God morgen!

Der kan vaere mange ubekendte faktorer i et krydstogt,- den mest irriterende af dem alle hedder hverken koldt vand i bruserne, daarlig kaffe eller soesyge, den hedder vind!
Det er saadan, at hvis det blaeser ude paa havet, saa kan det vaere rigtig svaert at laegge til land, selv i de store havne. Et saa stort skib har jo en enorm flade, som kan fange vinden, og det betyder, at selv om havet naesten er blikstille, kan det vaere umuligt for kaptajnen at navigere.
Dette skete i Dublin, da kunne vi ganske enkelt ikke komme ud af havnen, vi fik en ekstra dag i Dublin, og missede Belfast. Sejlede derimod direkte mod Island, hvor vi ankom i gaar midt paa eftermiddagen. Her skete det samme en gang til, vi laa knap 5 km. fra land, og man maa lade manden, at han virkelig gjorde en indsats. Han proevede ihvertfald 4 gange at ramme indsejlingen, men maatte hver gang vende om, og vente paa at vinden skulle laegge sig.
Det er en konstant afvejning af sikkerhed op mod 2600 passagerer, som er sure fordi de ikke kommer i land. Heldigvis valgte manden det foerste, ikke det mest populaere, og foerst paa aftenen meddelte han over hoejtalerne, at han var noedt til at droppe Island. Det var dog lykkedes ham at faa "The ice pilot" ombord, det er ham, der skal soerge for at faa os sikkert igennem isfyldte farvande omkring Groenland, og saaledes forudsaetningen for, at vi ikke ogsaa misser den.
Jeg fik hele balladen paa absolut foerste haand i gaar, for mens alle disse forsoeg og overvejelser fandt sted, sad jeg dybt koncentreret i John og Marys kahyt og lagde puslespil. En lidenskab jeg har til faelles med John, omend han siger, han bliver deprimeret af at laegge puslespil sammen med mig!
Mens vi sad der, ringede kaptajnen til kahytten og fortalte det hele. Der er aabenbart forskel paa passagerer, og jeg saa mig noedsaget til at kommentere, at NU er jeg fornaermet, for han ringer sgu ikke til MIN kahyt og holder mig opdateret om, hvad der foregaar!
Det fik John til at sige, at nu var deres kahyt jo da stor nok til tre, saa hvis jeg foelte mig ude af trit med begivenhederne, var jeg yderst velkommen til at flytte ind!
Naa... pjat. Vi faar ihvertfald sejlet en masse, og selv om jeg synes det er lidt synd for Kasper og Diana, som jo havde glaedet sig til Island, er jeg egentlig glad for at vaere paa havet. Det eneste skaar i glaeden omkring Island er saadan set, at Mary og jeg havde aftalt en shopping tur af de HELT voldsomme i gaar eftermiddags, og den gik jo saa i vasken. Til Johns store glaede, han var vist lidt bekymret for balancen paa sit kreditkort. Men det er en stakket frist, Mary og jeg er enige om, at vi tager skarp revanche i New York!
Dublin var dog, naar ret skal vaere ret, en rigtig fin dag. Kasper, Diana og jeg gik i Saint Patricks Cathedral, og hoerte et fremragende drengekor, det tilfredsstillede baade Dianas glaede ved arkitektur og min glaede ved musik. Det var fremragende. Vi travede byen tynd, fandt ogsaa en super boghandel, og bare saa paa byen.
Jeg har bemaerket, at der er en afgoerende forskel mellem krydstogter, hvor der er koldt, og krydstogter hvor der er varmt. Og det er, at alle mennesker opholder sig inden doere paa et krydstogt som dette. Det betyder, at der er mennesker overalt hele tiden, da de jo ikke sidder ude paa soldaekket og sveder. Men jeg er nu blevet ret god til at finde isolerede afkroge, hvor jeg kan sidde og laese og hygge.
John har foredrag i eftermiddag, som paa alle hav-dage, og de tre danskere har fundet deres faste pladser i salen hver gang indtil nu, saa mon ikke vi ogsaa er der i dag.
Jeg ved ikke, hvornaar jeg faar mulighed for at skrive igen, internettet er lidt ustabilt, men jeg haaber at kunne skrive igen om et par dage, naar vi rammer groenland.
Men alt i alt er humoeret stadig hoejt, Mary og jeg har en masse tid til raadighed til at redigere romanen, hun suger alle mine kritiske spoergsmaal til sig,  vi spiser som vanligt for meget, (Gert jeg taenker paa dig hver gang vi spiser chocolate chip cookies), og vi hygger os gevaldigt!