Hej!
Dagens gode raad: Se ALDRIG Matador med noerder!!
I forgaars naaede vi til afsnit nr. 5 eller 6 i min seng, jeg kan ikke huske hvilken et det var, men alt aandede fred, hygge og bare taer i min kahyt. I netop dette afsnit, som foregaar i 1932, bliver elskerinden til Joergen Varnaes "sendt paa rejse" af broderen Hans Christian Varnaes, i et forsoeg paa at redde Joergens aegteskab. Det naevnes, at hun sendes til USA med Queen Mary, og det var saa her, John lettede fra puderne og gav sig til at raabe op. "Hov!! Det kan ikke passe, Queen Mary's jomfrurejse var foerst i 1936! Eva, du maa skrive til forfatteren af den serie og fortaelle hende, at det er altsaa forkert!"
Den anden Mary, (altsaa hende John er gift med) og undertegnede kiggede paa hinanden, og saa rullede vi simultant med oejnene... 😲 Ingen af os orkede vist rigtigt at sige noget.. Saa altsaa, se ALDRIG Matador med noerder! Ioevrigt har John ret, det ER en af flere faktuelle fejl i serien, der er faktisk temlig mange, men det giver vel sig selv, at det lige var DEN han falder over.
Anyway, efter afsejling fra Falklandsoerne, havde vi to dejlige havdage inden Buenos Aires. Og Lis, der er ihvertfald varme nok nu, ogsaa til at tage med hjem af! Jeg startede ganske forsigtigt i gaar med solbadning, faktor 30 solcreme og saa sidde ude paa daekket i 20 minutter. Alligevel lignede jeg en kogt hummer i gaar aftes. Man skal vaere SAA forsigtig, hovedsageligt fordi det blaeser altid lidt paa daekket, saa det foeles ikke vildt varmt, men man bliver stegt alligevel. I disse dage lider jeg ogsaa af faenomenet "fede fingre", det sker naar temperaturen pludselig stiger og luftfugtigheden med, saa ophobes vaeske i kroppen, og ens fingre og foedder haever. Det gaar heldigvis over igen efter et par dage.
I gaar aftes spiste jeg for foerste gang IKKE med John og Mary, men med nogen af dem, jeg har moedt om bord, som bor i Californien. Det sker ofte, at man falder i snak med nogen, og saa aftaler man at spise sammen.
I dag naaede vi saa Sydamerikas 2. stoerste by, Buenos Aires, og byen er fuld af... Brasilianere! Der er nemlig karneval i Brassilien, saa de lokale tager herud for at slippe for balladen. Jeg havde en fin formiddag paa trods af heden, uden for havneterminalen faldt jeg i snak med et par lokale unge som var ansat i en smykkeforretning i midtbyen, Alex og Martina. Se, det er ofte saadan, at passagerer paa krydstogtskibene tilbydes gratis transport i bus til midtbyen af disse eksklusive forretninger, fordi man saaledes sikrer, at de potentielle kunder bliver sat af lige foran forretningens hoveddoer, og derfra kan de jo saa lokkes til at bruge penge.
Disse smaa busser var saa for en gangs skyld ikke tilgaengelige for koerestole, men foernaevnte Alex sagde til mig: "Ved du hvad, jeg ringer lige til min far, han har en almindelig bil". Som sagt saa gjort, hans far ankom 5 minutter efter i mercedes med aircondition og hele skramlet. Jeg fik et lift til Florida Street, som vel mest af alt minder om gaagaden i Aarhus. Lang gaagade med masser af butikker. Daniel, som faderen hed, gav mig strenge instrukser om at gaa tilbage til forretningen, naar jeg var faerdig med at se det jeg ville se, og faa personalet til at ringe til ham, saa ville han fragte mig tilbage til skibet. Jeg pippede noget om, at jeg kunne jo da bare tage en taxa, men nej nej, "Eva, you have them call me!"
Buenos Aires er tangoens foedeland, der danses tango overalt, og nu ved jeg saa, hvordan aegte tango SKAL se ud! Og det der stive noget, vi ser ved konkurrencer i standard-dans herhjemme, har intet som helst med tango at goere. Det danses ihvertfald meget, meget anderledes hernede. Det er lige, saa man kommer til at roedme! Men smukt er det.
Bortset fra det var selve Florida Street mest af alt som en almindelig gaagade i enhver storby, ikke ligefrem et sted der emmede af kultur, bortset fra den allestedsnaervaerende musik og tango, altsaa. Saa jeg gik en kort tur, og sad lidt og lyttede til en guitarist, der i DEN grad havde fat i det med spansk fingerspil, inden jeg daskede tilbage mod smykke forretningen.
Det er ikke nemt at faa lov at tage billeder i Buenos Aires, for hver gang man tager sit kamera frem, bliver man prikket paa skulderen, og en lokal opfordrer dig til at stoppe kameraet langt vaek. Ikke fordi man ikke MAA tage billeder, men fordi Buenos Aires er lommetyvenes hoejborg. Adskillige passagerer oplevede at miste kameraer, halskaeder, ure, ringe, tasker, ALT hvad der ikke ligefrem er plastret paa kroppen. En engelsk kvinde mistede begge sine oerenringe, og hun maerkede det overhovedet ikke ske.
Tilbage ved butikken moedte jeg Aelisia, en anden ansat, som sagde til mig, at hun havde set mig komme, og de havde ringet efter Daniel. Da han kom, spurgte han mig, om jeg havde travlt, for ellers ville han koere mig en tur rundt i byen. Saa jeg fik en rundtur i storbyen, saa Eva Peron's memorial, financial district, og lidt forskelligt andet, som jeg aldrig rigtig fandt ud af, hvad var, fordi Daniel var mindst lige saa daarlig til engelsk, som jeg er til spansk og portugisisk!
Jeg blev sat af ved terminalen, sagde mange tak til Daniel, og saa gik jeg tilbage paa skibet og spiste en mastodont frokost.
Jeg bliver ved med at forbavses over denne hersens enorme velvilje og hjaelpsomhed, uden nogen forventninger til gengaeld. Nogle gange har det uden tvivl en religioes forklaring,-man hjaelper mennesker i koerestol, hvis man vil have en plads i paradis,- men andre gange er det altsaa simpel, regulaer venlighed. Og det tror jeg, det var i dag.
I morgen er vi i Montevideo, og der er jeg afsat paa forhaand, da Mary har aftvunget mig et loefte om at bruge dagen sammen med John og hende, vi skal vist ud og spise frokost et eller andet sted. John forsoeger at overtale mig til, at vi skal have et "matadorgie", (det kalder han det faktisk, en sammentraekning af ordene Matador og orgie), naar vi naar til Rio, og Mary og jeg ruller oejne igen.. Mest fordi ordet "Matadorgie" lyder aldeles lamt! Men det handler vist om, at han gerne vil naa hele serien igennem, inden vi naar til enden paa krydstogtet. Og i saa fald bliver vi nok noedt til at tage en enkelt aften med mere end et afsnit.
Nu vil jeg daske op paa soldaekket og tage et par kapitler i den Stephen King bog, jeg har fundet paa biblioteket ombord, inden der bliver fyldt helt op med solhungrende passagerer.
P.S. Gert, John er (gudsketakoglov) holdt op med at rende rundt med lampen, og jeg vandt over ham i hummerhale-konkurrencen, da der var "formal night" i forgaars. Jeg aad tre!