God morgen!
I filmen "Vi lever", som (for de uindviede) handler om et sydamerikansk fodboldholds flystyrt i Andesbjergene, bliver udtrykket "Chiles groenne dale" naermest et mantra for de, som kaemper for at overleve. Hvis bare, det lykkes dem at klatre op paa det hoejeste bjerg, vil de kunne se "Chiles groenne dale". Og da de saa endelig naar derop, virker overgangen fra sneklaedt bjergtop til groen dal temlig voldsom.
Det kan synes en anelse morbidt, men jeg kom faktisk til at taenke paa det, mens jeg hang 10 km. oppe i luften, for det lykkedes mig at sove det meste af turen over havet, og saa vaagnede jeg netop som vi floej over Andesbjergene. Og det er praecis som beskrevet i filmen. Overgangen fra sne til groent er som kridtstregen paa en fodboldbane.
Men ellers var flyrejsen foerst til Paris og derefter til Santiago ret begivenhedsloes. Mit foerste indtryk af Santiago var, at det var noget renere og paenere, end jeg havde forventet. Der var 28 grader i skyggen, klart vejr, og alting gik glat, hele vejen ud til taxaen, som ventede paa mig med en aeldre, flink chauffoer, som faktisk talte svensk! Han havde arbejdet 10 aar i Stockholm. Jeg KAN bare det der med taxachauffoerer, fik alle de gode historier om byen, omraadet og landet paa vej til hotellet.
Tidsforskellen er ikke saa voldsom mellem Danmark og Chile, 4 timer, fordi vi er paa vintertid lige nu, saa jeg burde egentlig vaere frisk nok, men indroemmet, da jeg foerst havde vaeret i bad og ude at kigge paa de naermeste 4 gader, gik jeg helt kold. Sov resten af dagen, fik mad bragt op til vaerelset og sov resten af natten.
Naeste morgen, altsaa i gaar, blev jeg hentet paa hotellet, og der slap mine evner udi at vaelge taxa chauffoerer saa ogsaa op! Ikke fordi han ikke var flink, han var vaeldig rar, men han kunne ikke et eneste ord paa engelsk, og selvom jeg i sidste uge slog ud med armene og sagde til min mor "spansk, det kan jeg vel laere!", saa skal jeg nok liiiige have et par dage mere at oeve i!
Det var nu ogsaa lige meget, turen fra Santiago til Valparaiso er en oplevelse i sig selv. Det er en koeretur paa 2 timer gennem de foernaevnte "groenne dale" og det er saa smukt. Det er her, man laver al den fabelagtige vin, vi koeber i danske butikker. Saa det var bjerge og dale med kilometervis af vinstokke og fritgaaende lamaer.
I havnen i Valparaiso gik alting med saedvanlig effektivitet, og saa snart jeg var ombord, (man staar som koerestolsbruger selvfoelgelig IKKE i koe) smed jeg min rygsaek i kahytten og gik ned til John & Mary. Mest fordi Mary paa forhaand havde truet med al landsens oedelaeggelser, hvis der gik ret mange timer uden vi fandt hinanden, som paa sidste tur.
Da John aabnede doeren, grinede han og sagde samtidig "kom ind, det her skal du altsaa se". Jeg gik ind, og midt i sengen sad Mary omgivet af snotklude og kvaekkede "heeeej".. Jeg kiggede paa hende og sagde "du er da ikke frisk"?
"overhovedet ikke, sommer forkoelelse" kom det med mere kvaek, og saa kiggede jeg rundt i rummet og sagde "okay, men er det derfor, de har puttet dig i et garderobeskab"??
SAA doede John af grin og sagde "jeg vidste det"!! 😀
Tilsyneladende havde han vaeddet sin naeste aarsloen paa, at det foerste, jeg ville goere, var at hakke paa deres kahyt! Og DET er der sandelig ogsaa god grund til! Der er vitterlig ikke plads til andet end en dobbeltseng. Hvis han skal bruge skrivebordet, er han noedt til at sidde paa sengekanten!
Jeg synes naturligvis det er helt fantastisk, at jeg for en gangs skyld har haane-retten, naar det gaelder kahyt stoerrelse, for der er godt nok meget, der skal haevnes paa den front!
Det er ogsaa et godt tegn paa, at skibet er fyldt op, for saa bruger man ikke smarte suiter til de ansatte, heller ikke selv om man er det store traekplaster inden for maritime forelaesninger!
Vi aftalte at spise middag sammen om aftenen, og saa gik resten af min dag faktisk med stigende panik, fordi min bagage efter afsejling stadig ikke var ankommet til kahytten. Den ankom 10 minutter inden jeg gik ned for at spise, saa jeg naaede kun lige at hive en ren bluse ud af kufferten, saa jeg ikke sad og lugtede af gnu ved bordet. Jeg har derfor heller ikke naaet at give John den faerdige lampe, far, men du skal nok faa hele historien senere, for jeg har sagt til ham, at han skal kigge forbi min kahyt i dag, da jeg har en gave til ham. Jeg ville nemlig gerne lige teste, om den faktisk virkede paa amerikansk stroem, og det goer den.
For de af jer, som ikke fatter en brik af dette, er historien, at jeg har lavet en lampe i trae, et kaempe projekt, som har taget mig godt et aar, jeg goer det aldrig mere! Men jeg skal se, om jeg kan faa taget et billede af tingesten, og lagt det op saa I kan se den.
John er paa scenen med foerste foredrag kl. 13 i dag, jeg har faaet min foerste kop kaffe her til morgen, og sidder nu og proever at vaenne mig til vipperiet, det gynger nemlig ganske kraftigt, fordi det blaeser.
En sjov detalje: Da jeg stod i elevatoren og skulle op i kahytten foerste gang, kom der en pige ind, og i samme oejeblik hun saa mig, hylede hun "EEEva!!" og saa floej hun mig om halsen og jeg fik et kaempe knus. Det var en af pigerne fra kaffebaren fra da jeg sejlede over Stillehavet i 2009, med samme skib. Med saadan en start kan man da kun foele sig hjemme! 🤩