6. november, 2012.

Aloha.

Tiden er inde til den sidste blog i denne omgang. Den handler ikke om noget bestemt, det er vist bare nogle strøtanker, mens vi sejler ind mod Mexicos kyst. Hvis jeg kan få det til at lykkes, kommer der lidt flere billeder i fotoalbummet om lidt.

Hvad er forskellen på et krydstogtskib og en ocean liner? (Nej, det er ikke en vittighed)

Svaret ligger i ordet. En ocean LINER sejler i en lige linje fra A til B med transport som det primære formål, et KRYDStogtskib sejler på kryds og tværs mellem forskellige destinationer, tager bestemt ikke altid den korteste eller nemmeste rute, og ender ofte i samme havn, som det startede fra.

Det er vel lidt lige som livet, tænker jeg. Til tider bevæger man sig i lige linjer, til andre tider krydser man rundt og tager nogle vældige omveje!

Klokken er nu otte om morgenen, jeg er landet i kaffebaren med min første kop kaffe, og Dani har smidt sig i stolen overfor med sit strikketøj. I går havde jeg sidste bogmøde med Mary, de havde sidste forestilling med ”Tales for Travellers”, og i går aftes havde vi den sidste formal night, med pænt tøj, snegle til forret og hummer til hovedret. Vi delte en flaske champagne, og blev fjollede i låget af det. Men som John sagde: ”Der er nu noget ganske særligt ved kombinationen Hummer og Champagne”. Jeg ved nu ikke, jeg kunne godt have nøjedes med hummeren!

Sådan er det ofte de sidste par dage om bord, det er ”sidste” alt muligt. I dag er det sidste havn, vi rammer Ensenada, Mexico sidst på eftermiddagen.  Og jeg skal på et eller andet tidspunkt have styr på det gadehjørne i Beirut, som min kahyt udgør!

I aften skal vi spise sammen for sidste gang, og så starter den store farvelrunde med alle dem, som jeg givetvis ikke ser i al kaosset i morgen tidlig.

Jeg har fået mine bagagemærker, og farven på dem fortæller mig, hvornår jeg skal ”afmønstre”. Denne gang skal jeg faktisk først forlade skibet kl. 9. Jeg har købt en transfer billet, og det betyder at nogen sørger for at få mig transporteret fra skib til lufthavn, med min monsterkuffert. Det er klart det nemmeste, chancen for at score en taxa på havnen i morgen tidlig, er nogenlunde lige så dårlig som for enden af Jomfru Ane Gade en lørdag nat.

Herefter følger godt og vel halvandet døgns rejse hjem, en lang flyvetur og så en kort, inden jeg rammer Billund.

Flere medlemmer af besætningen er kommet med tørre bemærkninger om, at jeg venligst bedes aflevere skibets bibliotek, inden jeg står af! Det giver nu helt sig selv, min bagage vejer så rigeligt i forvejen.

Jeg glæder mig enormt meget til at få rugbrød med leverpostej. Ordentlig ost, og bare i det hele taget normal mad uden enorme mængder af sukker! Vand fra hanen, der ikke smager af klor, og morgenkaffe uden larm.

Men hvad så næste gang? Jeg plejer at få John & Marys rejseplan for det kommende år, og så vælger jeg ud fra det. Lige nu har jeg ikke planlagt noget bestemt, jeg tror lige, jeg skal hjem og lande, inden jeg laver nye rejseplaner. Jeg har set alle de kontinenter, jeg har lyst til at se, jeg mangler faktisk kun polerne, og dem har jeg ikke det store behov for at besøge. Men der er bestemt områder i verden, som snildt kunne klare en runde 2!

Besætningen har ofte kontrakter for 6-8 måneder ad gangen. Og flere af dem har allerede været forbi for lige at fortælle mig, hvilket skib de befinder sig på det kommende års tid, bare lige fordi…

Og chancen for at jeg møder nogle af dem igen, er bestemt til stede. Verden er såmænd ikke så stor, når det kommer til stykket.

Faktisk burde vi åbne en flaske boblevand i aften også. Jeg har netop konstateret, at min rejsehjemmeside har rundet 12.000 hits, siden jeg startede den i 2009. Og selv om der naturligvis er mange gengangere, er det alligevel et svimlende stort tal, synes jeg. Jeg er glad for hvert eneste af disse hits. Tak til alle jer, som fulgte med på rejsen til Hawaii x 2.

 

 

4. november, 2012

Aloha!

Jeg må hellere starte med at fortælle, at jeg i går fik en mail fra dykkerklubben på Maui, som orienterede mig om, at de havde valgt at refundere hver en krone for min mislykkede dykkertur, fordi citat: ”Det jo ikke var min skyld, at kaptajnen er en idiot!”
Nu ved jeg ikke, om jeg egentlig mener, kaptajnen er en idiot, og dykkerturen havde for så vidt ikke kostet en formue, men jeg syntes, det var vældig pænt af dem at give mig pengene tilbage.

Jeg lovede en blog om ”De 5 fantastiske”, og nu da vi er tilbage på havet, er der god tid til det. Tak for påmindelsen, Diana Bie.

Det var faktisk meget nemmere at skrive om de 5 fjogede, for det er svært kun at vælge 5 ting, som er fantastiske ved krydstogter. Jeg synes egentlig, der er ganske meget fantastisk ved det!

Men igen, det er subjektivt, andre ville sikkert nævne helt andre ting. Vi tager dem fra bunden:

5. Movies under the Stars

Det virker måske som en lille ting, men jeg synes alligevel, den skulle med, fordi det bare er så gennemført hyggeligt et koncept. På dæk 14, hvor skibets største pool er, og hvor alle solbadningsfanatikerne opholder sig, hænger, som I kan se i fotoalbummet, en gigantisk storskærm. Hver aften dækkes alle liggestole med røde overtræk med indbygget hovedpude, og et stort metalbur med skotskternede tæpper stilles frem. Hvis man så har tid og lyst, kan man smide sig her og se film, med start kl. 19.30 og igen kl. 21.30. Man henter et tæppe, vælger sig en liggestol, og undervejs kommer der en servitrice rundt med popcorn og sommetider ”milk & cookies”, altså små glas med mælk og chocolate chip cookies. Det er som regel forholdsvis nye film, i aften viser de f.eks. ”Men in Black 3”.

Men det er nu ikke så meget filmene. Det er mere det, at man sidder der under stjernerne, i omkring 20 graders varme, i en duft af popcorn og saltvand, mens man kan høre bølgerne og sludrer med hvem der nu lige er omkring én. Der er noget særligt ved at sidde udendørs og se film i en sommernat, også selv om den på disse breddegrader ikke er lys som i Danmark, her bliver det jo altså mørkt kl. 18. For mig er det indbegrebet af hygge.

4. Lectures.

Ordet på engelsk dækker over både foredrag og historiefortælling. Så bare at kalde det foredrag var ikke rigtig dækkende, synes jeg.

Flere vil nok mene, at jeg lige netop her er temmelig ”farvet”. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg er begejstret for Johns evner udi historiefortælling. Men det er nu ikke bare det. Jeg tænker i den forbindelse ofte på min kære kollega Jens Spanfelt, som siger at det næsten altid er spændende at høre folk fortælle om noget, de brænder for. Og så er det i store træk underordnet, om det er modeljernbaner eller krydstogtskibe. Det har han så evig ret i. Jeg har f.eks. på denne tur haft stor glæde af en naturhistoriker, som har fortalt om Hawaiis naturhistoriske udvikling samt øernes legender og naturliv. Og uden den ”skjulte” dagsorden at skulle sælge noget!

For mig ligger der nok lige så meget i det, at jeg synes det er en luksus bare at læne sig tilbage og lytte og lære. Og opdage ting, som jeg intet vidste om i forvejen.

Når jeg så godt gider høre Johns lectures flere gange, er det fordi jeg opdager nye ting hver gang. F.eks. holder han i disse dage et par foredrag om prinserne af Wales, altså arvingerne til den engelske trone op gennem forrige århundrede, og heriblandt hele historien om prinsen, som frasagde sig retten til tronen, for at gifte sig med Wallis Simpson. Dette tvang hans bror til at overtage hvervet, hvilket som bekendt var et enormt problem, da manden stammede helt forfærdeligt. Så meget, at han ikke kunne blive officer i den engelske flåde, da det var ham komplet umuligt at udstikke en lodret ordre. Vil man vide mere om den historie, kan man med fordel se filmen ”Kongens store Tale”, den er fremragende.

Jeg har hørt John holde de to foredrag masser af gange, men det er først for nylig gået op for mig, hvor optaget amerikanerne er af den engelske kongefamilie. Så meget, at flere af mine amerikanske medpassagerer fortæller, at de tog til England, da prins William giftede sig med sin Kate. Og de er sgu bedre hjemme i den engelske trones stamtræer, end jeg er i den danske! Sådan noget synes jeg er fascinerende.

 3. Havdage.

Okay, den er lidt bred, men her tænker jeg specifikt på havdage som modsætning til dage i land. Når vi er i land, vælter alle mennesker jo ud på ture, også jeg, og man er ude og opleve verden. Det er super, og det giver gode historier og masser af billeder og minder. Men der noget særligt ved havdagene. Ingen stress, folk hygger og sludrer, og man kan selv vælge, om man vil involvere sig i de mange aktiviteter, der er om bord, eller om man bare vil tulle rundt. Der er ting, jeg aldrig oplever på havdage, men som andre går vildt meget op i. Hver aften er der f.eks. shows i teatret, det kan være alt fra Broadway shows til tryllekunstnere, dansere og stand-up. I går var det en koncertpianist, der spillede Chopin i en time.

Når jeg ikke går til disse shows, er det fordi vi som regel spiser på det tidspunkt. Men det er nu også sjældent, jeg ser noget i programmet for dagen, som jeg gider se. Men jeg går tit til foredragene, som kun er på havdage. Og jeg nyder den der viden om, at jeg ikke SKAL noget. Ingen planer, ud over hvad der lige byder sig. Somme tider vælger jeg helt bevidst at prøve noget, jeg IKKE har prøvet før. For eksempel deltog jeg en dag i en pub lunch, en art engelsk frokost, hvor vi fik Shepherds Pie og andet engelsk inspireret mad. Jeg har også genopdaget kortspillet Canasta, som min søster Lis engang lærte mig, og som jeg helt havde glemt eksistensen af. Og så er der altså noget specielt ved at sidde og kigge på kilometervis af hav, som glider forbi. Jeg tror aldrig, jeg bliver træt af det.

2. Mennesker.

Måske skulle jeg her hellere bruge fællesbetegnelsen ”sjæle”, som John bruger for at beskrive både besætning og passagerer. For i mit hoved er det aldeles ligegyldigt, om de mennesker jeg møder er ansatte eller passagerer. Ofte synes jeg faktisk, at besætningsmedlemmerne er de mest interessante. De er jo omvandrende historier fra hele verden, og jeg bliver aldrig træt af at høre dem fortælle.

Tit tænker jeg, at den allerførste forudsætning for et begyndende venskab er nysgerrighed. Og det nyder jeg i den grad godt af, af to årsager. Den ene er, at jeg er kørestolsbruger, den anden er, at jeg rejser alene. De to ting i forening pirrer folks nysgerrighed, og derfor er mange, mange gode snakke startet med spørgsmål som ”Hvor er du fra?” eller ”er du her alene?”

Desuden er jeg på grund af stolen meget let genkendelig. Så første gang nogen møder mig, smiler de og nikker, anden gang er det ”oh, hey!” og tredje gang er vi nærmest gamle venner!

Alene på denne tur kan jeg nævne Mary Ann, Marsha, Alexandra, Lille-Henry og Store-Henry, Irina, Marina, Paula, Alice, Elisabeth, Donna, Cam, Alfredo, Marco, Roland, Thomaz, Kermit, Angelo, Raj, Paco, Sheila, Jack, Maria, Giacomo og sikkert mange andre, som jeg ikke lige nu ligger forrest i erindringen. Alle sammen mennesker, som jeg har mødt i løbet af den sidste måned og delt noget med. Nogle af dem bliver til venner, andre ser jeg aldrig igen, men de har alle sammen betydning. Fordi vi på forskellige planer lærer noget af hinanden og deler oplevelser.

1. Tid

Måske er den lige abstrakt nok, men i mangel af bedre. Jeg var lidt i tvivl om rangeringen af nummer 1 og nummer 2 på listen, for de ligger meget tæt, og de er for så vidt også afhængige af hinanden. Men den endte sådan her, fordi for mig er tid den største luksus af dem alle. Og det skal forstås på den måde, at jeg på et krydstogtskib får en masse tid foræret, som ikke bare handler om at holde fri fra arbejde. Det handler også om at holde fri fra mange andre ting. Sure sagsbehandlere, ankesager, en overordentlig handicapfjendsk regering, (tak til Jørgen Lenger for den formulering), hjælpemidler, vasketøj, tidsskemaer for hjemmehjælp, lovparagraffer, regn og rusk og mørkt dansk efterår, andelsforening, madlavning, blærebetændelser, træthed, kulde, finanskrise, og så videre. Og så handler det om tid til at opleve, tid til at udforske, grine, spise mærkelige ting, se film, møde spændende mennesker, lære nyt og udvide min horisont. Og samtidig i allerhøjeste grad at mærke, hvad jeg sætter pris på derhjemme. Til tider er afstand en god metode til at se klart. ”Her har jeg rod, herfra min verden går”, eller noget i den dur.  

Et glimrende eksempel på denne type luksus er, at jeg en dag mødte en dame, som fortalte mig, at da hun gik på pension, oplevede hun det som den største luksus at kunne bruge en hel dag på at læse en bog, hvis det var det, hun havde lyst til. Jeg forstod præcis, hvad hun mente. Jeg har lige talt efter, og på denne tur har jeg indtil videre læst 11 bøger. !!

Det er således mulighed for både at holde fri fra alt muligt og samtidig få en masse ekstra tid til rådighed, fordi nogle andre klarer nogle ting, som for mig ellers ville tage tid og kræfter. Og samtidig helt selv vælge, hvad jeg vil bruge den tid til, uden at skulle tage hensyn til en masse andre faktorer.
Men hvorfor så ikke bure sig inde i et sommerhus eller endnu bedre: På et hotel, hvor man får den samme tid til rådighed? Fordi det at rejse er en enormt stor del af det. Det at udforske, at opleve, at møde alle disse mennesker, som er her på samme vilkår som jeg og som derfor er lige så åbne for dialog. I kaffebaren om bord sidder jeg for eksempel ofte ved et bord for to, og optager jo kun den ene stol. Det er helt normalt, at en vildt fremmed kommer og spørger, om de må sætte sig, og så starter snakken derfra. Hvor mange ville gøre det på en dansk café?

I går under middagen nævnte jeg, at dagen i dag er blog-dag, da jeg tilstræber at skrive hver anden dag. Mary spurgte mig, om jeg syntes, det var ved at blive en belastning, og mit svar fra hoften var ”nej for søren da, jeg synes det en kæmpe luksus at have tid til at skrive, og en gave i tilgift at nogen gider læse det”.

At have tid til rådighed er nok i bund og grund det, jeg betaler for, når jeg køber et krydstogt. Og lige netop på det punkt, tror jeg såmænd ikke, jeg adskiller mig fra flertallet af skibets passagerer, uanset hvor i verden de kommer fra.

Så det var listen over mine 5 fantastiske. Ud over dagen i dag, har vi en havdag tilbage, så Mexico, og så er vi tilbage i L.A. Den sidste blog skal jeg nok få skrevet i Mexico, vi er ikke i land så længe, og jeg behøver ikke hele dagen til at pakke!

 

 

2. november 2012

Aloha!

Jeg begynder at tro, jeg lægger under for flere naturlove, end andre mennesker. Der er selvfølgelig de gængse, som man opdager som barn, som ”nej, du kan ikke flyve”, og ”hvis du står på hovedet og drikker vand, er der en vis sandsynlighed for, at du får det i næsen”.

I mit tilfælde gælder følgende naturlov tilsyneladende: ”nej, du kan ikke dykke på Maui”. For sidst jeg var her, i 2009, gik det også i hegnet.

Det endte lige præcis, som det ikke skulle ende. Som jeg nævnte sidst vi var her, er Maui en tender-port, hvor vi sejles i land i små både. Og i denne runde valgte de altså at håndhæve reglen med ingen kørestole, med mindre man selv kan gå ned i båden. I udgangspunktet havde jeg egentlig forestillet mig, at jeg ville blive skidesur og skuffet, men jeg fik en ganske god forklaring på problemet: Sidst, vi var her, var tenderne i præcis samme højde som selve hullet i skibssiden. Det var altså således ret nemt at løfte mig over det lille hul mellem skib og tender. Denne gang lå skibet noget højere i vandet,- det har noget med tidevandsforhold at gøre. Og tenderen var således ikke i højde med skibet, så de havde installeret en trappe fra skib til tender, med 4-5 trin ned. Da der samtidig var godt med bølgegang, vippede trappen op og ned, og de turde simpelthen ikke tage chancen. Og ærligt talt: Efter selv at have set, hvor halsbrækkende det var, selv for gående passagerer, turde jeg faktisk heller ikke. Ikke engang selv om jeg kunne have taget den på måsen ned ad trappen, og ladet besætningen om at flytte stolen. Det vippede simpelthen for meget.

I sidste ende er det kaptajnens beslutning, som han tager fra gang til gang, og lige netop i går, var det egentlig fair nok at sige nej. Og set i bagklogskabens ulideligt klare lys, var det måske heller ikke vildt begavet at bestille dykning i den eneste tender port på hele turen. En beslutning jeg i høj grad baserede på, at jeg jo har været på Maui før, og derfor ikke ville gå glip af så meget.

Så enden på det blev, at jeg gik tilbage til kahytten og kontaktede dykkerklubben så de vidste, jeg ikke ville dukke op. Og så brugte jeg resten af formiddagen på vasketøj! Hang lidt ud med John og Mary, som jo nærmest aldrig forlader skibet, og efterhånden som resten af passagererne kom tilbage, fik jeg flere bekræftelser på, at tenderne havde været en halsbrækkende affære, jeg mødte blandt andet én, som havde skrabet sit skinneben i smadder på vej ind til land. Og sidst på eftermiddagen kom jeg i tanke om stakkels Alice, som skulle til Maui og finde sit barnebarn. Jeg har ikke mødt hende endnu, så jeg ved ikke, hvordan det er gået, men når nu jeg ikke kunne komme i tenderne, har hun i hvert fald heller ikke kunnet, da hun sidder i elkørestol og mangler et halvt ben. Jeg er spændt på at høre, om andre medlemmer af den udvidede familie tog af sted.

Så altså, ingen dykkertur, men til gengæld fik jeg så gennemført en af mine andre planer, da vi var i Honolulu. Jeg tog en taxa ud til Pearl Harbor, og det var faktisk temmelig overvældende. Jeg tror ikke helt, jeg havde gjort mig klart, hvor stort det er. Men jeg opdagede ret hurtigt, at jeg i hvert fald ikke inden for den tidsramme, jeg selv havde sat, kunne nå det hele. På den ene side af havnen var der et forholdsvis stort museum, som gennemgik hele historien om selve japanernes angreb på Pearl Harbor, inklusive udstillinger med de torpedoer, som blev brugt, mindesteder, osv. Herfra kunne man så vælge forskellige ture enten med bus eller båd, en ud til selve stedet, hvor SS Arizona sank med 1100 mennesker om bord. Herude er lavet et mindesmærke i vandet, hvor man kan se ”the black tears of Arizona”, (Arizonas sorte tårer) som skyldes, at skibet stadig lækker små mængder olie, som flyder op til overfladen. Man har valgt at lade langt de fleste lig blive dernede, og SS Arizona fungerer således også som en fællesgrav. Det er stadig muligt for veteraner at blive stedt til hvile her, hvis de ønsker det. I så fald bliver vedkommende brændt, og dykkere placerer herefter urnen i skibsvraget. Der er ligeledes en bro til denne anden side af havnen, hvor de fleste store skibe lå fortøjet, og hertil gik der busser, man kunne hoppe på. Men jeg valgte at blive på museumssiden, fordi alle ture til den anden side, ville tage minimum 2-3 timer.

Museumssiden var nu også interessant, måske mest pga. den betydning, Pearl Harbor har for den menige amerikaner i dag. Angrebet på Pearl Harbor i 1941 var første gang siden krigen i 1812, USA blev angrebet på egen jord, og det var således et hårdt slag for amerikanernes egen oplevelse af usårlighed. Derfor er der i mange amerikaneres bevidsthed en direkte parallel mellem Pearl Harbor og angrebene på World Trade Center og Pentagon i 2001. På grund af dette er alle udstillinger og mindesmærker derude kraftigt gennemsyret af en vis… ”national patriotisme”, (i mangel af et bedre ord) som virker en anelse svulstigt på en dansker! Man kan nærmest ikke gå ind nogen steder, uden at en optagelse af et eller andet kor brager løs med ”oh say, can you see… By the dawns early light…” over ens stakkels hoved!

Der er for så vidt ikke noget forkert ved dette, det er bare en markant anderledes tilgang til mindesmærker, end den vi er vant til. I Danmark ville det nok mere være noget med stilhed og eftertænksomhed. Og jeg er nok mere til sidstnævnte. Men det var spændende at opleve og se forskellene. Jeg er glad for, jeg tog derud.

Bagefter tog jeg tilbage til skibet, hvor jeg mødtes med et crew-medlem, som jeg havde aftalt at spise frokost med. Vi gik ned til en lokal restaurant, hvor jeg fik det bedste junkfood måltid, jeg til dato har fået. En monsterburger med håndlavet bøf, hjemmelavet barbecue sauce, og så hvidløgspomfritter! Altså pommes frites og små hvidløgsstykker stoppet i en friture. Hvorfor hulen er der ikke nogen i DK, der har fundet på det? Det smager fremragende! Jeg må dog indrømme, at tjeneren studsede, da jeg bad om mayonnaise som tilbehør til ovennævnte. Han kiggede på mig og sagde ”ok, DET er bare for underligt!” Og det har han sikkert ret i, men ketchup og pomfritter hører bare ikke sammen i min verden, slut! Og de har jo ikke fattet herovre, at remoulade er en fantastisk ting! Mary har dog kraftige planer om at indføre dette, jeg fik hende omvendt, da de var i Danmark tidligere i år.

 Men alt i alt, Honolulu var en super dag.

I forgårs var vi i den havn, som mest går ud på badestrand og surfing, og der er ikke det helt store at fortælle om det. Jeg fik købt lidt forskelligt i de små forretninger, og det var det. Det blev faktisk en hel del mere interessant om aftenen, for da fejrede hele skibet Halloween! Og det var altså helt vildt. ALT var pyntet op med ”Happy Halloween”-skilte, håndskårne græskar, kunstigt spindelvæv, edderkopper og heksefigurer. Og hele besætningen samt en stor del af passagererne var klædt ud. Folk gjorde virkelig noget for sagen. Jeg så blandt andet en, som var klædt ud i en gigantisk, lyserød pruttepude! Og en af dem fra institutionen, som jeg før har nævnt, var malet grøn og kom som Shrek. Han er en stor fyr med et lidt ludende kropsudtryk, så det var lige i øjet, intet mindre. Dani havde lavet en vikingehjelm i papir til mig, og hun og Emily kom som henholdsvis døden og djævelen, med le, horn og det hele. Jeg fik min hovedret serveret af en, som var klædt ud som dødsgardist fra Harry Potter, og desserten blev leveret af en katolsk præst, som stænkede vievand på mig, nu han var i gang!

Det hele endte i en gigafest på øverste dæk, og at dømme efter mine medpassagers alkohol indtag, konstaterede jeg, at den 70 centimeter høje mur rundt om poolen i den grad kom til sin ret!

Jeg forlod nu ret hurtigt gildet og gik i seng, man bliver træt, når man skal opleve hele tiden!

Nu er vi tilbage på havet, 4 havdage venter før vi igen er i Mexico. John er tilbage på arbejde, og Mary og jeg holder bogmøder, for hun har taget den ret radikale beslutning at give en af de mindre vigtige karakterer i bogen en helt anden og meget mere fremtrædende rolle. Jeg bakker fuldt ud op om den beslutning, jeg sagde allerede fra starten, at netop denne karakter, Maggie fra South Uist, er min absolutte yndlingskarakter, og at jeg syntes, hun fik alt for lidt plads. Især fordi der er for få kvinder i den bog. Men det betyder i sagens natur, at vi bliver nødt til at gennemgå hele balladen igen, da det så også ændrer hele plottet. Men fint, det gør vi da bare! Undervejs lærer jeg en masse om det at skrive en bog. Det er en meget længere proces, end jeg havde forestillet mig.

Nok for nu, jeg har sovet længe i dag, og jeg skal nå at spise morgenmad i restauranten i dag, det er nemlig det eneste sted, de serverer et ordentligt blødkogt æg!

 

 

30. oktober 2012

Aloha!

Vi er i fuld gang med at besøge øerne for 2. gang. Og jeg er i fuld gang med at lære en helt ny gruppe passagerer at kende. Det er første gang, jeg har prøvet det, man på et krydstogtskib kalder en ”back to back”, som egentlig bare er et udtryk for to krydstogter lige efter hinanden på det samme skib. Da jeg sejlede rundt om Sydamerika, skiftede vi 2/3 af passagererne ud i Rio, inden vi sejlede op gennem Caribien, men det er alligevel ikke helt det samme, for dengang var der stadig 1/3 tilbage, jeg kendte.

Denne gang er hele gruppen skiftet ud, og dels giver det anledning til at sammenligne, hvilket jeg vender tilbage til om lidt, og dels har det nogle hmm… bonuseffekter, som jeg i hvert fald ikke har oplevet før!

For eksempel: Den første havdag efter L.A. på tur nr. 2, hvor jeg som vanligt gik ned i kaffebaren for at få dagens første kop anstændig kaffe, blev jeg mødt af en vildt begejstret tjenerstab, som hoppede rundt som gale ved synet af mig. Jeg nærer ingen illusioner om, at det skyldes mit vindende væsen, det er snarere det faktum at det simpelthen bare er rart for dem at se et kendt ansigt. Jeg forstår det egentlig godt, det må være mærkeligt at lære en gruppe mennesker at kende, og så skifte hele flokken ud og starte forfra hver 14. dag. Og gøre det i månedsvis.

Det har den afledte effekt, at jeg groft sagt bliver røvforkælet! ”Good morning Ava, half-a-cup”, råber de, når jeg sætter mig i min vanlige stol for at skrive eller læse. Navnet er altid enten ”Ava” eller ”Iva”. Bogstavet ”E” som vi siger det, indgår simpelthen ikke i deres lyd-register. ”half-a-cup” refererer simpelthen til min kaffe. Jeg beder ofte om at få en halv kop kaffe i et papkrus, fordi jeg ellers når at spilde halvdelen ud over mig selv, inden jeg får sat mig ned! Disse små rutiner bliver noget, som bryder deres ellers ret forudsigelige hverdag, og jeg får et skægt indblik i deres verden, som ellers i høj grad er skjult for den gængse cruise passagers øjne. F.eks. ved jeg, at Marsha i dag er smadret, fordi hun festede til kl. 2 i nat, iklædt pyjamas fordi temaet var pyjamas fest blandt besætningen i nat.

En anden ”bonuseffekt” beskrives bedst ved følgende ordveksling mellem undertegnede og Mary, en eftermiddag, hvor jeg kom til at sidde og nærstudere mit nye nøglekort til kahytten, som jo blev skiftet ud under hele proceduren med at tjekke ud og ind igen i L.A.

Mig: ”Mary, hvor meget drak vi på den sidste formal night inden L.A.?”

Mary: ”Hmm.. Vi fik da ikke andet end vin til maden, gjorde vi? Hvorfor?”

Mig: ”Fordi det lader til, at jeg er blevet gift i løbet af aftenen, og det har jeg altså ikke den fjerneste erindring om!” (Jeg viser hende mit nøglekort, hvor der af mystiske årsager nu står ”Mrs. Christensen” i stedet for Miss.)

Mary: (studerer kortet og siger uden at fortrække en mine) ”super.. Glæder mig til at møde fyren, når vi finder ud af, hvem han er…”

Mig: (også uden at fortrække en mine) ”Jeg håber, han er rig.. Eller i det mindste lige så lækker som John”..

Her kigger vi begge to på John, som kigger fra den ene til den anden med åben mund, men ender med bare at ryste på hovedet ad os. Hvorefter vi selvfølgelig ikke kan holde masken længere og brækker os af grin..!

Nå, tilbage til passagererne. Den første gruppe bestod fortrinsvis af 80 % ægtepar, middelklasse, de fleste fra USA eller England, et mindretal fra Asien og Rusland, Frankrig eller Sydamerika. De fleste et stykke oppe i årene. Resten er yngre mennesker, nogle med børn, som er på badeferie eller på opdagelse, lige som jeg. Og denne karakteristik er præcis det, jeg ville kalde den ”gængse passagergruppe” på et krydstogtskib.

I denne omgang er der langt, langt flere yngre mennesker om bord. Og så er der bare generelt flere, der falder HELT uden for normalkategorien. Jeg har f.eks. set en pige flere gange, som fuldstændig ligner Stieg Larssons Lisbeth Salander. Og det er i hvert fald IKKE en type, jeg ofte ser på et krydstogtskib.

Og så er der hele Amish gruppen. For jo, de ER Amish, til min store overraskelse. Jeg faldt i snak med en af dem, bedstemoderen over alle bedstemødre, ved navn Alice, hun sidder tilfældigvis i elkørestol på grund af en trafikulykke, og jeg kunne selvfølgelig ikke dy mig for at spørge lidt ind til historien om dem. Der er 46 af dem med på turen, de kommer alle fra Cleveland, Ohio, og langt de fleste af dem er på kringlet vis ud af samme slægt. Nogle er med på turen for at ”se verden”, men Alice er helt klart på en mission. Hun har en kraftig accent, så det var svært for mig at få fat i hele historien, men det var noget med, at hun har et barnebarn, (en søns datter) som har en halvsøster på Maui. Altså har sønnen fået endnu en datter, med en anden kvinde. Hvordan DET så er sket med Amish kulturens stramme regler om ægteskab, er en del af historien, som jeg tydeligt fornemmede, at jeg ikke skulle vade mere i!

Dog viser det sig, at moderen til det pågældende barn var ”en falden kvinde”, (Alices ord for narkoman) og derfor er barnet sat i pleje hos noget familie på Maui, på moderens side. Men i Amish kulturen lader man ikke bare sådan familie i stikken, så derfor er Alice, som jo er farmor til barnet, sønnemand plus diverse onkler, tanter, fætre og kusiner nu taget på tur til Maui for at besøge pigebarnet, hvis navn tilfældigvis er Eva!  Hun er nu 7 år gammel, og mit indtryk er, at de har holdt kontakten til plejefamilien og de har så valgt at tage på dette krydstogt fordi det, paradoksalt nok, er den billigste måde at slæbe hele den udvidede familie med til en fjerntliggende tropeø!

Jeg får Herrens velsignelse med på vejen, hver gang jeg møder Alice, og det kan enhver vel have gavn af.. Selv om mine forældre muligvis ville hævde, at det i dette tilfælde hører ind under kategorien ”spildte Guds ord”..

Den anden spøjse gruppe passagerer, er en flok, som tydeligvis er en institution for psykisk udviklingshæmmede på tur. De er 8 samt 2 pædagoger, og hvordan DET så er kommet i stand, har jeg endnu ikke fundet ud af. Jeg har ikke rigtig nogen fornemmelse af det handicappolitiske klima i USA p.t., men jeg tænker, at hvis det var en dansk institution, der brændte tusindvis af kroner af på at sende en flok udviklingshæmmede på krydstogt, skulle der nok være adskillige danske medier plus et par ministre eller tre, der fik grundigt ondt i røven! Der er 2 med Downs syndrom og i hvert fald mindst én autist, de andre er jeg lidt usikker på. Men det glæder mig usigeligt, at de tilsyneladende glider ind i gruppen af passagerer uden problemer. Jeg har set dem sidde og sludre med andre passagerer i spaen på dækket, og i går var en af dem med Downs involveret i vild debat om noget med kvaliteten af diverse amerikanske fodboldhold i kaffebaren. I øvrigt uden, at han fik en ”maskot-rolle”, altså hvor andre passagerer taler til ham, som om han er 5 år gammel. Han indgik i diskussionen fuldstændig på lige vilkår. Se DET er sgu da ”plads til forskelle!”

Der er altså tale om en flok passagerer i alle regnbuens farver. Og jeg har spurgt forskellige mennesker om bord, hvad de tror, det skyldes. De fleste trækker på skuldrene, og siger det sikkert er på grund af valget. Der er jo præsidentvalg om lidt, og rent statistisk vil der være flere, af de ”klassiske” passagerer, de lidt ældre fra middelklassen, som derfor har fravalgt at tage på krydstogt netop nu. For de når ikke hjem igen, inden valget er overstået. Jeg ved ikke, om den forklaring holder vand, men jeg har ingen bedre.

Og når vi nu taler om valget… Her har jeg altså registreret noget ret besynderligt. I løbet af det døgn, jeg var I L.A., så jeg masser af tilkendegivelser for den ene eller den anden fløj. Klistermærker på biler, små mærkater på folks tøj, t-shirts med navnene ”Mitt Romney” eller ”Obama”, osv. På skibet er dette totalt fraværende. Som i TOTALT fraværende! Jeg har ikke set en eneste lillebitte slipsenål, der støtter nogen af siderne. Og endnu mere mærkeligt: Ingen TALER om valget. Overhovedet! Det er nærmest tabu! Det er ikke min opfattelse, at denne gruppe passagerer er ligeglade, slet ikke, men hvis man vover at nævne valget, sænker de automatisk stemmen og kaster stjålne i alle retninger, inden de svarer. Det er præcist samme kropssprog, som hvis jeg havde brændt en fræk eller halv-lummer kommentar af! Og vi taler altså her om mennesker, som snildt kan diskutere fodbold eller baseball, så hele kaffebaren ryster!

Det er dybt mærkeligt for en dansker! Vi ville vel i hvert fald som minimum efter en debat på tv diskutere, hvem der mon gjorde det bedst, hvilken side der står til at vinde, osv. Men efter den sidste live-debat mellem kandidaterne, som blev vist på alle nyhedskanaler for nogle dage siden, var der ingen, der omtalte det med et ord. Ud over John og Mary, da jeg bragte debatten op, og selv de sænkede stemmerne.

De siger, det er fordi, folk nemt kunne gå hen og blive uvenner. Men samtidig siger John, at 80 % af disse passagerer med garanti stemmer på Romney, (hvilket sikkert er rigtigt) og så er der vel ikke så meget at blive uvenner over? Jeg er dybt forundret. Nok mest fordi amerikanerne på så mange områder er store armbevægelser og åbenhed, mens de på andre områder er næsten puritansk blufærdige. Men lige nu er hovedemnet om bord i hvert fald ikke valget, men snarere baseball resultater samt stormen Sandy, der hærger USA’s østkyst. John og Mary ringede hjem til overboen i går aftes, men på det tidspunkt var der i hvert fald ikke de store problemer på den nordlige del af Manhattan, hvor de bor. Al offentlig transport var indstillet, men der var stadig strøm i huset.

Nå, i dag er vi i Honolulu for anden gang, og eftersom jeg sidste gang brugte hele dagen på at bruge penge, har jeg en plan om, at jeg i dag skal være lidt mere kulturel. Jeg vil gerne ud og se Pearl Harbor, men alle ture fra skibet og derud er udsolgt, så hvis jeg skal af sted, skal jeg finde ud af noget med en taxa. Vi må se, hvad dagen bringer. Første punkt på dagsordenen er kaffe!

28. oktober 2012

Aloha!

Lad os få det overstået med det samme: Hvor er det allersikreste sted at opholde sig under en tsunami? Flere af jer har allerede givet svaret i sms’er, gæstebogen og på facebook: Det er selvfølgelig ude midt på havet. Det er jo først, når bølgen knækker, balladen opstår, og det gør den først, når den når ind til land.
Det er tankevækkende, at for år tilbage vidste vi ”nordlændinge” vel knap nok, hvad en tsunami var. Det ændrede sig radikalt 2. juledag, 2004.

Her på skibet var der dog også en del bekymring i går aftes, da rygtet om tsunamivarsel på Hawaii begyndte at sprede sig blandt passagererne. John plejer at sige, at ”gossip is the currency on a cruise ship”. Sladder er den gængse valuta om bord på et krydstogtskib. Og det er så sandt, så sandt. For mange er der jo ikke meget andet at gå op i. Til sidst meddelte kaptajnen over højtalerne, at der ikke var nogen grund til bekymring, af ovennævnte årsag. Det skete lige før, jeg faldt i søvn, og lidt over midnat begyndte sms’erne at tikke ind på min mobil. Men, som sagt, alt er vel, og jeg læste på nyhedssiderne her til morgen, at der heller ikke har været tale om monsterbølger på Hawaii. Så lige nu er bekymringen skiftet til at handle om New York, og det er der vist også god grund til. De har tilsyneladende besøg af ”stormen over alle storme”, og myndighederne er begyndt at evakuere folk fra lavtliggende områder. Om det også viser sig at være en storm i det berømte glas vand, bliver spændende at følge.

I går var der ellers en del drama om bord, som ikke havde meget med tsunami at gøre. Først gik alarmen omkring middagstid, men allerede fra begyndelsen, var der noget forkert ved det. Hvis der kommer én lang hyletone, i stedet for et antal korte, efterfulgt af en lang tone, er det som regel signal til, at besætningen skal indfinde sig på deres tildelte vagtstationer, som regel fordi der er noget galt et eller andet sted. Og det VAR faktisk én lang tone, den var bare ALT for lang! Og det er altså en nerveflossende, gennemtrængende hyletone.  Jeg stod tilfældigvis i kaffebaren, da det skete, og det var tydeligt, at også besætningen undrede sig. Kort efter meddelte vagthavende officer over højtalerne, at der var en fejl på alarmen, og således ingen grund til panik. Se, nu er jeg jo dansk, og til og med nordjyde, så min første tanke var: Gad vide om lortet så virker, når det SKAL virke?

I går aftes, mens vi sad i kaffebaren, og ventede på at gå ind til aftensmaden, var der så drama igen. Efter nogle dage, vænner man sig så småt til skibets normale lyde, lige som hvis man bor i et gammelt hus, der knirker. Derfor lægger man også med det samme mærke til, hvis noget ændrer sig. Et krydstogtskib har stabilisatorer, der forhindrer, at skibet ruller i bølgerne. Man er ikke i tvivl om, når de gør, hvad de skal, for det giver med jævne mellemrum en lavmælt, dundrende, rullende lyd, lidt som hvis man kører hen over et par meter motorvej, hvor de har skrællet asfalten af. Det holder hurtigt op igen, og så går der lidt, inden lyden kommer igen. Efter nogle dage lægger man ikke mærke til det mere. Men man bemærker det omgående, hvis lyden pludselig ændrer sig! Og mens vi sad der, var det pludselig som om, en af stabilisatorerne satte sig fast. Lyden blev bare ved og ved, glas på bordet rystede, og hvis man lagde håndfladen på bordet, kunne man mærke hele skibet dirre. Jeg fangede Marys blik tværs over bordet, og hun så helt forkert ud i hovedet. Kort efter sagde kaptajnen over højtalerne følgende: ”assesment party assesment party, incinerator room, deck 4”. De fleste passagerer så bare forvirrede ud ved den meddelelse, men bagsiden (eller måske en af fordelene?) ved at sejle sammen med mennesker som John og Mary er, at man kommer til at vide alt for meget! Og netop den ovenstående meddelelse er IKKE gode nyheder. Når de kalder et overvågnings hold fra ”incinerator room”, betyder det som regel, at der er brand et eller andet sted. Og det er det største paradoks, når man sejler: Selv om man er omgivet af vand, er brand ubetinget det værste, der kan ske på et skib.

Effekten på Hr. og Fru M.G. udeblev da heller ikke. Mary hyperventilerede, og John rejste sig omgående fra bordet og gik ovenpå for at finde en med x antal striber på skuldrene, som kunne fortælle, hvad der foregik. Hans hurtige reaktion, den dirrende lyd fra selve skibet, sammenholdt med et samlet hold af ansatte, der tydeligvis havde alle antenner ude, mens de ventede på yderligere information, bevirkede at stemningen gik fra hygge til uhygge på ganske få sekunder.

Pludselig holdt den dundrende lyd op, og stilheden var nærmest øredøvende. Faktisk var det, som om motoren var gået helt i stå, og jeg gik hen til vinduet for at se, om vi stadig bevægede os. Det virkede ikke, som om vi havde sat farten ned, så vi sad der bare, i total stilhed og ventede på, at John kom tilbage. Og så kom meddelelsen over højtalerne: ”Assesment party, assesment party, stand down”. Det betyder ganske enkelt, at overvågningsholdet godt kan gå tilbage til deres poster, der er ingen fare. Og vi kunne alle sammen trække vejret normalt igen, Mary i særdeleshed. John kom tilbage, og kort tid efter var lyden af stabilisatorerne som de plejer at være.

Vi har stadig ikke helt fundet ud af, hvad der skete, men faktum er, at så snart der er bare den mindste mistanke om brand, SKAL der et overvågningshold af sted. Også selv om der bare lugter af brændt gummi, eller der er røget en sikring. I 99 procent af tilfældene betyder det ingenting. Men når man som John og Mary sejler 7 måneder om året, så vil man statistisk set have oplevet et par tilfælde, hvor netop den meddelelse ender i, at man sidder på sin mønstringsstation med redningsvest på og klamrer sig til sit pas, med hjertet i halsen. Bare for en sikkerheds skyld. For til dato, har de to aldrig oplevet en situation, hvor de har været nødt til at forlade skibet. Men historien siger lidt om, at der skal ikke mange ændringer til i skibets normale lyde og rutiner, før utrygheden breder sig. Også selv om man langt det meste af tiden glemmer, at man befinder sig ude midt på havet.

Angående tsunami varslet, har kaptajnen netop meddelt, at den har ramt Hawaii, og den var ca. et par centimeter høj….😉

 To af Golden Princess’ søsterskibe ligger derinde nu, og der er fred og ingen fare. Alle evakuerede er sendt tilbage til deres hjem, og varslet er afblæst. Men det har da givet noget at snakke om hen over morgenmaden!

Der er i øvrigt det skønneste vejr udenfor, høj sol og ikke for meget vind, så dagen kunne godt blive til en af dem, jeg skal tilbringe på en liggestol med bog nummer 7!

Nu gik hele bloggen med vejrfænomener og drama i dag, så næste blog bliver sikkert noget med Amish, præsidentvalg og en spøjs gruppe passagerer. Hvad de tre har med hinanden at gøre, kan I læse mere om i næste omgang.

 

 

Aloha!

To ting:
Jeg er ved at løbe tør for tomme sider på min hjemmeside, så fra nu af, vil I finde alle nye indlæg på denne side, ”rejsedagbog 8”. For nemheds skyld skal jeg nok blive ved med at lægge nyeste indlæg øverst i dokumentet.

Den anden ting: Mor, det glæder mig meget, at Futte stadig ved hvad klokken er! Det skal nok blive interessant, når I skifter til vintertid i weekenden! Mit gæt er, du har en hylende kat kl. 15.30. Og tak for min mormors 11. bud, jeg har dog ikke røv nok i bukserne til at smugle planter gennem tolden, jeg er bange for, de aldrig lukker mig ind i landet igen, hvis jeg bliver snuppet. U.S. immigration er totalt blottet for humoristisk sans, jeg fik en skideballe af episke dimensioner, da jeg afleverede min told deklaration i immigrationen i L.A., og de opdagede, jeg havde udfyldt den med blyant! Man skulle tro, jeg havde tisset på ”stars & stripes”, så voldsom var reaktionen. Min instinktive reaktion var at sige ”så slap dog af!” men det gjorde jeg heldigvis ikke, jeg tror næppe, jeg var sluppet heldigt fra det. Johns kommentar til min mormors 11. bud er, at han er ked af, han ikke nåede at møde hende!

Nå, først og fremmest tænkte jeg, jeg vil fortælle lidt om ”the Jones Act”. Det er en lov, som blev vedtaget i 1917 med det formål, at fremme amerikansk en amerikansk flåde, og undgå konkurrence fra andre (og billigere) lande. Den er stadig gældende, og kort fortalt betyder den, at lasten på et ikke-amerikansk skib ikke må forlade en amerikansk havn, og så vende tilbage til en amerikansk havn, UDEN at have besøgt en fremmed havn først. Lidt kringlet, men logisk nok, hvis den vendes om: Et amerikansk skib må gerne fragte last mellem 2 amerikanske havne, men det må et fremmed skib ikke! Der hvor det bliver rigtig sjovt, er at dette også gælder for passagerer. De regnes altså som last i dette tilfælde. Man må altså ikke lade et krydstogtskib (som næsten altid er indregistreret på Bahamas og altså ikke i USA) sejle rundt mellem amerikanske havne, uden at besøge mindst én fremmed havn.

Det har betydning for mig og alle mine med-passagerer, fordi lige netop denne lov er årsagen til, at vi på den sidste dag går i havn i Mexico. Jeg havde undret mig over det, da det er en omvej i forhold til ruten Maui-L.A., og min undren blev bestemt ikke mindre, da jeg opdagede, at vi kun skulle være i Ensenada, Mexico i 4 timer. Og i øvrigt lagde til i verdens mest kedelige havn, det mindede til forveksling om havnen i Hirtshals!

Selve havnen var indhegnet og bevogtet af mænd med kraftige skydevåben. Vi fik ørerne tudet fulde af advarsler om ikke at bevæge os ret langt væk fra alfarvej, både af skibets besætning OG de lokale. Det var muligt at tage taxi eller shuttle-bus til midtbyen, men jeg var ærlig talt ikke særlig fristet af tanken om at tage af sted alene. Så jeg tullede bare rundt på havnen mellem alle turistboderne, hvorefter jeg gik om bord igen. Det er ikke ret tit, jeg føler mig utryg ved at gå på opdagelse alene, selv i de største byer eller mest afsides steder på kloden, til gengæld lytter jeg til mine instinkter, når advarselslamperne blinker, og det gjorde de her.

Næste morgen var vi tilbage i L.A., og det var til gengæld en oplevelse! Jeg var oppe klokken meget tidligt, dels for at sige farvel til dem, jeg havde lært at kende på første tur, dels fordi selv om vi jo var nogle få, som skulle blive på skibet til næste tur, var vi alligevel tvunget til at forlade skibet for en kort tur, da vi skulle igennem tolden og udfylde toldpapirer en gang til. (denne gang, belært af bitter erfaring, udfyldt med Johns fyldepen!!)

John, Mary og jeg fulgtes ad, (jeg tror faktisk kun der var 8-10 stykker, som skulle blive om bord, og halvdelen af dem var mennesker som John, der får løn for at være her) og vi tilbragte en herlig time i ankomsthallen, i et særligt indhegnet område, med at lege legen ”digt en historie om en kommende passager”. Altså, vi sad og studerede de passagerer, der ventede på at komme om bord, og lavede de mest uhyrlige historier om dem. Jeg syntes ellers, jeg var god til den leg, men jeg har klart fundet min overmand, eller –kvinde! Mary er ikke forfatter for ingenting, og hun stopper ikke med at udpege en passager og digte en historie, nej, hun kan vælge en accent, (tysk, britisk, indisk eller fra det sydlige Georgia, det er lige meget) og så afspiller hun en monolog, som hun forestiller sig, den ville foregå i vedkommendes hoved! Det er hyle-morsomt, intet mindre! Til sidst var John og jeg så forgrinte, at folk omkring os så ud som om de overvejede, hvor vi havde fundet fnise-tobak!

Undervejs i legen blev vi afbrudt af en gruppe netop ankomne passagerer, som i hvert fald for mit vedkommende afbrød fniseriet for en stund. Jeg tabte helt kæben, og så spurgte jeg John: ”amish?” Jeg ved ikke særlig meget om amish-kulturen, men den smule jeg ved, får mig ikke lige til at tænke på dem som oplagte krydstogts passagerer. Så jeg har sikkert lignet ét stort spørgsmålstegn. De var omkring 15-20 stykker, umiskendelige i hel-lange kjoler, opsat hår med det lille tørklæde, der til forveksling ligner en dækkeserviet, og mændene med langt skæg og hat. John svarede ”maybe not quite”, og forklarede, at de kunne tilhøre en lignende religion, som jeg endnu ikke har fundet ud af, hvad præcist går ud på. Men det skal jeg nu nok få styr på!
Vi var de første, der blev ledt tilbage på skibet, og det gav anledning til at få et sjældent indblik i, hvad der sker i korridorerne på ”skiftedag”. Der blev skruet op for musikken på gangene, alt imens højt syngende room stewards fik endevendt værelserne, skiftet sengetøj og gjort klar til næste rykind.

Johns datter Emily og hendes partner Dani kom om bord i går. Dani var engang en mand, men besluttede for år tilbage, at hun vist havde fået tildelt den forkerte krop, for nu er hun blevet bygget om til en pige. Jeg kender dem ganske godt, vi har været på krydstogt sammen før, og jeg tilbragte et par dage sammen med dem i København forrige sommer.

Så nu er vi 5 ved bordet i restauranten, og jeg oplevede for første gang på turen i går aftes, at jeg måtte bremse stolen med henblik på ikke at skifte bord midt i middagen! Der var forholdsvis hård vind i går aftes, og det fortsatte natten igennem. Det er bedre i dag, men det vipper stadig noget. Det er en af de dage, hvor det er fornuftigt at opholde sig midtskibs og i bunden.

En sidste ting: I går aftes, da jeg kom tilbage til kahytten, fandt jeg en monstrøs buket blomster på mit natbord. Der var kort ved, den var fra piloten Cam og hans kone, med kærlig hilsen og et stående løfte om, at jeg til enhver tid vil have et værelse til rådighed på den lille ø ud for Seattle, hvor de bor… Iiiih altså…🤭