Hej!
I dag har vi hurtigt internet. Saa jeg benytter lejligheden til at faa skrevet en ny blog. Det der med at laegge billeder op er endnu ikke lykkedes, saa jeg skal goere mit bedste for at skabe billeder med ord i stedet for.
I dag er vi i Fortaleza. De, som har studeret rejseplanen, vil nok taenke "a hva'?" - men som overskriften antyder, forandring fryder!
Af uransagelige aarsager blev rejseplanen pludselig lavet om. Vi skulle have vaeret i Recife i gaar, og saa havde vi 4 dage paa havet i udsigt, inden vi naaede Caribien. I stedet fik vi en havdag i gaar og i dag ankom vi saa til det for mig totalt ukendte Fortaleza, som efter sigende er Brasiliens 5. stoerste by. Hvorfor denne aendring i rejseplanen pludselig dumpede ned i hovedet paa os, er der ikke rigtig nogen, der ved. Selv John og Mary var helt paa bar bund, og for John betoed det, at han jo altsaa pludselig fik travlt, for paa havdage skal han holde foredrag, saa han fik en ekstra arbejdsdag i gaar.
En saadan aendring kan skyldes mange ting, maaske vejret, maaske er der uroligheder i Recife, eller sygdom som man helst ikke vil udsaette 2000 passagerer for, der kan vaere et utal af forklaringer. Men alt andet lige betyder det, at byen Fortaleza ogsaa pludselig faar noget at se til, for det er jo 2000 potentielle kunder med penge, der kommer til byen. Og det var ogsaa helt tydeligt i morges, at det var Fortaleza slet ikke forberedt paa..
Byen er en af dem, hvor tyveri og overfaldsraten er meget hoej. Og da vi lagde til kaj ret langt uden for bymidten, har man, som saa mange andre steder, besluttet at indsaette shuttle-busser mellem skibet og bymidten, saa passagererne ikke skal gaa gennem omraader, hvor de risikerer at blive overfaldet. Problemet var saa bare, at de i byen ikke har formaaet at arrangere bustransport for saa mange mennesker saa hurtigt. Det betoed, at da jeg gjorde mig klar til at gaa i land midt paa formiddagen, kom de foerste frustrerede passagerer allerede tilbage, og fortalte at til de mange passagerer var der to shuttle busser, med godt 50 pladser i hver... 2000 passagerer, 2 busser, regn selv efter! 🤨 De havde ventet rigtig, rigtig laenge baade ud og hjem.
Desuden regnede det voldsomt, saa de, der kom tilbage var baade vaade og sure. Og det er faktisk noget af det fine ved at have en god kontakt med sine medpassagerer, jeg blev lynhurtigt fraraadet at gaa i land, fra alle dem jeg moedte.
Desuden, som en sagde til mig, var der faktisk ikke meget at se. Et marked i bymidten, hvor det meste var hundedyrt, og ikke ret fedt at gaa en tur, naar det regner "cats and dogs".
Summen af det hele blev, at jeg besluttede at blive ombord, godt at jeg er glad for skibet! Saa i dag staar den paa toejvask og hygge i stedet for.
Solbadning er nok ikke en mulighed, men jeg fik ogsaa endnu en gang bekraeftet i gaar, at det der med solbadning skal man vaere forsigtig med!
Da jeg kom ned i kaffebaren for at moedes med John og Mary inden aftensmaden, moedte jeg Marina, servitricen fra Serbien, og hun saa mildest talt noget plaget ud. Hun sagde til mig: "Eva, ved du, hvad man kan goere, hvis man bliver rigtig forbraendt?" Jeg var ikke sikker paa, hvad hun mente, saa jeg spurgte, om hun mente forbraendt af solen, eller om hun vitterligt havde braendt sig?
"Solen", svarede hun, og saa trak hun den hvide skjorte lidt til side i halsen, og jeg tabte fuldstaendigt kaeben, for jeg har da sjaeldent set noget lignende! Hun lignede simpelthen den oeverste lampe i et trafiklys! Og huden paa haender og bryst var begyndt at haeve. Den lille tosse havde besluttet, at hun lige ville have lidt sol, inden vi naar Caribien, saa hun havde lagt sig ud i solen midt paa eftermiddagen i gaar, uden solcreme i 40 minutter.
"40 minutter, er du sindssyg?" Hvinede jeg, og saa sendte jeg min mor en kaerlig tanke, for en gang for laenge siden, fik jeg en stor tube ren aloe vera salve af hende, (aner ikke, hvad anledningen var) og den havde jeg heldigvis taget med. Saa jeg bad Marina om at vente, og saa blaeste jeg op i kahytten og hentede mirakel midlet. Vi halede hende ud i koekkenet bag ved kaffebaren, (ioevrigt foerste gang, jeg har set et af de omraader, der er forbudt for passagerer, men nuvel, det var trods alt en krise situation) og saa blev hun ellers smurt ind fra top til taa. Hun klagede noget over, at det stinker, og det goer det ogsaa, men jeg forklarede hende ret kontant, at det var straffen for at vaere saa forfaengelig!
At laegge sig ud i solen i 40 minutter saa taet paa aekvator, naar man praktisk taget ikke har faaet sol paa kroppen i flere maaneder, er skoert, men at goere det midt paa eftermiddagen, og saa uden solcreme er simpelthen hul i alpeklatten, og det tror jeg saa heller ikke, hun glemmer foreloebigt! Hun fik lov at beholde tuben, og paa trods af lugten, maa det alligevel have hjulpet, for da jeg kiggede ind til hende i morges, havde hun tydeligvis smurt sig ind en gang til,-jeg kunne lugte hende, inden jeg fik oeje paa hende!🤭 Huden ser allerede bedre ud, haevelsen er faldet, men jeg tror, at den kommer til at skalle af, inden dagen er omme.
Hvad er der ellers at fortaelle? Fra nu af har vi jo saa tre havdage, inden Caribien. Jeg elsker hav dage! Og vi skal sikkert igennem hele cirkusset med passagerer, der bliver smidt i poolen, naar vi krydser aekvator. Hvis man ikke ved, hvordan det foregaar, kan man laese om det i Stillehavs bloggen. Jeg tror, det bliver mere menneskeligt at vaere udendoers, naar vi kommer paa den anden side, temperaturen topper nu, der er 31 grader i skyggen i dag, paa trods af, at det regner.
I gaar sejlede vi ganske langsomt om eftermiddagen, der var naesten blikstille, og paa et tidspunkt laa vi helt stille. Pludselig drejede skibet en hel omgang rundt om sig selv, det tog godt 20 minutter, og kaptajnen sagde over hoejtaleren, at det var for at "kalibrere kompasset". Gert, en dag skal du forklare mig, hvad det gaar ud paa. Kaptajnen plejer ellers at sige, at han ikke har problemer med at finde vej, han foelger bare sporet af oel-daaser fra det forrige krydstogtsskib! 🤩 Men det var en fin oplevelse at staa paa daekket mens solen gik ned, og se skibet dreje langsomt rundt ude midt i ingenting.
I gaar aftes saa vi det afsnit, af Matador, hvor Buster Larsen, aka grisehandleren, demonstrerer tricket med "Det er en tysker!" for vennerne i jernbanerestauranten. John og Mary var begge flade af grin, og det er faktisk noget af det interessante ved at se Matador sammen med dem,- at de ikke har set det foer, og derfor synes at det altsammen er helt forrygende sjovt. Desuden giver det anledning til en masse snak om dansk kultur og historie,- det er noget mere varieret end deres hidtidige oplevelse af Danmark, som mest begraenser sig til Koebenhavn og saa skibsvaerftet i Aalborg, som de besoegte engang i firserne. Og jeg er saa til gengaeld "madret" af grin, hver gang de forsoeger at sige "Moeghe".
Nok for nu, jeg skal have sat en vask over, inden vaskeriet bliver overrendt af passagerer.