Hejsa!
Tak til Jane Schelde for komplimenten i min gaestebog, rart at faa ros fra en aegte journalist! Jeg kvitterer med en faktaboks, ved du er glad for dem!
Star Princess, registreret paa Bermuda.
Laengde: 289,6 meter
Bredde: 50,5 meter
Vaegt: 108977 tons
Max hastighed: 23,3 knob
Det var saadan lige det loese om skibet, der er mange flere fakta, man kan dvaele ved, men jeg holder her, det var bare saa I lige kan faa et indtryk af stoerrelsen paa skuden. Jeg kan ioevrigt ogsaa lige fortaelle, at skibet har 15 etager, eller i virkeligheden kun 14, etage 13 mangler, soefolk er frygteligt overtroiske. Passagerer har kun adgang fra etage 4 og opefter, da de nederste er mandskabskahytter, og de er i DEN grad "off limits" for passagerer, ogsaa selv om man er inviteret.
Jeg kom aldrig rigtigt i land i Ushuaia, gik blot en tur paa kajen. Det var en af den slags typiske havnebyer, i stil med Seattle eller San Fransisco, hvor gaderne gaar lodret op fra havnen, og det er ikke super, naar man kun har sine arme som drivkraft, og spiser for meget!
Naar det saa er sagt, er jeg igen totalt overrasket over holdningen til tilgaengelighed ude i verden. Selv i Punta Arenas, og i dag paa Falklandsoerne, er ALT bare i orden. Handicaptoiletter, ramper, lifte og nedkoersler alle steder. I Punta Arenas saa jeg en skabet gadekoeter ligge og sove paa en lift, der er var nyere, end den jeg har i bilen!
I dag var ellers lige spaendende nok, eftersom Falklandsoerne igen var en tender port, altsaa en af dem, hvor vi sejles i land i smaa baade. Og det vippede altsaa, meget! Ikke noget problem naar man foerst ER ombord i de smaa tenders, men at naa dertil, kraever 4 Filipinere og en fandens god timing! Naar rampen paa tenderen det ene oejeblik er 20 centimeter under kanten man staar paa, og det naeste oejeblik er 40 centimeter over, altsaa et vip paa over en halv meter, saa skal man altsaa kaste froekenen i koerestolen paa det rigtige tidspunkt! 😲
Efter sigende KAN de naa dertil, hvor man ikke faar lov til at gaa i land, jeg har bare aldrig oplevet det. Og jeg har heller aldrig oplevet det som vaerende ubehageligt eller farligt, de ved, hvad de goer. Og de insisterer paa at hjaelpe HELE vejen, selv op ad ramper, som er mindre stejle end den, jeg har foran min hoveddoer derhjemme. Naar de goer det, har jeg svaert ved at holde masken, og de ser dybt forundrede ud, naar jeg fniser ad dem.
Gik en laaaang tur rundt i byen Stanley, det var sjovt nok ikke saerlig koldt, men vindblaest og raat. Lidt som den svenske skaergaard. Falklandsoerne er i virkeligheden mange smaa oer, og rigtig mange steder kan man se grundstoedte skibe, nye som gamle, alt sammen med til at vidne om, at det normalt er et barsk farvand at sejle i. John siger, at halvdelen af gangene kommer krydstogtskibene slet ikke ind til Stanley, pga. vejret, saa vi var heldige i dag.
Man vaenner sig til skibets bevaegelser, og indretter sin faerden derefter. Til sidst bliver det naermest som en puls, man ikke bemaerker, med mindre den aendrer sig. Det oplevede jeg i gaar morges, da vi rundede Kap Horn. Mary havde sagt til mig paa forhaand, at jeg ikke skulle undre mig, hvis skibets bevaegelser foeltes forkerte, naar vi naermede os, men at jeg sikkert ville opdage det. Og det gjorde jeg bestemt ogsaa, jeg vaagnede simpelthen ved det. I stedet for den stille svajen frem og tilbage, foeltes det pludselig, som om nogen skubbede skibet, fra alle sider paa en gang. Det skyldes, at ved Kap Horn moedes flere havstroemme samme sted, ligesom paa Skagens gren. Egentlig ikke ubehageligt, bare underligt.
Jeg traskede op paa oeverste daek og stod saa der og tog nogle fine billeder, da kaptajnen sagde over hoejtaleren, at nu var vi der altsaa! Kap Horn kan man jo ikke som saadan se, men den defineres ved en bestemt laengde og breddegrad, og netop der ligger en lille oe, som skibet saa sejler rundt om. Iovrigt hoerte jeg, at man en overgang legede med tanken om at bygge en golfbane paa netop den oe... Skide brilliant ide at spille golf et af de steder i verden, hvor det blaeser allermest!
Nu har vi to havdage foran os, inden vi naar Buenos Aires. Og fra i morgen skulle der blive lejlighed til at kravle i shortsene og sommerkjolerne. John er paa scenen igen, som altid paa havdage, og Mary og jeg skal arbejde videre med hendes bog. Jeg har tampet hende lidt for en beskrivelse af en mordscene, som simpelthen var for tynd og for "paen". Jeg har sagt til hende, at hun bliver noedt til at finde sine moerke sider, (John siger, han godt vil hjaelpe hende, han paastaar, han ved hvor de er!) saa hver gang hun ser mig, siger hun "I am in my dark place". 😮
Og saa gaar jeg ud fra, vi skal se noget mere Matador! Det er efterhaanden blevet en hel rutine, at vi klumper os sammen i min seng og ser et afsnit, naar vi har spist. De siger begge, at jeg skal sige til, hvis det bliver traels, men jeg har vist efterhaanden faaet overbevist dem om, at de ganske sikkert bliver traette af Matador, foer jeg!
Mor, hvis du falder over min fede hankilling, hver gang du tager en tallerken ud af skabet, saa er der jo en vis sandsynlighed for, at han har laert hvad det BETYDER, naar du leger med tallerkner! Maaske skal han en tur paa julemaerkehjem, naar jeg kommer hjem! 🙃