God morgen!
Far, jeg skreg af grin over kat-falder-ned-af-sofa-historien, godt at gulvet holdt, for jeg kan godt huske, da vi lagde gulv i jeres stue, det er sgu haardt arbejde!
Der findes en fiks lille ting kaldet nemesis. Det er det, der rammer en i roeven, naar man har haft haane-retten for laenge, og saa mister den! Det gjorde jeg i DEN grad i forgaars!
Da jeg kom ned til middag og det obligatoriske slag kort inden maden, som vi plejer at spille, lignede Mary til forveksling min hankat efter en velvoksen portion lasagne, og John saa naermest sur ud. Jeg spurgte, hvad der stak hende, og John vrissede, at hun da endelig skulle fortaelle, hvad dagen havde budt paa!
Historien var, at efter vi sejlede fra Rio, mangler vi godt 500 passagerer for at have fuldt hus, og derfor staar nogle af de... skal vi sige.. mere rummelige kahytter tomme. Saa mine rejsefaeller var blevet ringet op tidligt om morgenen af HGT'en, (hotel general manager, aka Gud, naar det gaelder kahyt fordeling) som tilboed dem en suite paa 10. sal. Se, en suite paa en skude som denne her, er altsaa stoerre end min dagligstue, den har kaempe balkon, badekar, sofagruppe, to fjernsyn og hele halloejet! Saa som Mary saa elegant udtrykte det: "Eva, du kan nu tage din moeg-kahyt og stikke den derop, hvor luftkvaliteten er tvivlsom!" Jaja, bild jer endelig ikke ind, at de har et paent sprog i de hoejere sociale lag!
Det var saa ogsaa derfor, John var sur, han hader at flytte, men fruen havde efter megen overtalelse faaet ham overtalt, og der er dog ihvertfald en klar fordel: Saadan en suite har naturligvis DVD afspiller, saa vi kan se matador paa en rigtig tv skaerm, i stedet for Johns PC. Desuden giver det Mary bedre plads til at skrive, hun manglede i den grad et skrivebord i "garderobeskabet".
Anyway, jeg faar nu drilleriet i nakken igen, i raa maengder! Og det er vel ogsaa velfortjent, maa jeg indroemme.
I gaar var vi i Salvador, Brasiliens foerste hovedstad. Byen har 365 kirker, saa man kan faa syndsforladelse et nyt sted hver dag i aaret, hvis man har brug for det. Jeg saa nu ikke nogen af dem, mit besoeg i byen var meget kort af flere aarsager: For det foerste var der varmt. Rigtig varmt! Vi naermer os aekvator, og der var 29 grader i skyggen, da jeg stod op i gaar. For det andet var alle gader og fortove belagt med "cobble stones", meget lig toppede brosten i DK. IKKE fedt i koerestol. For det tredje havde de sparet alle nedkoerslerne vaek, normalt ikke et problem for mig at forcere kantsten, men naar de er 20 cm hoeje gaar det ikke. For det fjerde var det et af de steder, hvor man naermest bliver overfaldet af de lokale, naar man gaar i land, de vil saelge alt fra taxa ture til tingeltangel, og de er meget aggressive. Saa jeg gik en kort tur, og saa tilbage til skibet og drikke en liter vand!
Tilbragte resten af eftermiddagen med at sludre med John og Alicia og solbade.
De sidste par dage har vi fulgt meget med i begivenhederne i Japan. Jeg er glad for, jeg ikke valgte at tage paa krydstogt i Asien denne gang, men paa den anden side, som John siger, er langt ude paa havet det sikreste sted at befinde sig under en tsunami. Det er foerst naar boelgen naar land, det bliver farligt. Det saa vi jo i Polynesien sidste aar, hvor en tsunami ramte oerne, kort tid inden vi kom dertil.
Da denne dag er en hav dag, skal jeg i gang med det naeste saet kapitler i Mary's bog. Vi naermer os enden, jeg har vist kun seks kapitler tilbage, saa der er en vis mulighed for, at jeg naar at redigere slutningen, inden vi naar til Fort Lauderdale.
Internettet er lidt ustabilt for tiden, saa der gaar nok nogle dage, inden jeg faar mulighed for at skrive igen. Til gengaeld skal jeg se, om jeg kan faa lagt et par billeder i albummet.
PS. Tak for billedet Lis, super at vi fik "madret" nogle russere!!