God morgen.

Vi maa vist erkende, at kaptajnen reddede situationen i gaar. Han var jo, efter affaeren paa Island, ikke den mest populaere mand i nordatlanten, men han vandt paa point paa vej til Groenland. I gaar sejlede vi op gennem Bredefjord, smukt og mere smukt. Isbjerge, hvaler, saeler og alt hvad hjertet kan begaere. Han krydsede ind i en mindre vig, satte en tender (de smaa redningsbaade) i vandet og den sejlede saa ud i vigen for dels at videofilme skibet, dels hente is fra det naermeste isbjerg, som folk saa kunne faa i deres drinks i baren... Lige meget nok synes jeg, naar nu hele indlandsisen er i faerd med at forsvinde! Vi saa ogsaa indlandsisen, og om eftermiddagen var der saa ofte hvaler i sigte, at John fik kamp til stregen ved sit foredrag, med de konstante afbrydelser over hoejtaleren om dette og hint til styrbord og bagbord. Men John er en mester paa sit felt, han valgte klogeligt at indlemme alle kaptajnens kommentarer i sit foredrag, og tage pis paa det. "Ja, nu har vi saa et soeuhyre og fire ubaade til styrbord".. osv. Jeg tror under alle omstaendigheder, at den meget smukke sejltur op gennem fjorden var nok til at vende stemningen for folk ombord.

I dag har vi saa lagt til ved Qaqortoq, ogsaa kendt som Julianehaab. Jeg var en af de foerste i land, og saaledes med til at fordoble byens indbyggerantal, der bor godt 3500 mennesker i Julianehaab, og de blev jo saa overrendt af 3000 passagerer, som i den grad traengte til at se noget andet end skibs interioer. Vi sejles i land i de smaa tenders, hvilket er nemt i dag, for der er helt vindstille, Groenland viser sig fra sin bedste side.

Byens stoerrelse taget i betragtning, kan man altsaa rimeligt hurtigt faa det overstaaet. Der var et springvand midt paa torvet, en turist butik som i den grad maa have en stjerne omsaetning i dag, og saa var det saadan set det. Men der er smukt, og rigtig, rigtig koldt! Nu er det jo sydgroenland, saa her ligger ikke sne, og der er hoej sol i dag, men det er alligevel sweater og vanter-vejr. Eftersom der ikke var plads i min bagage til skidragten, tog jeg ret hurtigt en tender tilbage til skibet.

Det er den 11. september i dag, og jeg er noget spaendt paa, om det vil praege stemningen ombord, da jo langt de fleste passagerer er amerikanere. Der afholdes et minuts stilhed praecis kl. 18, men om der skal foregaa yderligere i den anledning, ved jeg ikke.

Jeg har naaet en milepael i dag, hvis jeg ellers har talt rigtigt. Groenland er land nr. 30, jeg har besoegt. Gad vide om man skulle aabne en flaske champagne? Det var ihvertfald rart at have fast grund under hjulene og se noget andet.