Hejsa.

Vel ankommet til Newfoundland, en klar etter paa top ti listen over steder med underlige engelske accenter! Den er ulig noget andet, jeg foer har hoert!
Faktisk kommer jeg til at fnise, hver eneste gang jeg hoerer en af de lokale sige "Newfoundland", for de laegger ikke trykket paa Found, som vi nok ville goere det, men paa New. Og saa snupper de resten af ordet af, saa det kommer til at lyde som "NYVfndlnd". Og for det foerste minder det enormt meget om engang min yngste nevoe Mathias forsoegte at tale med en sut i munden, og for det andet er jeg hele tiden ved at spoerge, om de vil koebe en vokal?? 😀
Med det in mente, kommer jeg til at taenke paa en anden fnise ting, vi har haft koerende ombord. Der findes et specielt folkefaerd paa krydstogtskibe, der hedder Cruise directors. De har mest til opgave at informere om aktiviteter ombord, samt soerge for at passagererne er glade, HELE TIDEN!!
Jeg ved ikke, om de faar en recept paa fontex samtidig med ansaettelseskontrakten, men de er ULIDELIGE at hoere paa. ALT for glade og alt for meget! De lyder som candy floss paa daase, naar de taler over hoejtalerne.
Nu er det saadan, at hver aften faar man en lille avis leveret i sin kahyt, som fortaeller om den kommende dags aktiviteter. Denne avis hedder "The Princess Patter", som vel bedst kan oversaettes med "Princess sladderblad".
Patter betyder jo noget ganske andet paa dansk, saa i sagens natur er de tre danskere ombord komplet FLADE af grin, hver gang en af disse her overgearede cruise directors siger noget over hoejtalerne, og derefter slutter af med "check the Princess Patter for details"!!
I forgaars kunne jeg simpelthen ikke holde masken, da dette skete mens jeg drak eftermiddagskaffe med John og Mary,  jeg var noedt til at gaa til bekendelse og afsloere, hvorfor det er saa sjovt. Med det resultat, at nu har vi 3 danskere og 2 amerikanere ombord, som trimler om af grin, hver gang nogen siger "check the Princess Patter"!
Naa, tilbage til New Foundland. Jeg startede dagen med at gaa fra borde og trille lidt rundt i byen. Det var i sig selv en udfordring, for St. Johns har rigtig, rigtig mange trapper!! Byen er bygget op ad en bjergside, saa alle gader paa tvaers, langs med havnen gaar fint, men saa snart man skal et led vaek fra havnen er det bare opad.
Jeg fik derfor forvildet mig ind i nogle smaa gader i forsoeget paa at finde en lettere vej, og saa hoerte jeg klassisk musik fra en aaben doer. Det viste sig at vaere "St. Johns music school", det stod paa hoveddoeren, musikken var boern, der spillede. Og da jeg ikke orkede flere bjergbestigninger, besluttede jeg paa stedet at kigge indenfor. Jeg moedte en laerer paa gangen, forklarede at jeg var tidligere musiklaerer og LANGT hjemmefra, og spurgte om jeg maatte kigge paa. Han gik helt i bro af begejstring, jeg jeg fik lov til at deltage i (og til dels staa for) en undervisningstime i musik for boern i sjette klasse. Skolen var tydeligvis en af dem for "pramieboern", de var ret dygtige og usaedvanligt velopdragne. Temaet for timen var skalaer, saa leg laerte dem melodien til "Det er i dag et vejr", da den starter med en ren c-dur skala.
Helt vildt dejlig maade at tilbringe en formiddag paa den anden side af Atlanten, og for mig endnu et eksempel paa, at musik er det eneste universelle sprog i verden.
Efter timen snakkede jeg lidt med laererstaben, hilste paa skolens rektor, og sagde paent tak fordi jeg fik lov at besoege skolen. Og saa fandt jeg en taxa, og fik en tur rundt i byen og omegnen, blandt andet op til "Signal Hill", stedet hvorfra man sendte det foerste morse signal over Atlanten i 1901. Moedte mange medpassagerer i faerd med at gaa derop, og forbraende 10 dages indtag af chokoladekager. Godt man ikke lider af daarlig samvittighed!
Alt i alt en fremragende dag. De naeste par dage tager vi det sidste straek mod New York, og jeg glaeder mig meget til at se en by, som har flere indbyggere end hele det land, jeg bor i.