nogle af billederne op, end dag hvor vi er i land og jeg forhåbentlig kan finde lidt hurtigere internet end der er på havet. Det er lidt særpræget at høre juleoratoriet brage ud af højtalere på
dækket, samtidig med at man er omgivet af en liflig duft af solcreme og eksotiske drinks. :o))
I dag nåede vi så St. Thomas, og lige så rart det er med havdage, lige så fint er det også at komme i land. Dog var der
hele tre skibe ankret op i Charlotte Amalie i dag, så der var tryk på. Sidst jeg besøgte øen, var jeg på dykkertur, så da så jeg egentlig ikke rigtig andet end havbund og fisk, så denne gang fik jeg prajet
en taxa og tog ind til midtbyen for at shoppe og kigge på kultur.
Et af de tricks, jeg i sin tid lærte af John og Mary er, at hvis dit krydstogtsskib anbefaler nogle bestemte butikker, så hold dig fra dem! Det betyder nemlig, at skibet
får betaling for at nævne dem, og så er prisen i disse butikker med garanti 10-15 procent højere end andre steder. Heldigvis er der nok at vælge imellem i midtbyen, og de lokale handlende har dyb respekt for enhver, der forhandler
hårdt, så det gør jeg! Min fars familie blev kaldt kræmer-familien, det fornægter sig ikke sådan en dag!
Jeg booker som regel ikke nogen udflugter via skibet, men tager hellere afsted selv. Det viste sig også
i dag at være en fornuftig grundregel, for den taxa jeg prajede kostede 4 dollars. Og i midtbyen mødte jeg John og Alecia, som havde fortalt mig, at de havde booket en tur i dag, altså via skibet. Det havde de betalt 35 dollars pr. mand
for, og vi havnede nøjagtig samme sted. :o)) Den eneste forskel var, at de var blevet proppet i en bus på kajen, jeg gik 20 meter længere ned ad gaden og fik en bil for mig selv.
St. Thomas har stadig en del dansk indflydelse. F.eks.
er der mange danske gadenavne, hovedgaden hedder ”Dronningens gade”, og det skrives sådan, og altså ikke ”Queen Street”. Det er sjovt, fordi selv de lokale ikke kan udtale det, det bliver nærmest til ”drownings
garda” så taxa chaufføren fik mig til at sige navnene igen og igen, det stak helt af, da vi nåede til ”Toldboden”… :o))) Da gav han op og påstod hårdnakket, at nu tog jeg da vist pis på ham, ”det
dér er der da ikke noget, der hedder!”
Selvsamme chauffør fortalte mig i øvrigt, at der ofte kommer hele rejsehold af danskere hertil, som besøger den lokale kirkegård, fordi de har tip-tip-oldeforældre
begravet her. Og jeg fandt i øvrigt også en fin lille kopi af den lille havfrue. Det må være en lidt anden oplevelse for hende her, end at sidde på Langelinje, der er 26 grader udenfor, og solen bager ned!
Endnu en ændring
til de kommende dage er, at vi skulle have haft ”formal night” i går, altså pænt tøj på, hummer og champagne. Det blev aflyst, fordi mange passagerer indvendte, at hvis det endelig skal være, så giver
det da ingen mening ikke at holde formal night nytårsaften! Så under heftigt pres blev det ændret til i morgen. Til gengæld fastholdt de det hersens med et champagne vandfald i kaffebaren, og John, Alecia og jeg havde ikke noget behov
for at lade os fotografere med kaptajnen, (hvilket er ideen med det, folk står i kø for det) men vi bænkede os i nærheden alligevel, og scorede alle de glas champagne, vi kunne komme i nærheden af. På en 10-dages tur er
der som regel 2 formal nights, og jeg synes, det eneste der gør det værd at hoppe i ”det store skrud” er at man kan få hummer til middag! Jeg tænker såmænd at når jeg har været til det en gang eller
to, så får jeg nok af det.
Jeg skal teste i dag, om jeg har netforbindelse nok til at smide et par billeder op i fotoalbummet. Det er ikke altid, det lykkes, men vi får se. I morgen hedder det Antigua, og når vi sejler derfra,
er der nytårsfest! Så godt nytår til alle derhjemme, kom nu godt og sikkert ind i 2019.
”Havet er… Så blåt som et øje kan se, aldrig vil jeg glemme det jeg så…
”
Linjen er fra Lis Sørensens fine sang ”Verden i farver”, og den har hængt i mit hoved i nogle dage. Velsagtens dels fordi den så fint beskriver havets uendelige blå, men også fordi den blev kendingsmelodi
for TV programmerne om Troels Kløvedals rejser. Da han døde lillejuleaften, tænkte jeg på det der med, at det trods alt må være en gave, hvis man ved livets afslutning kan se tilbage og tænke: ”hold da
kæft en fed tur, det gjorde jeg gerne igen!!” Frem for: ”Hvor er der meget, jeg gerne ville have nået”…
Det er tre år siden, jeg sidst var på havet. Min sidste tur var turen gennem Panama Kanalen, som
på mange måder blev speciel. Mest fordi det var en sejlads med Queen Elizabeth, hvor min gode ven John Maxtone-graham skulle have stået for foredrag ombord, men sådan blev det ikke, for de meldte fra i 11. time, da han blev syg, og
4 måneder senere døde han i New York. Mary kommer helt sikkert ikke på havet igen, så jeg har længe vidst, at det var enden på en æra, som begyndte i 2009,- de har i alle årene været en fast bestanddel
af mine sejlture. Men på den anden side, så er det jo en forventelig del af det, når man knytter venskaber med mennesker, der er dobbelt så gamle som en selv, det indebærer en vis risiko! :o)
Og havet kalder jo. Har man
først været der, så synger det i blodet, og selv om jeg efterhånden er rendt tør for kontinenter, jeg skal se, (jeg har ikke noget behov for at besøge polerne) så var jeg også efterhånden lidt på
bar bund i forhold til valg af rejsemål. John sagde engang til mig, at jeg i stedet for at fokusere på kontinenter, burde kigge på de blå områder på en globus, og vælge efter hvilke havområder, jeg endnu ikke
har sejlet på. Måske bliver det også et kriterium en dag, men denne tur valgte jeg nu mest, fordi jeg er helt pjattet med det Caribiske klima, som mest af alt minder om den type sommer, DK har haft i år, og så fordi jeg altid
har haft lyst til at fejre enten jul eller nytår eller begge dele på et skib. Og denne tur gav mulighed for i hvert fald at fejre nytår på havet.
Helt alene endte jeg nu heller ikke med at være. I 2013 da jeg sejlede rundt
om Sydamerika, mødte jeg et par fra Californien, Alecia og John Flores, som jeg siden har holdt kontakt med via facebook. Jeg skrev i efteråret til Alecia, mest for sjov, og spurgte om de havde lyst til at fejre nytår med mig i Caribien,
og til min glæde skrev hun tilbage og sagde ”ja da!” De fløj også til Florida 1. juledag, og det viste sig, ved tilfældets magt, at vi havde booket hotel mindre end en kilometer fra hinanden. På hver sin side af Stranahan
River i Fort Lauderdale, så i går trillede jeg over broen, og vi mødtes i lobbyen på deres hotel, og så skete der det, der ofte sker med gode, solide venskaber: Vi startede snakken der, hvor vi slap den sidst for 5 år siden.
Og så har vi vel stort set skvadret uafbrudt siden.
Jeg vil dog lige spole lidt tilbage til ankomsten til Florida, som på mange måder var mere spændende, end godt var. Der er nemlig strejke pga. noget med Trump og hans mur og
noget debat om, hvem der skal betale for den, så lufthavnen var i den grad nede på lavt blus hvad bemanding angår. Underbemanding er sjældent et hit i en lufthavn, - det bliver ikke mindre problematisk, når det er første
juledag… Det var mildest talt kaotisk. Først gik der tre kvarter, før jeg kom ud af flyet, fordi der ikke lige var nogen til at bære. Så kunne de ikke finde min stol, som ellers skulle have været leveret ved døren.
Så jeg lånte en af lufthavnens kørestole, som altid er rædselsfulde... Og som ikke har den slags hjul, man selv kan køre, så man skal skubbes. Det var der i sagens natur heller ikke folk til, så det endte med, at
én mand, (som i øvrigt ikke var født inden for de seneste 5 årtier) trak afsted med tre kørestole på en gang, med passagerer i, vel at mærke! :o)) Så virkede elevatoren ikke, og der var ikke nogen til at
få den fikset. De to andre kørestolsbrugere var af den type, som hårdt presset godt kunne gå ned ad rulletrappen, jeg var vist den eneste, som var reelt ikke-gående. Det endte med, at førnævnte ældre herre,
trak mig i stolen baglæns ud på rulletrappen, hvor jeg så nærmest hang og svømmede rygsvømning på hans brystkasse, mens vi lige så stille sejlede ned i stueetagen. Han beklagede meget at han var nødt
til at ”komme så tæt på”, som han sagde, og jeg kvitterede med at grine højt og komplimentere ham for, at han overhovedet havde mod på og kræfter til den alternative fragtmetode! Men ned kom vi, og på
bagagebåndet fandt vi både kuffert og kørestol. Jeg er aldrig kommet så ubemærket gennem en sikkerhedskontrol, (som også var underbemandet) og til sidst fandt jeg min taxachauffør, men da var der altså også
gået halvanden time, siden flyet landede. Jeg takker min skaber for, at chaufføren ikke havde givet op og var skredet uden mig. Gid fanden havde Trump og hans åndssvage ideer!
Her til formiddag er jeg så gået ombord på
The Crown Princess, en gammel kending, som jeg har sejlet med før. Skibet kan rumme godt 3000 passagerer, og det er propfyldt på denne tur. Men ved ”embarkation” (ombord-stigning) i dag fejlede effektiviteten til gengæld ikke
noget, der gik under en halv time fra jeg stod ud af taxaen, til jeg var i min kahyt. Og i løbet af den halve time skal man altså igennem samme form for sikkerhedskontrol som i en lufthavn. Der skal laves nøglekort, man skal igennem scanner,
aflevere bagage, (som leveres til kahytten) fotograferes og registreres i alle ender og kanter, men det kører i olie, især fordi kørestole i alle amerikanske sammenhænge altid er et særligt vip-kort. Man kommer foran i køen
til alt!
Hen på eftermiddagen fik jeg så bagagen i kahytten, så var der den obligatoriske sikkerhedsøvelse, som alle passagerer skal igennem, og så lige et hurtigt bad, og så har John, Alecia og jeg spist middag
sammen med et par fra Virginia, som ingen af os kendte. Det fine ved restauranterne er, at man i døren vælger, om man vil ”blandes” med nogle andre, eller om man vil have et bord for sig selv. Det er en fin måde at møde
nye mennesker på. Allerede til frokost, som jeg indtog i buffeten på øverste dæk faldt jeg i snak med et par fra Oxford, som jeg delte et bord med. Denne hersens særlige ”højskole-stemning”, hvor man sludrer
på kryds og tværs, har allerede indfundet sig ombord.
I morgen lægger vi til på ”Princess Cays”. Det er i bund og grund en privat strand på en ø i Bahamas ø-gruppen, ejet af rederiet. Indbyggertallet
er på 2 mennesker, når der altså ikke er et skib her. Så det er i bund og grund bare sådan en strand hvor man basker nogle parasoller og nogle strandstole op og så kan man snorkle, bade, gå ture eller lave ingenting.
Det er en tender port, en af dem, hvor der ikke er en havn, og derfor skal alle sejles i land i redningsbådene. Af den grund skal jeg næppe i land, for det blæser, og så vil de sjældent have kørestole med. Men det gør
nu ikke noget, jeg har det fint nok med lige at bruge en dag på at ”lande” ombord.
En ny ting, Princess har fundet på: Der er lavet et internt besked-system ombord, en form for ”intranet” som man kan logge på
med sin mobiltelefon. Det kræver ikke internet (som er tordnende dyrt), og man kan dermed sende beskeder til hinanden uden at det er til dyre sms-takster. Smart! De har også renoveret alle kahytter, hvilket i handicap kahytterne har resulteret
i nye og større sæder i brusekabinerne. Også smart, især når det vipper lidt på havet!
En sjov detalje: Alle kender sikkert det der med, når man møder nogen, man ved man kender, men som man ikke lige
kan placere? Jep, jeg mødte en pige i lufthavnen, som jeg bare vidste, jeg havde set før, men jeg kunne simpelthen ikke huske hvor. Jeg gloede af den grund nok temmelig uhæmmet, for hun hilste pænt og måske nok lidt forlegen
på mig, og først bagefter gik det op for mig, at hun hedder Dascha polanco og er skuespiller i mega-hit-serien ”Orange is the New Black”. Velkommen ind med 4-toget, Frk. Christensen! :o))