God morgen!
I dag faar I en ekstra rejseblog. Jeg lovede jo at fortaelle lidt om menneskene ombord. Men foerst skal jeg lige beskrive stemningen i dag. Se, i morgen naar vi Rio de Janeiro, og saa er foerste halvdel af rejsen overstaaet for mit vedkommende, men for rigtig mange ombord er det altsaa endestationen. Vi faar en helt ny flok passagerer ombord i morgen, som bare skal have turen op gennem Caribien. Normalt, naar jeg gaar i internet cafeen for at blogge, er der ikke et oeje, fordi det er saa tidligt, folk er jo dog paa ferie. Men i dag myldrer det med mennesker, mange med solbriller, fordi de har ondt i skallen ovenpaa i gaar, som jo var sidste formal night. De er alle i gang med at printe flybilletter, tjekke mails, og i det hele taget saette sig selv i kontakt med verden igen.
Jeg har tit oensket mig, naar jeg selv skulle af, bare at blive ombord, og "tage en tur til". Lidt som barnet i karusellen i tivoli. Nu faar jeg saa chancen, og jeg nyder i den grad at se folk omkring mig pakke! For haha, jeg skal ikke af!! 🤩
En anden ting er, at Princess Cruises er rigtig gode til det der med at saelge loyalitet. Naar man gaar ombord paa sit foerste krydstogt faar man et noeglekort til sin kahyt, som ogsaa fungerer som betalingskort ombord, det er direkte koblet op paa ens kreditkort. Det foerste noeglekort er blaat, og saa snart man har overstaaet sin foerste tur, faar man et nyt kort tilsendt, som nu er guld-farvet. Saaledes er noeglekortet paa naeste tur guldfarvet.
Naar man saa har haft 45 krydstogtsdage med Princess, skifter farven igen. Nu bliver farven platin, og med hvert farveskift kommer der lidt ekstra forkaelelse, lidt ekstra goder oveni.
Mine 45 krydstogtsdoegn runder jeg med denne foerste halvdel, og eftersom det som beskrevet ER to krydstogter i et, jeg er i gang med, er jeg spaendt paa at se, om jeg faktisk faar et platin kort nu efter foerste halvdel.
I bund og grund er det lidt pjattet.. Simpelthen fordi fordelene man opnaar er temlig fattige, sammenlignet med de mange penge, man stopper i det, som Dianna bemaerkede i gaestebogen i gaar. Man skal op paa endnu et farveskift, (det sker efter 150 dage, tror jeg nok det er, og saa bliver kortet sort) foer de begynder at vaske ens toej for en. Og saa har man jo faktisk kastet tusindvis af dollars efter selskabet, som saa kvitterer med toejvask til en vaerdi af tre dollars, hvis man indregner saeben! Men som Gert sikkert ville fortaelle, saa saelger selskabet jo foelelsen af at vaere noget saerligt, og helst lidt mere end alle andre. Derfor ser man ogsaa mange ombord, der gaar rundt med de eftertragtede sorte elite-kort i en kaede om halsen.
Nok om det, jeg VED, jeg er noget saerligt, det behoever jeg ikke et sort plastickort for at vide!
Lidt om menneskene, som egentlig nok er en af de stoerste grunde til, at jeg elsker krydstogter.
John og Mary er en historie for sig, som de fleste vist har hoert nok om. Ellers kan man laese dagboegerne fra Stillehavet og se, hvor det hele startede. Men der er og har vaeret, rigtig mange andre sjove mennesker gennem tiden. Jeg har tit og ofte haevdet, at hvis jeg nogensinde skulle faa den ide at tage paa biltur tvaers igennem USA, ville jeg kunne finde gratis overnatning i samtlige stater. Det tror jeg stadig, holder stik.
Paa denne tur har jeg laert en del af de ansatte at kende, simpelthen fordi det er dem, man ser mest til. Deres arbejdstider ville faa enhver dansk fagforeningsmand til at bryde graedende sammen, et glimrende eksempel er kaffebaren paa daek 5, hvor jeg tilbringer meget tid. Her arbejder de fra 7 morgen til 1 om eftermiddagen paa havdage. Har fri i 3 timer og arbejder saa igen fra 4 til 23. Altsaa en arbejdsdag paa 13 timer, alle ugens 7 dage. Paa land-dage er det lidt anderledes, da de saa nedjusterer, fordi de fleste passagerer jo alligevel er i land, og paa disse dage har de saa fri paa skift. Jeg har snakket en del med Marina, en pige fra Serbien som arbejder i kaffebaren, og hun fortalte mig, at hun i de 2 maaneder, hun har vaeret ombord, endnu ikke har haft en fridag. Konceptet findes simpelthen ikke. Man kan have fri en halv dag, aldrig en hel.
Omvendt fester de enormt meget ombord, naar de har fri, og det efterlader ikke megen tid til soevn! Marina spoerger mig tit om morgenen: "How are you?" og jeg svarer "fine, how are you?", hvortil hun siger "I am trying..." Og saa griner hun.
Aian fra Irland er ogsaa i kaffebaren, han er opdraget i en streng, katolsk familie paa landet, og bruger nu det meste af sin tid paa havene. Han er en aktiv dykker, saa vi har udvekslet fede dykkersteder, og meninger om te! Aian drikker nemlig ikke kaffe, kun te. Mary opdagede det en dag, og stak ham et par vaskeaegte engelske tebreve, som er svaere at faa fat i ude i verden, og han lignede en, der havde faaet en uventet julegave!
Saa er der naturligvis mine medpassagerer. Allerede fra starten moedte jeg et par fra Manchester, Chad og Eileen, som jeg faldt i snak med. De har en frygtelig accent, det er en af de faa, jeg har rigtig svaert ved at forstaa, men en forrygende sans for humor. Da jeg fortalte dem, at jeg havde snakket en del med Aian fra Skotland, sagde Eileen til mig: "Skotter!! Dem skal du holde dig fra, de aeder deres doede deroppe!"
Jeg har snakket en del med to australske par ogsaa, det ene par er fra Melbourne, dem har jeg vist naevnt. Hun er meget optaget af danske julehjerter, og jeg har vist hende, hvordan man fletter en julestjerne. Det andet par er faste gaester til Johns foredrag.
Saa moedte jeg en dame en dag, som sad og strikkede. Jeg spurgte hende, hvad hun strikkede, og hun fortalte, at det var en dansk designer, ved navn Hanne Falkenberg, som havde lavet moenstret. Jeg afsloerede min danske herkomst, og saa kiggede hun meget bestemt paa mig og sagde "okay, hvad fanden er det lige der foregaar i Danmark, rent politisk lige for tiden?" Det viste sig, at damen var executive creative director-et eller andet stort hos Hewlett-Packard, og hun fulgte ret godt med i dansk politik, fordi det er et af hendes forretningsomraader. Vi fik en livlig og meget interessant diskussion om dansk politik, hvor vi stort set var enige om, at det gaar ad helvede til, og jeg fik set, at folk ude i verden faktisk laegger maerke til, hvordan vi gaar og nosser i det i lille DK! Hun hedder Alecia og er gift med John, som er mexicaner, og vi vender tit verdenssituationen baade paa mikro og makro plan, naar vi stoeder ind i hinanden. Der var saa endnu en overnatningsmulighed, denne gang paa en monster-luksus-natur grund i det sydlige Californien!
Saa er der Eric og Gerry Tata, et par som jeg moedte paa turen over Stillehavet, og som ogsaa er med her. De har vist engang tjent en uhyrlig formue paa kvaeg, og bruger nu stort set al deres tid paa at sejle med krydstogtskibe. Naar jeg staar af i Fort Lauderdale, tager de et par ture mere i Caribien. De siger jaevnligt til mig, at jeg endelig maa sige til, hvis der er noget som helst de kan goere for mig, endsige haenge mit vasketoej op, eftersom jeg endnu ikke har det privilegium, at Princess vasker det for mig!
Der er sikkert flere, som jeg i skrivende stund glemmer, men det er blot for at give et glimt af det, som efter min mening har stoerst vaerdi paa disse skibe. Nemlig det der med, at der er mennesker fra alle dele af verden, og langt stoerstedelen er indstillet paa at sludre og snakke, er aabne og imoedekommende, og man laerer en masse om andre menneskers historie og kultur. Jeg har saa oveni den fordel, at jeg er nem at genkende. Saa foerste gang jeg moeder nogen, nikker de forsigtigt. Naeste gang siger de hej med en vis genkendelse, og tredje gang er vi naermest gamle venner!
Jeg oplevede det med udraabstegn i morges, da jeg gik ned efter min foerste kop kaffe. En ny tjener insisterede haardnakket paa at baere min kaffe ind i internet cafeen for mig, og en af de "gamle" tjenere sagde til ham: "Don't mess with her, she is perfectly capable of managing her own coffee!" (Lad vaere med at blande dig, hun er udmaerket i stand til at slaebe sin kaffe selv!)
Se, DET er da inklusion paa makro plan!
I morgen naar vi jo saa Rio, og vi har en overnatning der, skibet sejler foerst videre dagen efter. Jeg har endnu ingen planer for Rio, men mon ikke det kommer?
I dag skal jeg se "Tales for travellers", det eneste af Johns foredrag, hvor han tager sin kone med paa scenen, egentlig bare en serie sketches, hvor de tager pis paa sejlerlivet i almindelighed og krydstogtspassagerer i saerdeleshed. Det er altid det sidste foredrag, han holder paa et krydstogt, og det er vaeldig sjovt, isaer denne gang, fordi det ikke for mig er ensbetydende med, at rejsen slutter i morgen!