God morgen alle sammen.
Jeg har altid syntes, det var spaendende, naar man kunne faa mennesker til at goere noget, der var helt usaedvanligt for deres natur. Der kommer ofte sjove og finurlige situationer ud af det. Men at faa en mand, som har levet hele sit liv af ord, enten i skrevet eller talt form, og som har bygget en hel karriere paa at fortaelle historier og skrive boeger, til at tie HELT stille i samfulde 10 minutter, det synes jeg sgu alligevel er en praestation! 😉
John fik sin lampe i gaar, og med den hele historien om projektet i sig selv, helt tilbage fra de lamper, som far har lavet, som staar hos mig og mine soestre, op til starten paa den jeg har lavet sammen med far. Da jeg var faerdig med at fortaelle, og han endelig fik lov til at pakke ud, gik han helt i staa. Han sad bare og kiggede og kiggede, og sagde ingenting. Mary sagde en skraekkelig masse, "oh Eva" og "hvordan har du.." osv. Men fra ham, ikke et ord.
Til sidst sagde jeg til ham " John, hvis du er i faerd med at faa et hjerteslag, saa maa du altsaa godt lige sige til, for jeg har ingen anelse om, om man kan give hjertemassage til en mand med pacemaker!"
Saa kiggede han paa mig, rystede paa hovedet og sagde: "Du er ganske enkelt ikke rigtig klog!!!" Og saa fik jeg et bjoerneknus af de helt store. 🤭
Vi gik ned og spiste middag bagefter, og han brugte en del tid paa at overveje med sig selv, hvor hans nye moebel saa skal bo. Forstaar godt overvejelserne, jeg HAR set deres hjem i New York, og det bliver svaert at finde en bar plet, hvor den kan vaere.
Anyway, far han bad ogsaa om din mail adresse, han vil vist gerne skrive til dig og sige paent tak, da du jo har en vis aktie i processen. Saa du bliver noedt til at sende mig en mail, jeg kan ikke huske jeres mail adresse. Eller faa Ann til at sende den til mig.
Det var den historie, og saa er der lige noget andet, jeg skal huske at fortaelle. Jeg har altid ret haardnakket haevdet, at det ikke er muligt at blive soesyg paa et krydstogtskib. Det bliver jeg saa nok til at aede i mig igen nu. Jeg brugte ihvertfald det meste af den foerste hav-dag paa at kaste op! Syntes nu ellers ikke, det vippede saa voldsomt, men det blaeste rigtig meget, og det betoed, at skibet for en gangs skyld rullede lidt, hvilket det ellers aldrig goer. Og det kunne jeg saa vist ikke taale. Desuden er problemet nok ogsaa, at jeg har for meget krudt i roeven, jeg blaeser rundt den foerste dag, i stedet for lige at vaenne mig til, at skibet faktisk bevaeger sig!
Den bedste maade at faa ro paa maven er faktisk at spise, men det er altsaa svaert, naar man ikke kan holde noget i sig! Anna, i den forbindelse, hvor har jeg taenkt paa dig mange gange de sidste par dage! 🤒
Der lader dog til at vaere ro paa det nu, jeg havde det langt bedre i gaar, og i dag er der ihvertfald ingen problemer, for vi er paa vej ind igennem nogle fjorde i det sydlige Chile, og her vipper det slet ikke. Til gengaeld falder temperaturen, og alle de spansktalende passagerer klynker over, at det er ih og aah saa koldt! Tude-fjaes altsaa, der er stadig 17-18 grader udenfor.
I morgen naar vi til Punta Arenas, det er en tender port, altsaa et af de steder, hvor vi skal sejles i land med smaa baade, fordi der ingen egentlig havn er, saa det vides endnu ikke, om jeg faar chancen for at komme i land. Punta Arenas er vist mest noget med Magellan og saa pingviner. Men man skal koere temlig langt for at komme til at se dem, saa jeg tror, jeg finder noget andet at kigge paa.
Hvis ikke der sker noget andet sindssygt spaendende, skal jeg i naeste beretning til aere for min aeldste nevoe Andreas, fortaelle om, hvilken vej vandet loeber rundt i et toilet, naar man er syd for aekvator! 🙂