Hawaii

Aloha!

Nu tilbage på havet efter Maui, som var sidste Hawaiianske ø. Det viste sig, at de faktisk HAR strammet op på reglerne omkring de små tenders og kørestole, så nu hedder reglen, at de gerne tager manuelle kørestole, gangstativer og lignende med, men man skal selv kunne gå de få skridt om bord. Og de tager ikke crossere og elkørestole med længere.

På den ene side kan jeg godt forstå det, jeg har altid syntes, det var lidt halsbrækkende, når de løftede rundt på el-kørestolene. På den anden side har jeg det med at blive lidt genstridig, når andre vil beslutte, hvad der er sikkert eller ikke sikkert på mine vegne. Det er lidt dobbeltsidigt.

Jeg har dog lært af erfaring, at man nogle gange kommer rigtig langt med bare at lade som ingenting og smile pænt, så det gjorde jeg! Jeg lod som om jeg ikke havde hørt noget som helst om nye regler.. Og de filippinske sømænd ved tenderen vippede da heller ikke med et øjenbryn, de sagde bare et, to, tre og løftede mig over. Jeg tænker, de simpelthen også skeler til ”vægt og omfang”, når de beslutter, om de vil løfte eller ej. Jeg kom da i hvert fald i land! Så må vi se, om det går lige så nemt næste gang.

Det viste sig, at den dykkerklub, jeg skal dykke med på Maui om 14 dage, ligger lige rundt om hjørnet, når man kommer i land. Så jeg benyttede lejligheden til at svinge forbi og sige hej. De led ikke synderligt af handicap forskrækkelse, det var mere ”hej, og vi glæder os til at se dig”-agtigt. Men det er også en dykkerklub, der har speciale i handicap dykning, så man må formode, de har set en kørestol før.

Jeg tilbragte en del af eftermiddagen med at trille rundt i byen, og spiste frokost på ”the wharf”. Det er en slags bygning i tre etager, konstrueret i træ, med små butikker, værksteder og barer, og et torv i midten, med små fiskedamme og frokostrestauranter. Meget caribisk stemning, og nok hvad jeg opfatter som indbegrebet af ”sydhavsøer”.  Langs med havnemolen er der små selvbyggede ”bikse” i træ, som sælger alle slags bådture, dykning, hvalkiggerbåde og sportsfiskeri af den mere rå slags. Altså den slags fisketure, hvor man bliver spændt fast i en stol, og sejler ud for at fange tun og mahimahi, kæmpestore fisk, som de fileterer og sælger direkte fra biksen bagefter. Selv hvis man har været på en rigtig fiskeauktion, er det en oplevelse at se dem tumle de enorme tunfisk, (jeg så en som vejede godt det dobbelte af, hvad jeg vejer) som de skærer ud i solen direkte på molen, dækket fra top til tå i fiskeblod og skæl. Så meget for fødevaresikkerhed!
Jeg blev dog ikke i land hele eftermiddagen, for der var varmt! Sådan rigtig ”svært at trække vejret”-varmt. Høj luftfugtighed, som for mit vedkommende ret hurtigt resulterer i, at mine hænder kommer til at ligne gummihandsker med vand i. Fingrene hæver, og man bliver sløv og doven.
Da vi skulle sejle fra Maui sidst på eftermiddagen, fik vi en meddelelse over højtalerne om at de havde nogle problemer med at få den sidste tender hevet op. Der var et eller andet galt med hejseværket. Og lige siden Titanic katastrofen har der været en ufravigelig regel til søs: Der SKAL være redningsbåde på et skib, med minimum lige så mange pladser, som der er ”sjæle” om bord. Sjæle er fællesudtryk for passagerer og besætning, et udtryk som John har lært mig.

Så man lader altså ikke en tender med plads til 100 passagerer blive tilbage. Heller ikke selv om man har redningsflåder også, og dermed rigeligt med pladser, hvis det skulle knibe. Det betød, at da de endelig fik den hejst op, var vi godt og vel 3 timer forsinket. Det havde betydning i går og har det også i dag, for nu er vi på vej mod Mexico, altså på vej tværs over mod fastlandet igen, og det blæser en hel del. Normalt ville kaptajnen vælge at sætte farten ned, for at undgå helt så voldsomme bevægelser, men han har hamret pedalen i bund, fordi vi er bagude. Jeg registrerede det for første gang i nat, da jeg hørte bøjlerne i mit skab glide frem og tilbage på stangen. Det er som regel et godt tegn på at det ryster lidt.

Det er dog ikke noget, man bliver søsyg af. Det er trods alt få gange, jeg har oplevet at blive dårlig på et krydstogtskib. Stabilisatorerne sørger for, at skibet ikke kan ”rulle” i vandet, hvilket som oftest er det, de fleste bliver søsyge af. Det her er mere en slags ryk i skibet, som forårsages af vinden.
Temperaturen er til gengæld faldet en del, nu vi er ude på åbent hav. Og der er overskyet, så der er ikke så mange solbadere ude, hvilket giver flere mennesker indendørs. Det kan godt være en udfordring at finde et sted at sidde i fred og læse, med mindre man altså bliver i sin kahyt.

Da vi nu er på vej tilbage mod L.A., er vi også i gang med at hale tidsforskellen ind igen. Vi stiller uret frem næsten hver nat, og det skaber kludder i søvnmønstret, så jeg er stor tilhænger af middagslure i disse dage.

I går og i dag, som jo er havdage, har jeg mest brugt på at læse, høre foredrag, og diskutere politik. Det sker ofte, når man kommer til at sludre med nogen, at man af ren nysgerrighed sammenligner de forskellige landes politiske systemer. Især da nu, hvor finanskrisen nærmest er et globalt fænomen. Der bliver sådan en ”vi er alle i samme båd”-stemning, ud over det konkrete faktum, at vi jo altså alle sammen ER i samme båd! Jeg får også spillet en del kort med John & Mary. Venskab og kærlighed rækker langt, men det stopper lige nøjagtig der, hvor et spil ”spike & Malice” begynder, har jeg opdaget! Det er et kortspil mange amerikanere spiller, og nu hvor jeg har fået det lært ordenligt, er der absolut ingen nåde! De er af natur nogle enormt søde mennesker, men hvis de kan smadre mig i Spike & Malice, så gør de det!

Hvis jeg på et tidspunkt falder over min hjerne, skal jeg skrive et indlæg om de 5 mest fjollede ting på et krydstogtskib. Men jeg er for doven i dag. Selv om man med al den mad, tidsomstilling, gode bøger, forkælelse og snak med mennesker godt kan blive lidt sløv i bøtten, er jeg nu vild med havdage. John siger, at det er et tegn på, at jeg er ved at blive en rigtig ”cruise passager”. Jeg ved nu ikke, jeg tror mere, det er et tegn på, at jeg bare er på ferie.

________________________________________________________________________

Aloha!

På denne sidste havdag inden Mexico får I en blog om de 5 fjogede. ”De 5 fjogede” er min helt og aldeles uprofessionelle og meget subjektive top 5 liste over de 5 mest kiksede eller tåbelige ting på et krydstogtskib. Jeg kunne snildt have nævnt 15 mere, men lad os nu holde os inden for rimelighedens grænser. Så kan jeg senere lave en med titlen ”De 5 fantastiske”, altså min lige så subjektive mening om de mest forrygende ting på et krydstogtskib. Så er der balance i regnskabet. Vi tager dem fra bunden af, så det mest tumpede kommer til sidst.

Nummer 5: Jackie O. smykker.

Ah.. Den kære Fru Kennedy. Elsket af flertallet af amerikanske kvinder i alderen 30-75. Af samme grund kan man sælge hvad som helst, hvis der står Jackie O. på kassen. Det mest kendte er nok den hvide perlehalskæde, som man nemt kan finde i enhver caribisk eller Hawaiiansk smykkeforretning, blot bestående af ferskvandsperler, og til en pris i omegnen af 15-20 dollars. Men, hvis det er en Jackie O. koster den spidsen af en rumraket. Det er der for så vidt ikke noget underligt i, det er jo bare Lacoste syndromet om igen. Men det sjove ved det er, at på Princess skibene behøver man ikke engang at vide, hvilken butik der sælger Jackie O. Nænæ, man skal såmænd bare kigge på ekspeditricen! For det er lige så sikkert som dansk regn i oktober, at hun ligner Fru Kennedy på en prik! Svaj i pagehårsfrisuren, blå kjole og det hele! Men når jeg nævner det her med Jackie som en af de fjollede, er det nu mest fordi det repræsenterer alt det andet, som sælges om bord, og som for langt det mestes vedkommende er absurd dyrt. Den første gang, jeg fandt en almindelig ravhalskæde på et skib, var jeg nær ved at brække mig af grin, jeg ved godt, hvad sådan en koster i Blokhus..

Nummer 4: ”Let’s talk dirty in Hawaian”..

Ja, nu sidder en del af jer sikkert og tænker at nu rabler det vist derude på havet! Men ovennævnte er titlen på en sang! En af de mere rædsomme af slagsen. Og den spilles med ægte Presley’sk Hawaii guitar af et orkester om bord, og de gør det tit! ALT for tit! Og de fortsætter i samme genre med den ene rådne møgsang efter den anden, med kikset slide-guitar eller ukulele. Hvis jeg kan slippe for at høre mere skod musik med ukulele, kan jeg dø lykkelig! Og det er i øvrigt jo da ikke fordi, man ikke kan skabe noget fornuftigt med en ukulele. F.eks. vil mange sikkert have hørt Brother Ismael, det var ham der fik den fænomenale idé at lave en kombi-version af ”Somewhere over the rainbow” og ”what a wonderful world”. Den sang er udelukkende understøttet af ukulele, og den er skøn! Prøv at tjekke på youtube, hvis I vil høre den. Desværre fik han aldrig rigtig kredit for sit arbejde, da sangen først hittede mange år efter hans død. Men musikken om bord hører altså med til en af mine fem fjogede, og jeg glæder mig ofte over, at jeg har taget min computer med, så jeg kan få en dosis Allan Olsen, Nephew, Chris Minh Doky eller lignende engang imellem.

Nummer 3: Shopping shows.

Det foregår således: Man fylder teatret med passagerer ved at bilde dem ind, at man vil bruge en time på at fortælle dem om de steder, de skal besøge. Samtidig har man så ”tilfældigvis” annonceret, at man afholder et lotteri undervejs, hvor man kan vinde alskens fantastiske præmier, hvis man smider sit navn og kahytsnummer i en kasse, når man går ind. Samlet set fylder de rent kvalitative oplysninger om det pågældende sted velsagtens 5 minutter i løbet af den time. En vulkan her, et museum der. Resten af tiden går med at trække lod om ”godterne”, som oftest t-shirts eller en pakke chokoladekiks, og så oplyse om de butikker, folk ABSOLUT SKAL besøge i den pågældende havn! Folk går derfra, godt tilfredse, og vælter ind i netop de butikker, de blev anbefalet. Og jeg vil vædde på, at max 10 procent af dem overvejer, hvor meget de pågældende butikker betaler Princess for netop den omtale…  Mit klare indtryk er i hvert fald, at hvis man vil gøre en virkelig god handel, skal man gå 3 gader længere væk, her finder man nøjagtig de samme ting, blot 20-25 % billigere.. Jaja, man er vel nordjyde!

Nummer 2: Kunst auktioner.

Alle Princess skibe har et ”art gallery”. Altså et kunstgalleri om bord. Det ligger som regel i en korridor i forlængelse af kaffebaren på dæk 5, og jeg er der faktisk tit, da jeg er tvunget til at gå igennem denne korridor, for at komme til elevator tårnet forrest, som fører direkte op til min kahyt. Men det er med indbygget risiko for akutte øjensmerter at gå igennem dér. Ok, indrømmet, jeg VED ikke ret meget om kunst, og opfattelsen af hvad der er smukt, spændende, interessant eller provokerende, er vel altid subjektiv. Men helt ærligt altså: Et billede af Anders And siddende i et badekar, lavet i papmaché?? Og det er såmænd ikke engang kvaliteten, der er det værste ved det. Næ, det er når de ind imellem afholder de hersens Champagne auktioner, hvor passagererne får rævepis med bobler i glas, og hvor ALT sættes ind på at få dem til at investere i rædsler som ovennævnte. Dette gøres blandt andet ved at gejle folk op godt og grundigt, og så kalde værkerne ”helt unikke” og ”aldrig set før” og ”one chance only” osv. Bare ærgerligt, når man så har en god hukommelse og derfor ved, at man altså også på forrige skib stødte på Hr. And i badekarret.. Men det virker. Folk køber lortet, og jeg ville give meget for at vide, hvad de tænker, når de ser Hr. And hængende over pejsen i stuen derhjemme. Jeg håber næsten, de fortryder det bare en lille smule. Ellers har jeg ikke megen tiltro tilbage til den menneskelige intelligens.

Nummer 1: The Princess loyalty program.

Her har vi efter min mening den absolutte vinder af ”De 5 fjogede”.

Se, i bund og grund er der jo ikke noget i vejen med loyalitetsprogrammer. De fleste passagerer er jo groft sagt ligeglade med, hvilket skib og hvilket selskab, de sejler med, og derfor kan der være ganske god forretningssans i at holde på sine kunder, i det omfang det er muligt. For Princess’ vedkommende består loyalitetsprogrammet i, at man efter sin første rejse automatisk indlemmes i ”The Captain’s circle”, og jo flere rejser, man foretager, jo højere i graderne stiger man, med forskellige fordele til følge. Efter den første rejse bliver man guld-medlem, efter 50 dage til søs stiger man til platin, og til slut, efter 150 dage på havet får man det eftertragtede elite-medlemskab. Man kan se på passagerenes kredit/nøglekort, hvilket medlemskab de har, for farven på kortet svarer til medlemskabet. Guldkortet er gyldent, platinkortet sølvfarvet, og elitekortet er sort. Det interessante, (og dybt tumpede) bliver tydeligt, hvis man kigger på forskellen mellem et platin medlemskab og et elite medlemskab. Allerede som platin medlem får man en del fordele, som f.eks. en klækkelig rabat på internet om bord, hvilket en nordjyde som jeg snildt kan se meningen i. Men hvad får man så, når man har tilbragt de hersens 150 dage i Princess’ gode selskab? Jo, man får tøjvask og kanapéer! 😀

 Godt så.. Lad os lige lave lidt hovedregning på den: Et 30-dages krydstogt koster i omegnen af 40.000 danske kroner. Lad os bare for nemheds skyld udelade de første 50 dage, som gik til optjening af platinmedlemskab. Så er der 100 dage tilbage. Ud fra ovenstående pris kan man altså regne sig frem til, at når man har kastet de næste ca. 130.000 kroner efter Princess cruises, har man vundet … (trompet-fanfare, tak)… tadaaaaa! En tøjvask til en samlet værdi af 16 danske kroner, inklusiv sæbe og tørring, samt en kiks med kaviar! Jaaaaamen altså… Der er ikke et øje tørt!

Det må være sådan det føles at vinde hovedpræmien i skydeteltet i tivoli, blot for at opdage, at den består af en tur med Livø færgen eller en bustur til Harzen..😉

Jeg kunne godt nævne et par stykker i min nærmeste omgangskreds, som ville indvende, at det man sælger, er jo følelsen af at være lidt mere, end alle andre. Og jojo, det ved jeg såmænd godt. Men jeg bliver altså hverken mere eller mindre end alle andre af at få mit tøj vasket! Faktisk er jeg ret glad for at varetage det arbejde selv, da jeg har oplevet adskillige gode snakke, eller spontane fester opstå i vaskerummet!

Nå, det var lidt om fjollerierne om bord. Dem skal jeg opleve flere af i dag, dog nogle af de mere kvalitative af slagsen. John & Mary går i dag på scenen med showet ”tales for travellers”. Det er ikke et egentligt foredrag, men mere en samling af små skuespil, eller sketches om man vil med undertitlen ”alt det, du gerne vil vide om krydstogtspassagerer, men som du er for høflig til at spørge om!” Pjat og ballade, og noget af det er en anelse vovet, men vildt sjovt.

I morgen er vi så i Mexico, og jeg kan så føje endnu et land til listen over lande, jeg har besøgt, for der har jeg ikke været før. I overmorgen er vi tilbage i L.A. og så starter hele balladen forfra. Jeg har dog mødt flere passagerer, som lige som jeg tager den næste tur med, og bliver på skibet. Tænk engang, jeg er kun halvvejs!

______________________________________________________________________