God morgen fra Dublin.

Her er saa rapporten fra de foerste par dage ombord paa det gode skib The Crown Princess.
Jeg maa hellere starte med at sige, at denne gang rejser jeg jo ikke helt alene. Min gamle barndomskammerat Kasper og hans kone Diana valgte i sommer at springe med paa al min krydstogtsbegejstring, og tage med paa turen. Saa vi fulgtes ad til Koebenhavn og videre til London. Kasper er vel det taetteste, jeg nogensinde kommer paa at have en lillebror. Vi har kendt hinanden altid. Saa jeg synes det er forrygende, at de er med.
Den foerste del af turen var ret udramatisk, da vi kom ud fra gaten i Heathrow stod der et helt hold af repraesentanter fra Princess for at hente alle rejsende, som skulle med skibet for at fragte dem til Southampton. Transporten var planlagt til at skulle foregaa i bus, men da de saa koerestolen, besluttede de ret hurtigt at skaffe os en taxa i stedet for. Saa vi blev koert i taxa fra London til Southampton paa Princess' regning, ren luksus!
Den foerste dag gik i store traek med at flytte ind, spise, vise Kasper og Diana skibet og alle de uskrevne og skrevne regler paa et krydstogtskib, og saa spise noget mere! Og saa brugte jeg jo en del tid paa at spejde efter mine gamle venner John og Mary ogsaa. Men det at lede efter nogen paa et krydstogtskib er jo praecis som at lede efter nogen til en overligger fest paa groen koncert, man kan blive ved med at gaa forbi hinanden i timevis!
Ioevrigt er det lidt underligt: Alle disse skibe er indrettet paa noejagtig samme maade, saa min yndlingskaffebar ligger stadig paa daek 5, og min kahyt paa daek 8, selv om det er et andet skib.

Vi gik ret tidligt i seng, vi koerte jo fra Horsens kl. 2 om natten, saa soevn var ved at vaere et paatraengende behov.
I gaar naaede vi saa Falmouth, Cornwall, den sydvestlige del af England. Det ligner ret meget Hirtshals og omegn, eller som Kasper sagde: "Nu er vi da vist i Skagen", saa vi valgte at blive ombord.
Omkring frokost tid var jeg ved at blive en lille smule frustreret over at det stadig ikke var lykkedes mig at loebe paa John og Mary, og jeg var vist ikke den eneste, for da jeg kom op i min kahytten efter frokost laa der et brev paa min seng med en overskrift der vel bedst kan oversaettes med "Hvor FANDEN er du henne???!!"
Mary havde lagt 4 beskeder paa min telefonsvarer, overtalt room stewarden paa min etage til at laase min kahyt op, saa hun kunne sikre sig, at jeg faktisk var ombord, samt blaest rundt paa skibet for at lede.  Hun havde efterladt telefon nummeret paa deres kahyt med strenge ordrer om for helv... at ringe!!
Nu er det saa sindrigt indrettet, at telefon numrene til kahytter altid er skabt af etagenummer plus kahytsnummer. F.eks. er nummeret 12305 lig med daek 12, kahyt 305. Derfor kunne jeg jo ud fra nummeret regne ud, hvor de boede. Saa i stedet for at ringe, listede jeg derop og bankede paa doeren. Da John aabnede, stod han bare helt stille og lod smilet brede sig fra oere til oere, saa lagde han en finger paa laeberne, og saa SNEG  vi os ind til Mary, som sad med ryggen til og arbejdede ved computeren.
Altsaa, de naermere detaljer ved den genforening skal jeg nok spare jer for, men der var en del piven og hylen fra begge sider, og en del rullen oejne fra John. Men han kan ikke snyde nogen, jeg saa godt, han ogsaa blev vaad i oejenkrogen! 😉
 Resten af eftermiddagen gik med at opdatere hinanden, diskutere Mary's bog, som jeg jo er i faerd med at redigere, (nogle ting er nemmere at snakke om, end at skrive) og vi aftalte at spise sammen om aftenen.
Naar man skal foere verdener sammen, er det altid lidt med hjertet i halsen synes jeg, for hvad nu hvis mennesker, man kender og holder af fra forskellige sammenhaenge, ikke klinger sammen? Jeg kunne dog i denne sammenhaeng have sparet mig min bekymring, for isaer John og Kasper klikkede med det samme. Kasper er i lige saa hoej grad som jeg en fan af gode historiefortaellere, og han er god til at fortaelle selv, saa munden stod ikke stille paa de to. Johns datter Emily, og hendes ven Dani var ogsaa med ved bordet, og Dani er ogsaa fremragende til at fortaelle, saa paa et tidspunkt tog jeg mig selv i bare at sidde og grine af hele scenariet, skoenne mennesker fra forskellige verdener, og forskellige verdenshjoerner, som er bragt sammen af tilfaeldigheder og med een selv som eneste bindeled, og saa spiller det bare! Hvor heldig kan man vaere?!!
I dag er vi saa i Dublin, og Diana og jeg har aftalt, at vi ihvertfald skal ud og finde en boghandel og se paa byen. De giver begge udtryk for, at dette her krydstogtsliv kan man nemt vaenne sig til! Og det er vel overfloedigt at naevne, at jeg er ganske enig!