Hawaii

Aloha!

God morgen til alle læsere, nye som gamle!

Nu havde jeg ellers lige adviseret den halve verden om, at der ikke fandtes internet ombord, og så dukkede det op alligevel. Nogen fik vist kickstartet et modem et eller andet sted. Nå, godt nok, så er der jo mulighed for at skrive igen.

 Det er vel murphys lov for rejsende, at hvis man har glemt at pakke noget vigtigt hjemmefra, er det netop det, man står og mangler på rejsen.

Jeg har glemt at pakke lappegrej til kørestolen.. Og i henhold til ovennævnte lov, har jeg nu et fladt dæk! Og det skyldes formodentlig min egen forbandede dumhed, for det forholder sig nemlig sådan, at luft udvider sig, hvis man kommer højt til vejrs, og derfor er det en rigtig god ide at lukke en lille smule luft ud af dækkene inden man flyver.. Hvilket jeg så glemte denne gang. Og det er sandsynligvis derfor, der er hul i slangen. Jeg undskylder mig med, at jeg altså ikke havde meget hjerne klokken 4 om morgenen i Billund lufthavn.

Det skal der nu nok komme en masse skægt ud af, for der findes nemlig en anden lov, når det gælder krydstogter med Princess: Personalet er vildt dygtige til deres job, så længe det holder sig inden for de rammer, de kender, men kreative, det er de godt nok ikke! Så lige så snart noget falder uden for ”boksen”, så at sige, og man præsenterer dem for et for dem nyt problem, så står de helt af! De aner ganske enkelt ikke, hvad de skal stille op. Så foreløbig har det taget mig et døgn at få nogen til at forholde sig til problemet. Nu har de så langt om længe fundet ud af, at der måske er nogen nede i ”maintenance” afdelingen (kan vel kaldes værkstedet), som måske, muligvis, eventuelt kan finde ud af at lappe et dæk.

Herefter har jeg så udfyldt en bunke papirer, hvori jeg frasiger mig enhver ret til hvad som helst, samt fritager Princess for ethvert ansvar i enhver henseende, gældende for mig og min familie i syv slægtsled, med henblik på, at de kan tage stolen med ned i ”værkstedet” og få nogen til at kigge på den. Sådan er det amerikanske system nemlig også: Man skulle nødig havne med et sagsanlæg!

 Der er nemlig også her et andet problem: Værkstedet ligger på dæk 4, og det er absolut forbudt zone for passagerer. Det er crew-område,  og man må aldrig nogensinde bevæge sig derned, aldrig! Ikke engang hvis man er inviteret af en, der arbejder ombord. Derfor er de nødt til at hente stolen, få den transporteret derned, og så bringe den tilbage til mig. Det er i sig selv ret grænseoverskridende, for det svarer jo til, at nogen tager ens ben! Det har jeg nu også forsøgt at forklare dem, og de har svoret, at de vil forsøge at fikse det, så hurtigt de kan. Heldigvis er der jo så nu internet, så jeg kan fordrive tiden i min seng med at blogge, se en film, eller læse. Og det er nu heller ikke så slemt, for det er faktisk lidt køligt udenfor i dag.

Hvis ikke det lykkes, er dækkene heldigvis så tykke, at jeg sagtens kan trille rundt på et fladt dæk, stolen er bare lidt tungere at trække. Og i så fald finder jeg en cykelhandler på Hawaii, der kan lappe tingesten.

 Turen herover var overraskende begivenhedsløs. Jeg sad fantastisk i flyet til L.A., vinduesplads med en væg foran, hvilket gav masser af benplads, så jeg kunne næsten ligge ned. Alt klappede med transport fra lufthavnen til hotel i Redondo Beach, et fedt hotel tæt ved vandet, så jeg gik en tur ned til en stor marina med alskens restauranter med fisk og skaldyr, fik en ordentlig middag, og så var jeg klar til køje. Vågnede til 20 grader, solskin og havluft, og op ad formiddagen blev jeg transporteret til skibet. Og her må man altså igen beundre deres evner ud i logistik: De sidste af 3000 passagerer fra forrige tur forlod skibet kl. 10 om formiddagen, og jeg var blandt de første, der blev lukket ombord klokken 12. På det tidspunkt er skibet rengjort og klar til næste rykind, og alle kahytter er klargjort. Jeg havde min bagage klokken 3, og her skal man huske, at der jo så også er mellem 3000 og 5000 stykker bagage, der skal fordeles på de rigtige kahytsnumre. Det er dybt fascinerende at følge.

 Jeg var dårlig nok landet i min kahyt, før John ringede, og han startede med at sige ”Mary kommer ned og henter dig”. 5 minutter efter stod hun så og hamrede løs på døren. De har (selvfølgelig) fået et lokum af en suite, øverst oppe, og vi sludrede en halv times tid og aftalte at mødes til middag i restauranten. Der er ikke noget, der hedder faste borde, man sætter sig der, hvor man bliver vist hen, men den regel gælder selvfølgelig ikke for alle… Hedder man Maxtone-graham, har man sit eget bord i et fjernt hjørne, og da det jo nu var første aften ombord, blev vi fra start af ”vimset om”, af diverse tjenere, og fik fint besøg af ”the top maitre d’”, som er den, der har hovedansvaret for alle restauranter på skibet. Han hedder Angelo og er en kolos af en italiener, en rigtig bamse-mand. Egentlig kom han bare for at hilse på, og sikre sig, at ”mr. Maxtone-graham” er tilfreds med forholdene!

Jeg kan i sådanne situationer ikke lade være med at sidde og småfnise ned i tallerkenen, fordi jeg for mit indre øje ser helt andre billeder af John, som da han trissede rundt i bare tæer i mit køkken for en måned siden og skændtes med katten, som gik i vejen, eller som da min søster Lis tog røven på ham med tricket, hvor man triller en mønt ned langs næseryggen, og får sorte blyantstreger i fjæset! Det er den John, jeg kender. Alt det andet er noget, der vist bare hører med til hans job. Jeg skal i øvrigt hilse mange gange til alle jer, som var med til at gøre deres besøg i DK til noget ganske særligt.

Maden var som altid dejlig, jeg fik champignon suppe og en slags skaldyrs-mac’n’cheese, spaghetti i ostesovs med hummer og rejer.

Omkring middagstid i dag har John sit første foredrag, og hvis ellers jeg får stolen igen inden da, skal jeg ned og høre det og så spise frokost med ham og Mary.

En sidste ting: jeg har allerede nu mødt forskellige mennesker, som jeg har mødt før på tidligere krydstogter, enten personale eller passagerer. Jeg drak kaffe med et par i formiddags, som var med på den allerførste tur over Stillehavet fra Australien til USA. De havde lige som jeg besluttet sig for denne tur, fordi de ikke helt fik nok af Hawaii sidste gang. Det siger lidt om, hvor vanedannende, dette her er! 😀

_________________________________________________________________________

 

Aloha!

Aldrig mere et ondt ord om manglende kreativitet hos Princess! Jeg fik stolen tilbage efter en time, lappet og fikset! Skal i den grad have fundet en æske ordentlig chokolade til d’herrer på dæk 4. Man må i hvert fald lade dem, at når de først påtager sig en opgave, så fuldfører de også.

Da det først var i orden, fik jeg sådan rigtig landet på The Golden Princess. Det eneste, der stadig er lidt rod i, er min tidsfornemmelse. Jeg er næsten 12 timer bagude i forhold til dansk tid, men det kan man sådan set hurtigt rette op. Det der går RIGTIG galt er, at Hawaii ikke er i samme tidszone som det sydlige USA, så de her første 4 havdage inden vi rammer øerne, skal vi ”rette ind” i forhold til Hawaiiansk tid. Tre ud af fire nætter, skal vi sætte uret en time tilbage, hvilket for mig betyder, at jeg er oppe før fanden får sko på i disse dage. Og det hele skal jo så hentes igen, når vi sejler tilbage mod USA. 
Men når jeg nu alligevel er oppe, benytter jeg lejligheden til at skrive i mit favorit hjørne, i The Piazza Café, I skulle gerne kunne se et billede af det her på siden, hvis jeg har gjort det rigtigt. På dette tidspunkt er der nemlig både fred og ro og ordentlig kaffe! De fleste steder ombord bruger de frysetørret kaffe, men netop her er det lavet på gammeldags facon.

Det slog mig i går, at af hensyn til eventuelle nye læsere bør jeg nok nævne, at John & Mary er et par gode venner, jeg mødte på min første lange tur over Stillehavet i 2009. John er tidligere stagemanager på Broadway, nu forfatter og historiefortæller og han lever af at holde foredrag ombord på disse skibe, om alt hvad der har med ocean linere at gøre. Mary er debuterende forfatter og jeg har haft den store ære og fornøjelse at redigere hendes første roman, som hun lige nu forsøger at få udgivet. De besøgte mig i DK for en måned siden, og vi havde 4 uforglemmelige dage med venner og familie. Hvis man vil se, hvordan det hele startede, kan man kigge i bloggen om Stillehavsturen.

Lidt om skibet: The Golden Princess er et af Grand Class skibene, søster skib til Star Princess og Grand Princess. Altså en af de store i Princess flåden. Hun er 291 meter lang og kan rumme 2600 passagerer og 1100 medarbejdere. Farten er omkring 22,5 knob, svarende til godt og vel 40 kilometer i timen.

Og lidt om maden, fordi jeg ved, det interesserer mange. Der er tre ”hovedrestauranter” ombord, det man kalder dining rooms,- Donatello, Canaletto og Bernini. Jeg spiser i sidstnævnte om aftenen, sammen med John & Mary. 
Derudover er der Sabatini’s og Crown Grill, som er et par ekstra restauranter, hvor man bestiller bord, og derfor også betaler ekstra for at spise. Her er niveauet lige en tak højere, selv om det efter min mening er rigelig højt i de andre restauranter.

Øverst oppe er der Horizon Court, som vel mest kan sammenlignes med en bistro. Her serverer de alle måltider lige som de andre steder, blot med den forskel, at man selv finder den mad, man vil have, og man kan sætte sig hvor man ønsker, også på dækket, og være klædt i hvad man vil. Det er dog ikke velset, at man vader derind i bar overkrop eller badetøj, af hygiejne hensyn.

Til de andre måltider end lige middagen, insisterer jeg hårdnakket på at spise her, for jeg magter ikke alt det hersens pæne tøj og vimsende tjenere tre gange om dagen. Desuden kan man så rigeligt få alt hvad hjertet begærer deroppe. F.eks. har jeg en vane med at spise yoghurt naturel om morgenen deroppe, og så kyle en skefuld skåret tropefrugt oveni. Enhver, som kender mig en smule, ved at jeg synes, ananas kan spises i hvad som helst når som helst! Og hvis man først én gang har fået frisk ananas, som blev plukket moden, i stedet for at modne i lastrummet i et fly på vej til Europa, så glemmer man det aldrig!

De fleste aftener er der almindelig ”smart/casual” i restauranterne. Det betyder, at man spiser i almindeligt pænt tøj, som hvis vi gik på restaurant derhjemme. Men et par gange undervejs har de ”formal nights”, og her skal den altså helst have fuld gas. Kjoler og opsat hår og smokings. Og jeg kan simpelthen ikke fordrage det! Vi havde turens første formal night i går, og jeg synes, den eneste formildende omstændighed er, at der som regel er hummer på menuen på disse aftener. Det var der så ikke i går, hvilket ikke gjorde mig lysere stemt.

Da vi så kom til bords, havde ”nogen” på højere sted besluttet, at John & Mary skulle have lufttørret skinke og melon til forret. ”Special compliments for you fra køkkenchefen” osv… Nu har jeg aldrig syntes, at den kombination er noget særligt, og da jeg så samtidig konstaterede, at min absolutte hit forret, fransk løgsuppe med ost bagt i ovnen, var på forrets menuen, gik den danske viking totalt i baglås. John sagde til mig, at nu var forretten jo ordnet, og eftersom der ikke var hummer, skulle vi jo blot beslutte hovedret. Jeg fornemmede klart et hjertesuk i den sætning, at han heller ikke var vild med melon-tingen, så jeg sagde, frit oversat: Det vil jeg skide på, jeg skal have løgsuppe! 😋 Det afstedkom et fælles fnise-anfald blandt os alle tre, til stor undren for personalet. Men jeg fik min vilje, og dermed to forretter, og det gjorde de to andre også!
Det er alt sammen en del af den staffage, der uvægerligt er omkring John i dette miljø, og det er på den anden side ikke så underligt. Han har bestemt noget at have det i. Jeg har set det ske før, og på denne tur sker det igen: Til hans første foredrag i forgårs, talte jeg ca. 150 mennesker i det kæmpe teater, hvor han går på scenen på alle hav-dage. I går var tallet vokset til ca. 500. Udelukkende skabt af mund-til-mund metoden, hvor de første publikummer fortæller venner og familie, at ham her er altså god til at fortælle. Inden vi når den første ø om to dage, har han fuldt hus. Af samme grund er hans første foredrag altid et, man med sindsro kan gå glip af. Først på anden-dagen tager han fat på Titanic tragedien og andre publikums baskere. Og herefter eksploderer det, og så kan han sådan set stille sig op og snakke om hvad som helst.

I dag har jeg et bogmøde med Mary, vi er gået i gang med at pille i bog nummer 2, og da den stadig er på tegnebrættet så at sige, er udfordringen lige nu at få skabt en handling uden at lave for meget om på de gennemgående personer fra bog 1. Jeg skal spise frokost med dem begge, når John er færdig med sit foredrag, og vi forhandler stadig om, hvor det skal foregå!
Og så har jeg en aftale med en murstensroman af de store, som jeg fandt i biblioteket i går. En udvidet version af Stephen Kings ”The Stand”, som jeg ikke anede eksisterede! Det føltes næsten som at vinde i lotteriet. Jeg tænker, det skal foregå på dækket, for i dag har vi fuld sol og næsten havblik, i modsætning til i går, hvor det regnede hele dagen.

Hvis jeg har internet i morgen, skal jeg fortælle lidt om tilgængelighed på skibet, og måske lidt om øerne, som vi når til lige om lidt.

 _________________________________________________________

Aloha!

Klokken er halv otte, jeg har sovet helt til EFTER solopgang i dag! Men vi flyttede heller ikke rundt på tiden i nat. Jeg har smidt mig i hjørnet af kaffebaren, og har lige set Henry, som er cheftjener hernede. Han gik forbi med en gigantisk kanelsnegl på en tallerken, smilede til mig og sagde ”you want a Danish?” hvorefter han skraldgrinede, han syntes tydeligvis selv, at det var vildt sjovt!

Vitsen er selvfølgelig, at fællesbetegnelsen for den slags morgenbrød i USA er ”a Danish”, selv om det på ingen måde har noget som helst med dansk morgenbrød at gøre. Desuden, hvis jeg havde en krone, for hver gang jeg har hørt netop dén vittighed, ville jeg ikke behøve at spare sammen til fremtidige sejlture..

Jeg tænker næsten altid på Oluf Larsen, (det’ en tysker) når nogen tilbyder mig ”a Danish”.

Nå, lidt om tilgængelighed. Enhver, der på et eller andet tidspunkt har stukket snuden indenfor på Musholm, eller såmænd bare i Muskelsvindfonden, ved at tilgængelighed er mange ting. Store, tomme gulvarealer på et badeværelse, som er dejlige for en kørestolsbruger, kan jo være katastrofalt farlige for en dårligt gående, hvis gulvet er glat, og der ikke er noget at holde i. Med det in mente kan det være svært at ramme rigtigt.

På de hersens skibe er mit indtryk, at de har gjort meget for at ramme så bredt som muligt. Dog er der ingen tvivl om, at det er kørestolsbrugerne, som er tilgodeset mest. Jeg gætter på, at dette skyldes, at antallet af kørestolsbrugere/ brugere af minicrossere her er markant højere, end hvis man tog 2600 gennemsnitsdanskere og proppede dem i kahytterne. Der er flere årsager til dette, tror jeg. Noget af det skyldes selvfølgelig gennemsnitsalderen, hvor jeg klart hører til blandt de yngste, selv om der på denne tur er nogen flere børn, end jeg er vant til fra tidligere ture. Der er således flere dårligt gående på grund af alder, som har lånt en kørestol ombord.

Men den altoverskyggende synder er, som de fleste nok allerede har gættet, helt almindelig overvægt. Og her taler vi altså sværvægtsklassen. Jeg ser ofte kørestole, hvor sædebredden er mellem 85 cm. Og en meter. Mennesker med så voldsomme væskeansamlinger i benene, at det ikke er fysisk muligt for dem at stå op.

Med det ”kundegrundlag” (i mangel af et bedre ord) er der selvfølgelig også en anden grundholdning, og nogle andre muligheder end jeg har set i Danmark. F.eks. har jeg aldrig på et krydstogtskib set et unisex kørestolstoilet. Altså et tilgængeligt toilet for både mænd og kvinder. Og dette er jo ellers helt normalt i DK. Man har et herretoilet, et dametoilet, og et kørestolstoilet, slut. Her er der et kørestolstoilet til damer, og et til herrer. Jeg har ikke rigtig kunnet få mig selv til at gå ind på herretoilettet, jeg gad ellers godt se, om der er forskel!  Har overvejet, om jeg skulle lokke John til det, han gør det sikkert gerne, men så skulle han jo ind på dametoilettet bagefter for at kunne sammenligne, og der tror jeg trods alt, kærligheden har en grænse!
Det gik også op for mig den første dag, at man kan leje minicrossere gennem krydstogtselskabet. Det slog mig, da jeg så 20 crossere parkeret på dæk 5 og en flok besætningsmedlemmer i færd med at fordele dem på kahytterne.

Jeg har dog også set andre former for tilgængelighed, f.eks. vises der den første dag på skibet altid en sikkerhedsvideo på fjernsynsskærmen i kahytterne. Den fortæller kort og godt, hvordan man skal forholde sig i en krisesituation. (og nej, vi tænker ikke videre over Costa Concordia episoden, kaptajnen ombord på dette skib er nemlig ikke lallende idiot!)
På denne video er der altid en døvetolk i nederste højre hjørne af skærmen, som simultantolker sikkerhedsmeddelelserne. Det er selvfølgelig mægtigt nok, men det slog mig i morges, at hvis alarmen virkelig går, (alle passagerer kender signalet: 6 korte hyl og et langt, som fortæller, at man skal gå til sin sikkerhedsstation med sin redningsvest på nakken) hvordan hulen i luften skulle man opdage det, hvis man er døv og ligger i sin kahyt og sover??  Jeg spurgte en af pigerne i kaffebaren om dette, og hun fortalte, at den pågældende room steward, som har den kahyt under sit ansvarsområde, altid ved at beboerne der er døve, og hans/hendes primære opgave i en krisesituation er at hjælpe den kahyt først. Og at dette i øvrigt gælder uanset om man er døv eller på anden måde har et handicap. Godt så. Så ved jeg det.

Blinde passagerer tilgodeses i høj grad ved forskelle i materialet på gulvene og ved lyd. I alle gang-arealer er der tæpper i midten, og glat gulv i siderne, og i elevatorerne meddeles hver etage med en blød telefonstemme. ”Ding, Emerald, deck eight.. ding, piazza, deck five”, osv. I øvrigt fungerer kahytsnumre lige som på danske villaveje, alle ulige til den ene side, alle lige til den anden side. Og enhver blind kan mærke på skibets bevægelser, hvad der er styrbord, og hvad der er bagbord. Således er der mange ting ombord, som virkelig er gennemtænkt, hvis man først overvejer det.

Den sidste ting omkring tilgængelighed, jeg vil nævne, er et eksempel på næsten omvendt tilgængelighed. Rundt om alle pools er der en lav, afrundet mur, på ca. 70 cm. Det vil sige, at som kørestolsbruger, kan man ikke komme tæt på poolen uden at blive løftet over. Dette er dog også muligt, jeg har på en del skibe allerede set en lift, der kan lifte kørestolsbrugere ned i vandet hen over muren. Jeg spurgte en, om det var for at forhindre mig og andre kørestolsbrugere i at skvatte i ved et uheld, med kørestol og det hele. Og han svarede: Ja, både dig, men også de blinde, små børn og den alment let overrislede passager! Sådan kan man altså bruge tilgængelighed til at forhindre folk i at komme til skade eller drukne.

I dag er den sidste hav-dag i denne omgang. I morgen når vi Hilo, og dermed øen Hawaii. Det er lidt forvirrende, at Hawaii både er navnet på en ø, men også navnet på selve ø-gruppen, bestående af 8 beboede øer, hvoraf vi skal besøge 4 i de kommende dage. For nemheds skyld kalder man derfor øen Hawaii for ”the big Island”, og det er altså her, vi skal til i morgen.

Og hvad skal jeg så se? Ingen anelse. Sandsynligvis nogle vulkaner. Jeg har for vane ikke at planlægge for meget, jeg synes som regel jeg får mest ud af at tage af sted på egen hånd, fremfor på de organiserede ture. Et godt trick er at alliere sig med en lokal taxichauffør, og simpelthen købe vedkommende for et par timer til at transportere en rundt til de mest interessante steder. De lokale er som regel en kilde til næsten uudtømmelig viden.  I øvrigt, hvis man klikker på byerne i rejseplanen her på siden, kan man læse lidt om, hvad der skulle være værd at se det pågældende sted. Og hvis jeg nu SKULLE gå glip af et eller andet voldsomt spændende, har jeg jo chancen igen om 14 dage!

_____________________________________________________________________

Aloha!

Knyt hånden, lad lillefinger og tommel stikke ud, og drej håndledet lidt frem og tilbage, så tommel og lillefinger vipper op og ned. Tillykke, du har netop udført ”The Shaka”, det mest brugte håndtegn på Hawaii. Selv Obama er set ”doing the Shaka”. Egentlig betyder det vel bare det samme, som når vi stikker en tommel i vejret,- altså alt ok, tak for hjælpen i trafikken, osv. Men her betyder det også ”hvad så dér?” og kan altså formuleres som et spørgsmål. Svaret er selvfølgelig det samme: Man laver Shaka tegnet med et bredt smil og får således formuleret et tilbagelænet svar. 
Man kan komme langt uden talesprog!
Og hvis det gælder ægte Hawaiiansk kan det også snart være det samme. Det ser sådan her ud: ”I ke ao kahiko, ua kaí nä po’e Hawai’i mak a wa’a kaulua a pae ma kêia, äina.” Og bare rolig, jeg har ikke sagt noget frækt, der står bare ”det polynesiske folk kom fra fjerne kyster til øerne Hawaii for tusind år siden”.

Ægte Hawaiiansk er skægt at høre på, men man får lyst til at købe et par konsonanter, de bruger næsten kun vokaler. Af samme grund synes de, dansk er direkte grimt!

Nå, jeg fik set min del af ”the big Island” i går. Da jeg trådte ud af skibet, manglede jeg for første gang på turen en regnjakke. Big Island er et af de steder på kloden, hvor det regner allermest. Men på den anden side var det jo ikke koldt, og luftfugtigheden lå et godt stykke over 70, så man bliver våd og klam alligevel, hvad enten det regner eller ej. 
Jeg røg med på en bustur, som blandt andet førte mig til verdens største aktive vulkan, Mauna Loa. Den er over 8000 meter højere end Mount Everest, og af samme grund så vi den kun på afstand. Vi kørte op til Hawaii volcanoes national park, for netop her kan man få fornøjelsen af at stå på en bjergside og kigge ned på et vaskeægte vulkansk krater. Vulkanen hedder Kïlauea og er stadig aktiv. Det vælter op med gas og lava, men lavaen kan man kun se i mørke. Alligevel var det som at stå midt i et månelandskab, ingen vegetation, kun aske og slagger. Der lå et museum deroppe, som viste selve udviklingen af disse øer, som jo simpelthen er dannet ud af vulkansk aktivitet.

Af samme grund er dyrelivet her også næsten vendt på hovedet. De dyr, der lever vildt, er dem vi er vant til at se i fangenskab. Køer, får, geder og svin. Bragt hertil med skib, og så sluppet løs mere eller mindre bevidst, hvorefter de gennem århundreder har udviklet sig til vildtlevende dyr. De lokale er rædselsslagne for at støde på et vildtlevende svin, enten på vejene eller på vandreture. Helt på linje med svenskernes skræk for at rende ind i en elg. En orne herude kan snildt veje op mod 300 kg, og har med tiden udviklet de vildeste hjørnetænder. Og de er efter sigende drønende ondskabsfulde, de æder alt! Også mennesker på vandretur! Vi fik derfor strenge instruktioner om at stå fuldstændig stille, hvis vi skulle komme forbi en grisebasse! Lyder fuldstændig vanvittigt i en danskers ører! 
Efter vulkanen kørte vi til Thurston Lava Tube, som er en naturligt dannet tunnel af lava, som man kan gå igennem. Den ligger midt i en regnskov, og der var pænt mange trin ned og op igen, så jeg kunne ikke komme med ned. Men chaufføren viste mig til gengæld en natursti, som gik et lille stykke ind i regnskoven, så jeg kunne gå en tur for mig selv. Helt, vildt fedt! Jeg har aldrig rigtig set en vaskeægte regnskov, det var altså stort. At stå helt stille og høre alting krible og krable, millioner af fuglestemmer, en verden af liv i flere etager. Enorme banyan træer, bambus, bregner, Papaya, lichi og lianer. Og en duft af jord, mos, fugt og bourgonvilla. Jeg kunne have stået der i timevis. (og nej, jeg så ingen grise)

På vej tilbage besøgte vi en macadamia farm, og deres primære problem lige nu er førnævnte svin. Macadamia nødder samler man nemlig efter de er faldet ned på jorden, hvis man ellers kan nå det, før svinene har ædt dem! Sidste stop var en orkidé farm, hvor jeg sendte min mor en kærlig tanke, her kunne hun givetvis have tilbragt mange, mange timer! 
I går aftes spiste vi middag med et par af de andre passagerer, jeg har lært at kende ombord, og som John og Mary kendte i forvejen. Den ene af dem, Cam, er pilot i Delta Airlines, og han var meget interesseret i, hvordan det fungerer, når man som kørestolsbruger insisterer på at flyve verden rundt. Han spurgte blandt andet direkte, hvordan med toiletbesøg, når flyveturen er på 12 timer, som den til L.A. Og det er i hvert fald første gang, jeg har fået det spørgsmål af en amerikaner, jeg dårligt nok kender. Mange har givetvis tænkt tanken, men blufærdigheden har nok forhindret dem i at spørge ligeud. Jeg forklarede jo så hele kræfthistorien og fordelen ved at tisse i en pose, og han udbrød helt spontant: ”Det er sgu smart!” hvorefter han rødmede op til over begge ører. Og jeg kom simpelthen sådan til at grine, fordi det var så tydeligt, at han spurgte af ren faglig interesse, men pludselig fornemmede, at han måske var gået for vidt. Og det fik ham til at se mildest talt pudsig ud. Jeg synes nu ikke, han gik for langt, jeg synes, det er det mest naturlige spørgsmål i verden. Men det er ret klassisk amerikansk, synes jeg. De har store armbevægelser, og somme tider en lettere svulstig måde at udtrykke sig på, men når alt kommer til alt, er de enormt blufærdige. (Dog med undtagelse af John og Mary, de må have skandinaviske gener, for blufærdighed lider de i hvert fald ikke af!)

I dag er vi i Honolulu. Jeg har egentlig tænkt mig, at jeg skal ned til Moana Mall, som er et af verdens største indkøbscentre. Her ligger blandt andet Barnes & Nobles, som er en boghandel på størrelse med Bilka i Horsens. Jeg var der også sidste gang, jeg besøgte Honolulu, og det er fantastisk sted. Hvis jeg orker det, tager jeg en tur ud til Pearl Harbor, men det har jeg ikke helt besluttet endnu, det kan måske godt vente, til vi kommer forbi igen om 14 dage. Nu må vi se, hvor langt jeg når. Jeg har nu tid nok til at nå begge dele i dag også, for vi skal først sejle videre omkring midnatstid i aften. Men først og fremmest skal jeg have morgenmad!

_____________________________________________________________________

Aloha.

Nu på Maui. Den sidste af de 4 øer, vi skal besøge, og turens første tender port. Det vender vi tilbage til, men vi starter lige med en rettelse, lige som i TV avisen. Mauna Loa, vulkanen er 8000 meter høj OG DERMED højere end Mount Everest, ikke 8000 meter højere END Mount Everest. Og det er endda kun, fordi man snyder og måler fra havbunden. Men det er man jo næsten nødt til, når der ikke er noget fastland at måle fra. Jeg tror, de havde fortyndet kaffen den morgen, men tak til vågne læsere! 🙂

Jeg har lagt lidt billeder op i fotoalbummet her på siden, hvis man klikker på dem, kan man se dem i en anstændig størrelse.

Honolulu var forrygende. Jeg tilbragte hele dagen i Ala Moana indkøbscentret, de første to timer hos boghandleren. Fik købt en masse bøger, som ikke er ude på dansk endnu, blandt andet Justin Cronin’s ”The twelve”, som jeg har ventet på længe! Faldt også over Jussi Adler-Olsens ”The Absent One”, som er den amerikanske udgave af Fasandræberne. Købte den til Mary som ”lektier”, for Jussi kan noget med dynamik mellem hoved detektiven og hans makker, som hun kan lære en del af. Det kommer nu til at vente, for John stjal den og insisterede på at læse den først. Omvendt er han typen, som æder bøger på få timer, så hun får den såmænd snart igen.

Ala Moana er indrettet i to etager, de nederste butikker er for almindeligt dødelige, og de øverste er Hawaiis udgave af Beverly Hills eller Hollywood Boulevard. Her finder man Gucci, Versace, Tiffany’s, Victorias secret, og alle de andre butikker, vi normalt kun hører om. Jeg gik af ren nysgerrighed ind i en Jimmy Cho’s, og endte med fnisende at forlade stedet, da jeg for tredje gang fandt et par sko, som koster i omegnen af, hvad jeg har betalt for denne her rejse!

Herefter holdt jeg mig mest til nederste etage, det var mere min prisklasse. Fik også fundet et postkontor, så jeg kunne sende postkort til Janne i Hammel.
Nåede først tilbage til skibet sidst på eftermiddagen, og da turde jeg ikke rigtig satse på at tage ud til Pearl Harbor, som ligger i den modsatte retning. Trafikken i Honolulu er et mareridt om aftenen, og jeg mødte flere passagerer, som havde brugt op imod 2 timer på at komme hjem derudefra. Så det må blive næste gang.

Her er endnu en ting, som nok er værd at fortælle om krydstogtskibe. De venter ikke på nogen! Kortet, som man får til at låse sig ind i sin kahyt, og som samtidig fungerer som kreditkort ombord, bliver aflæst når man forlader skibet, og når man går ombord igen. Man stempler ind og ud, så at sige. Men hvis de mangler et par stykker inden afgang, bliver navnene kaldt over skibets højtalere, (i tilfælde af, at de faktisk ER ombord, men ikke har fået læst kortet rigtigt af) men skibet sejler til tiden uanset hvad. Det vil sige, at hvis man kommer for sent, er man overladt til sig selv. Af samme grund er det en god idé som minimum at tage sit pas med, så man kan opsøge den danske ambassade, hvis det skulle ske.

I går lagde vi så til i Nawiliwili på øen Kauai. Det viste sig at være en af den slags øer, hvor skibet bevidst lægger til for at give passagererne en pause! 10 minutters gang til den nærmeste badestrand, et par små cafeer, og det var sådan set det. Tropeparadis, med mulighed for ture længere ind på øen, hvis man gider, men der er klart lagt op til afslapning. Jeg trillede ned på stranden, og mødte dér en flok besætningsmedlemmer, som havde fri et par timer. Et par af tjenerne fra det bord, hvor vi spiser om aftenen, truede med at smide mig i vandet, men lod alligevel være, da jeg højlydt påpegede, at jeg ikke havde hverken håndklæder eller badetøj med! ”Lige meget”, sagde den ene af dem, ”vi kyler dig i poolen senere”! 
Vi fik gang i et spil beach volley i stedet for, og her kunne jeg faktisk fint være med, for det var en af den slags strande, hvor der er græs næsten helt ned til vandet. Og det er alt andet lige noget nemmere end sand!
Der sker et eller andet med besætningen, når de IKKE er på skibet, og det er vel naturligt nok. De lægger al den påtagede, høflige tjener attitude fra sig sammen med uniformen, og bliver til almindelige mennesker. Så det var en eftermiddag fuld af skæg og ballade, kun med den ene bagside, at jeg på trods af rigelige mængder af solcreme, sponseret af mine kære kollegaer på fonden, blev pænt branket.

I dag er vi så på Maui, og her har jeg været før, på den første tur over Stillehavet. Her skal jeg dykke, når vi kommer hertil den 1. november. Det er, som nævnt, en tender port, altså sejles vi i land i små både. Jeg har altid været imponeret over, at de glad og gerne løfter selv elektriske kørestole og crossere ombord i de små tenders, men rygtet siger, at de har strammet op på sikkerheden, så jeg er lidt spændt på, om jeg får lov til at komme i land. Det burde ikke være et problem, eftersom det ikke blæser overhovedet, men lad os nu se.
Efter i dag har vi 4 havdage, inden vi når Mexico. Hermed er Johns fridage forbi, han skal på scenen igen i morgen. Ikke at det gør den store forskel, manden er arbejdsnarkoman, - når han ikke holder foredrag, skriver han. Lige nu er han i gang med at skrive en bog om SS United, den hurtigste Ocean Liner, der nogensinde er bygget. Hans sidste bog udkom i april, så han hviler ikke ligefrem på laurbærrene! 
Jeg glæder mig faktisk til havdagene, det er skønt at komme ned i det gear, hvor dagens højdepunkt er maden, og hvor mine største overvejelser går på, hvor jeg skal smide mig og læse næste gang.

_________________________________________________________________________